Plader

Eiko Ishibashi: The Dream My Bones Dream

Skrevet af Joakim Dalmar

Eiko Ishibashis sjette solo-album, The Dream My Bones Dream, vækker dybe følelser frem – dem som man ikke vidste, man havde. Det er et album, der fortæller barndomshistorier om Eikos afdøde far, som hun ikke nåede at få fortalt, før han døde.

Hele The Dream My Bones Dream er bygget op på baggrund af billeder fra japanske Eiko Ishibashi fars barndom, som hun har valgt at tolke gennem musik. Billederne finder sted i 1940’erne under den anden kinesisk-japanske krig. Det er Ishibashis bedstefar, der har skudt disse billeder, og man følger ham dermed som jernbanearbejder i et besat område. Ishibashis musikfortolkning oversætter dette tog, der kører igennem et besat territorium, som et tog, der forhåbentlig også kører mod bedre tider i fremtiden.

Fra første lyt af bliver man helt opslugt af det medrivende, narrative arrangement, man får serveret af Ishibashi. Strukturen i diverse lydspor på pladen bygger op fra det eventyrlige og modtagelige til det mere støjende og dystre – både melodisk, men også i udvalget af lyd-elementer, hvor der bestemt ikke er blevet sparet på orkestret og dets detaljer.

Fortællingen starter først ud med en mørk brise af blæsere og strygere, der bliver efterfulgt af Ishibashis hjemsøgende vokal. Uden lyrik, opsætter den rammerne for lyden af denne fascinerende, cinematiske helhedsoplevelse. Den her intense stemning er en vedvarende energi, der følger trop gennem hele albummet, men i forskellige, robuste former. Lige så vel, som den her energi kan være dyster og støjende, er der i den grad også plads til bløde, eventyrlige momenter. F.eks. på et nummer som “Silent Scrapbook”, som udelukkende består af et orgel, der med dets rumklang og bund føles så naturligt i hørebøfferne.

Man kan snakke om mange ting i The Dream My Bones Dream, der gør det så narrativt og livligt. De slentrende trommer i lydsporet “Agloe” er panoreret fremragende, som senere i lydsporet får bragt varme blæsere på banen og skaber en storslået afslutning. Så er der et nummer som “Tunnels to Nowhere”, der byder på det, der minder om mareridts-drevne lyde fra en synthesizer og forvrængede guitarlyde, samt klaustrofobiske, løbende klap, som stikker helt ud af mixet på nummeret og komplimenterer et af de mere intense numre på pladen.

The Dream My Bones Dream er en omvæltende musikoplevelse, der har et bredt genre-spektrum at byde på. Det ene sekund bliver man forbløffet af den opløftende stemning, hvor musikken har en tendens til at lyde rocket – lidt som en kvindelig version af Destroyer med de instrumentale elementer som de episke blæsere, og lige pludselig kører stemningen over til det mere jazzede, hvor man på f.eks. “To the East” tager tempoet ned og skaber plads til alle instrumenterne. Man kan heller ikke andet end at blive glad for trommerne på dette lydspor, der lever sit helt eget liv. Der er til og med også nogle gange færten af lyde fra omgivelserne – eksempelvis på “Iron Veil”, der har en lyd af et tog, som kører afsted. Eller epilogen, hvor det er svært at identificere lydene, men alligevel skaber nogle spændende rammer og trækker en med i musikkens lydbillede.

Hvis man lader Ishibashi fortælle dig denne fortolkning af sin families forhistorie gennem sin musik, bliver man bestemt ikke skuffet. Det er en helhedsoplevelse, der virker yderst velovervejet og levende – lidt ligesom hun har kunne finde sig selv blandt billederne fra 1940’erne.

★★★★★☆

Leave a Reply