Plader

Charlotte Gainsbourg: Take 2 EP

Skrevet af Søren Søndberg

Charlotte Gainsbourg har lavet et lille efterspil til sidste års album Rest. EP’en kommer ikke med noget nyt, og hendes popsange med ironisk distance er ved at blive for meget.

Efter det fremragende album IRM måtte vi vente nogle år, før Charlotte Gainsbourg igen holdt pause fra den succesrige skuespilskarriere og vendte tilbage til musikken. Det skete sidste år, hvor vi fik det næsten lige så vellykkede album Rest i hånden. Hendes nye EP, der er udkommet idag uden større fanfare, kan dog ikke helt leve op til de tidligere bedrifter, og vil nok kun interessere fans.

Charlotte Gainsbourg er i den grad en syngende skuespiller, da hun ofte får musik og tekst leveret af andre musikere. 5:55 var et slags uofficielt Air-album, hvor Jarvis Cocker stod for teksterne, og på opfølgeren IRM var det primært Beck, som stod for tekst og musik. På det seneste album Rest har Gainsbourg selv stået for det meste af sangskrivningen, der har rod i barndomsminder og et distanceret, ofte ironisk udtryk, der ikke ligger langt fra de roller, som Gainsbourg har spillet i Lars von Triers seneste film. Ikke mindst den flotte præstation i den eksistentielle og modige film Nymphomaniac.

Gainsbourg laver kølig og afmålt alternativ popmusik, der trækker på synth pop, disco og hendes far Serge Gainsbourgs dramatiske popsange fra 60’erne. Denne EP byder på en håndfuld sange, der ikke kom med på Rest, samt en liveudgave af singlen “Deadly Valentine”. I denne udgave er sangen gjort længere, og synthesizeren er mere markant, hvilket gør sangen mere hårdtpumpet og kantet.

Take 2 EP indeholder også ganske uventet et cover af Kanye Wests “Runaway” fra My Beautiful Dark Twisted Fantasy. Teksten, der oprindelig er en slags introspektiv refleksion over Kanye Wests karriere og mediebillede, bliver til en helt anderledes filmisk spoken word-monolog i munden på Gainsbourg. Det er nok en mærkelig sidebemærkning eller måske en intern joke. Jeg har i hvert fald svært ved helt at se meningen, men Gainsbourg har altid været lidt mystisk og svær at regne ud.

Derudover må jeg tilstå, at “Bombs Away” ikke imponerer. Der går ganske enkelt ikke mange minutter i sangen, før Gainsbourgs hæse vokal bliver for meget, og den sarkastiske tekst om krig og bomber er måske humoristisk, men den eksploderer ikke lige hos mig. Selvom Take 2 EP har flere lyspunkter, virker det lidt som om, at Gainsbourg er gået musikalsk i stå og bare bliver ved at lave de samme sange. Jeg håber, hun finder på noget nyt til næste gang, for den kolde isdronning-stil er afprøvet nu, og Take 2 EP var vist dråben, der fik mit bæger til at løbe over.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Søren Søndberg

Biografi:
Musikglad mand født i '84 bosiddende på Nørrebro. Er især glad for indie pop, alt. rock, hip hop, electronica og ambient. Har det svært med jazz. Har lyttet til, skrevet om, spillet og indspillet musik siden den tidlige teenagealder. Spiller selv musik i duoen The Immoderate Past.

"Most rock journalism is people who can't write, interviewing people who can't talk, for people who can't read." -Frank Zappa

Fem favoritalbums:
The Fall: This Nation's Saving Grace
Nick Drake: Pink Moon
The Clientele: Strange Geometry
Boards of Canada: Geogaddi
Neu!: Neu! 75

Skriv et svar

boeger