Plader

Vince Staples: FM!

Den amerikanske west coast-rapper Vince Staples iscenesætter med sin nyeste udgivelse FM! et energisk, højtråbende radioshow, der i form af interludes danner ramme om pladens otte reelle numre. Bølgerne går højt, både i det fiktive radiostudie og på Staples’ numre, men energiniveauet får ikke opvejet for det flade musikalske landskab og de generelt set lyrisk lette udveje.

Den 25-årige rapper Vince Staples har siden starten af 2010’erne skabt sig et velklingende navn i hiphopuniverset med sin spæde start i noget så fint som en medvirken på eksempelvis Earl Sweatshirts ”Hive”. Tilbage i 2015 udgav Staples debutalbummet Summertime ’06, som virkelig cementerede hans relevans og musikalske kunnen, og sidenhen har han flere gange bevist sit værd med stadigt eksperimenterende miksturer af lydbilleder på både Prima Donna fra 2016 og Big Fish Theory fra 2017.

Vince Staples er et navn, der for mig vækker en forhåbning om og en tiltro til, at den gængse opfattelse af den moderne amerikanske rapkultur og hele den til tider fastlåste idé om, hvad dens formåen består i, er en formbar substans, der ikke lader sig kue af forudbestemte mønstre eller tilgange til hverken det musikalske eller lyriske. Staples’ opvækst i Long Beach, Californien er et udpræget centralemne i hans lyrik, der ofte handler om bandemiljøets skarpeste kanter, men den unge mand har tidligere udvist et kæmpestort talent for at gøre den tunge tematik spiselig for enhver i sin brug af humor og til tider hverdagspoetiske, patosprægede fraser som f.eks. på ”Summertime” fra 2015-albummet Summertime ’06. Og så selvfølgelig dels den musikalske leg, der førhen i mine øjne har været et uundgåeligt Vince Staples-element. Men hvordan lyder den nye plade så?

FM! indledes meget konceptpassende – om end relativt klichépræget, men lad det nu ligge – af den så velkendte radioskrattende lyd som intro til det første nummer ”Feels Like Summer”. Lad dig ikke narre, det ér bare et virkemiddel, du lytter ikke til liveradio. Stemningen bliver slået an med beatets sagte synthtoner, der som en uigennemtrængelig tåge spreder sig ud i hele rummet. Men det føles bestemt ikke som sommer. Det føles som en efterårsaffære, imens vinterfrosten puster en i nakken. Den første sætning fra Staples opsummerer i sin simplicitet den gennemgående kernetematik på hele FM!-pladen: »Summertime in the LB wild / We gon’ party ‘til the sun or the guns come out«. Med den introduktion er vi som lyttere klargjort til vold og vildskab.

Lad os sprænge kronologiens lænker og skride direkte til ”Relay”. Lyrikken på FM! virker til tider letkøbt. Men har Staples også noget inderlighed på hjerte? Mjah, måske. På ”Relay” bliver det i hvert fald halvromantisk, når han forsøger i en enkelt sætning at beskrive en kvindes uendelige skønhed med sætningen »She’s so pretty in the face, ass, titties and the waist / Pull up tryna get a taste and she get you popped«. Der kan man altså tale om en strong independent woman! Humoren i formuleringen af sætningen er en af de ting, Staples kan, når han vil det. Det virker kortvarigt opløftende og som sådan lettende.

Dog er det virkelig svært at opveje for tematikken og de ekstremt tunge, nærmest onde beats kun med brug af et par enkelte humoristiske indfald. Samtlige tracks på pladen – med undtagelse af ét, hvilket jeg vil vende tilbage til – falder nærmest sammen i én stor, fedtet masse, der er virkelig svær at skelne fra hinanden. Der er desværre en tendens til at følge den tilsyneladende samme opskrift bestående af ottendedelshihatte, meget tørre claps på to og fire og højfrekvente, minimalistiske synthriffs.

Undtagelsen er det – som titlen så passende metaagtigt selv siger – lidt sjovere nummer ”FUN!”. Her mener jeg ikke sjov som humoristisk, men som interessant at lytte til. Det føles tæt på befriende at kunne læne sig tilbage til et beat uden skingre hihatlyde. Synthesizeren har en eksotisk klang – afrundet og blød. Det er til afveksling lækkert! Desuden indledes nummeret allerede i outroen til det forrige nummer “Run the bands” med radioværternes samtale: »Sketch, what’s fun to you? And don’t say drugs«. Jeg grinede. Det var rart.

Grinet tørrer man dog hurtigt af fjæset igen, når man finder ud af, hvad “FUN!” egentlig handler om; igen de kampestenstunge emner: »One time circling the block / Lil’ buddy got murdered on the flock / Two times, you know how we rock / You know who we knocked on, you know who we shot«. Det er for de fleste mennesker nok svært at forstå, hvordan mord på ens venner kan bagatelliseres, som Staples gør det – det er ikke hverken første eller eneste gang, han nævner dræbte kammerater på pladen – men i FM!’s lyriske atmosfære brænder han igennem med sin historie og sine perspektiver og skaber om ikke et bånd, så i hvert fald muligheden for at forlige sig med Staples’ tilgang til temaet.

Overordnet set leverer Vince Staples med FM! et konstant og urokkeligt middelniveau. Lyrikkens forudsigelighed kræver en vis tålmodighed af lytteren – til trods for det ellers kun 22 minutter lange album – og lydbilledets enfoldighed gør det ikke lettere. Der bliver ikke leget eller afsøgt nye veje på nogen fronter, og det er en skam, potentialet taget i betragtning. Det er en kæmpekliché at længes efter fortiden, men jeg sidder tilbage med en følelse af, at Staples i denne omgang slet ikke lever op til sit navn.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Jack Brosø Frederiksen

Biografi:
Musikken voksede indeni min lille, spæde krop fra jeg var knejt, og interessen er kun vokset sig større i takt med at kroppen også gjorde det. Det giver mig anlæg for en rimelig stor musikinteresse.

I de afsluttende folkeskoleår begyndte jeg at følge meget med i undergrundsmusikken. Det var omkring denne periode, at min helt store musikpassion begyndte. Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig. SoundCloud og Karrierekanonen blev mit opholdssted, og oplevelsen af at formidle et helt nyt stykke musik videre til vennerne var berusende, og siden da har jeg altid fastholdt lysten til at omgive mig med musik.

Jeg er ekstremt fascineret af sprogbrug, og lyrik har siden første digtanalyse i fjerde klasse fyldt meget hos mig - lige fra Tom Kristensen og Strunge til Malk de Koijn og Benal.

I dag læser jeg dansk og drømmer om musikkens og ordenes symbiotiske kollision. Netop i dét sammenstød bliver musikken levende for mig; når lyrikken afspejles i det musikalske og omvendt.

Fem favoritalbums:
Benal: Nu
Jeff Buckley: Grace
Bon Iver: For Emma, Forever Ago
The Smiths: The Smiths
Ukendt Kunstner: Neonlys

Skriv et svar

boeger