Plader

Anderson .Paak: Oxnard

Brandon Paak Anderson, der står bag aliasset Anderson .Paak, er utvivlsomt et af de absolut mest alsidige talenter på den alternative rapscene, men hans tredje album Oxnard rummer ikke det kreative overskud, hans tidligere udspil svømmede i.

Anderson .Paaks tredje fuldlængdealbum Oxnard er hans første udgivelse under Dr. Dres pladeselskab Aftermath Entertainment, som han tilsluttede sig efter udgivelsen af sit andet album Malibu i 2016. Med netop Malibu og debutalbummet Venice fra 2015 i bagkataloget er .Paak i min verden naturligvis selvskrevet til en af topplaceringerne på listen over kæmpetalenter indenfor sin genre. Den måde, hvorpå .Paak får inkorporeret legende basriffs, til tider helt soulede vokaler og nogle af de mest gennemførte, funky trommer – som han i øvrigt selv smækker trommestikkerne på, hvilket er dybt imponerende i sig selv – med samtidig at holde flowet i sine rappede vers, er et indiskutabelt bevis på hans alsidighed som musiker. Med Oxnard bevidner man som lytter dog ikke helt det samme fænomen.

Oxnard i Californien er .Paaks egen hjemby, og det fornemmes, at han føler sig i vante omgivelser, men det store spørgsmål er, om den dygtige musiker er for tilbagelænet og glemmer at holde sig på tæerne?

Oxnard lægges stærkt ud med nummeret ”The Chase”. Anderson .Paak sætter sig ind i sin bil – nærmere bestemt sin BMW i3, som jeg af pålidelige kilder har fået understreget, er den bil, der høres i starten – og tænder for radioen. Det bliver også hurtigt lydtomt og langsommeligt uden musik på roadtrips. Det kan også godt blive ensomt, og derfor vil .Paak have en med. Man bliver forsvarsløst lokket ind ad bildøren af en dragende panfløjtelyd – eller en anden fløjtelyd, det er i hvert fald en fløjte – og sangerinden Khadja Bonets sanseligt forførende, bløde stemme. Det er et nummer, der er fuld af stemning. Det føles som syretrippet salsadans i neonlys. Det gætter jeg i hvert fald på, at det gør, jeg kan ikke danse salsa.

Det tog flere gennemspilninger af albummet, før jeg opfattede, at pladens andet nummer, ”Headlow”, handler om at få… Ja, det handler om at sidde i den modtagende ende af oralsex i bilen. Det er et relativt humoristisk nummer, men afslutningen bliver en tand for ucensureret til min smag. Det virker unødvendigt at få de høje, væskende lyde smasket ind i ørerne. Alle de billeder. Jeg kunne dog ikke lade være med at slå et smil over læberne, da kvinden i historien slår en god bøvs, som efterfølges af .Paaks ord: »Who the fuck taught you how to do that shit? Aw, fuck.«

Med pladens næste nummer, ”Tints”, rammes den nerve, der ligger nærmest de tidligere albums. Det er energisk og dansabelt – og så føles det naturligvis også bare lidt dejligt at have Kendrick Lamar med på et vers. Den samme energi gør sig gældende i nummeret ”6 Summers” og det afsluttende nummer ”Left to Right”, som dog begge to er knap så positive i sine udtryk. Til gengæld besidder de begge en ret stor håndfuld af den helt unikke Anderson .Paak-fandenivoldskhed, der gør et ihærdigt forsøg på at sætte fut i benzinsporene af storhedsvanvid, og det fungerer til dels også som et opløftende indskud, men i sidste ende virker det uforløst. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at .Paak brænder inde med de sidste 10 procent af inderligheden.

På numre som “Who R U?” og ”Saviers Road” bliver trommerne, der ellers tidligere fra .Paaks side har været så gennemførte, at de nærmest har kunnet stå for sig selv, negligeret. Det føles som en intentionel umyndiggørelse af hans eget univers, og det er simpelthen så ærgerligt at smide et helt essentielt Anderson .Paak-element helt væk. Og uden at blive alt for nørdet, bliver jeg simpelthen nødt til at påpege lilletrommen på ”Cheers”. Hvorfor er den så vanvittigt høj? Den tager fuldstændig over og virker utilsigtet forstyrrende hele nummeret igennem.

Oxnard er gennemgående en meget monoton oplevelse. Niveauet er ikke lavt fra den gode Anderson .Paak, der er tværtimod et godt bundniveau på pladen, men desværre er der langt imellem udsvingene op over bundniveauet. Det er ærgerligt, at .Paak vælger den simple vej, når hans talent rækker så meget længere. Det ville klæde ham med lidt skizofreni i sit musikalske udtryk.

★★★★☆☆

Om skribenten

Jack Brosø Frederiksen

Biografi:
Musikken voksede indeni min lille, spæde krop fra jeg var knejt, og interessen er kun vokset sig større i takt med at kroppen også gjorde det. Det giver mig anlæg for en rimelig stor musikinteresse.

I de afsluttende folkeskoleår begyndte jeg at følge meget med i undergrundsmusikken. Det var omkring denne periode, at min helt store musikpassion begyndte. Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig. SoundCloud og Karrierekanonen blev mit opholdssted, og oplevelsen af at formidle et helt nyt stykke musik videre til vennerne var berusende, og siden da har jeg altid fastholdt lysten til at omgive mig med musik.

Jeg er ekstremt fascineret af sprogbrug, og lyrik har siden første digtanalyse i fjerde klasse fyldt meget hos mig - lige fra Tom Kristensen og Strunge til Malk de Koijn og Benal.

I dag læser jeg dansk og drømmer om musikkens og ordenes symbiotiske kollision. Netop i dét sammenstød bliver musikken levende for mig; når lyrikken afspejles i det musikalske og omvendt.

Fem favoritalbums:
Benal: Nu
Jeff Buckley: Grace
Bon Iver: For Emma, Forever Ago
The Smiths: The Smiths
Ukendt Kunstner: Neonlys

Skriv et svar

boeger