Interview

Julia Holter: »Med det nye album lod jeg mig selv gå amok.«

Foto: Dicky Bahto

Roskilde-aktuelle Julia Holter har begået et af årets mest fascinerende og forvirrende albums. Det var derfor med både en god portion spænding og nysgerrighed, at Undertoner ringede hende op til en samtale om det mastodontiske værk Aviary.

Amerikanske Julia Holter udgav for nylig sit femte studiealbum Aviary. Kort efter blev hun også præsenteret som et af de første navne på plakaten til næste års Roskilde Festival.

Aviary er et mastodontisk værk med en varighed på halvanden time og et lydbillede, der skifter mellem larm og skønhed, kaos og ro, maskinelt manipulerede vokaler og middelaldermusik. I min egen anmeldelse af albummet her på siden, beskrev jeg det som: »et album, der er lige dele smukt, eventyrlystent, udfordrende, larmende og forvirrende.«

Derfor var det også med spænding, at jeg en mørk novemberaften greb telefonen og ringede til Holter, der grundet tidsforskellen lød som var hun lige stået ud af sengen. Alligevel var hun både imødekommende, snakkesalig og meget omhyggelig med at sætte ord på alt fra sine inspirationskilder til, hvordan kærlighed og empati er en mangelvare i vores moderne samfund.

Minder, der skriger som fugle i et bur
Albumtitlen Aviary betyder fuglebur, når den oversættes til dansk. Et ord og en titel, som Julia Holter fandt inspiration til i litteraturens verden.

Du har sagt, at albumtitlen Aviary er inspireret af en linje fra en novelle af den libanesisk-amerikanske forfatter Etel Adnan: »I found myself in an Aviary full of birds.« Hvad betyder det citat for dig?

»Jeg læste hendes bog, mens jeg skrev albummet og den vækkede virkelig genklang i mig. Albummet leger med en modsatrettethed mellem harmoniske og hårde lyde. Det stiller spørgsmålstegn ved hvilke lyde, der er smukke og hvilke, der er grimme. Sådan er det også med fugle sommetider. De kan både synge smukke, harmoniske sange og lave mere rå, hårde, skrigende lyde. Samtidig har jeg længe været meget optaget af vores hukommelse, og de minder vi bærer rundt på. De kan både være smukke, men også meget hårde. De kan overvælde en og nærmest føles som skrigende minder inde i ens hoved. Så jeg lavede alle de her forbindelser i mine tanker mellem fugle og minder, og på den måde føltes det citat som albummets stemning sat på ord.«

Nu nævner du selv denne dobbelthed eller dualitet mellem hårde og harmoniske lyde. Det synes jeg også kommer tydeligt til udtryk, når man lytter til Aviary. Den skifter mellem de her hårde, næsten larmende lyde og så mere stille, harmoniske lyde af den type, som vi normalt anser som smukke. Var det noget, du bevidst udforskede?

»Det var helt klart noget, som jeg bevidst udforskede. Jeg tror det handler om, at jeg virkelig godt kan lide den slags hårde, nærmest skærende lyde. Jeg finder dem meget smukke, men jeg forstår også godt, at de kan være meget overvældende og intense. Der er den her tvetydighed omkring skønhed, og hvad vi finder smukt, som jeg havde det meget sjovt med at lege med.«

Foto: Dicky Bahto

At gøre lige præcis, hvad man har lyst til
At Holter har haft det sjovt med albummet kommer også til udtryk i hendes sangskrivning, der stritter i utallige retninger, men sjældent tager fast form. Aviary er som en legende labyrint af lyde, melodier, inspirationer og indtryk, som man til tider nærmest kan fare vild i. Holters forrige album, det flotte Have You in My Wilderness, lyder nærmest som et decideret popalbum ved sammenligning.

Sangskrivningen på Aviary virker mere eksperimenterende og spraglet end på dit seneste album. Hvad har du gjort anderledes i arbejdet med dette album?

»Måden jeg normalt skriver sange på er meget fri, og jeg lader ligesom bare sangene tage mig derhen, hvor de selv vil. Jeg sætter ikke rigtig nogle begrænsninger op for mig selv, men på Have You in My Wilderness prøvede jeg at tage styringen og være lidt mere traditionel i min sangskrivning. Det er ellers noget jeg normalt er virkelig dårlig til. «

Holter griner kort, inden hun fortsætter talestrømmen.

»Jeg har virkelig svært ved at skrive tekster til mine sange. Det kan være meget begrænsende, hvis alt skal komme fra mig og mit personlige udgangspunkt. For mig er det sjovere at samle andre tekster, og sætte dem sammen med mine egne. I nye sammenhænge, der giver nye betydninger. Næsten som et spil med ord.«

Derfor faldt det hende også naturligt, at smide alle hæmninger fra sig på hendes nye album, og bare lade musikken styre albummets retning.

»Med det nye album lod jeg bare mig selv gå amok og gøre lige præcis det, som jeg havde lyst til. Jeg eksperimenterede en masse og optog de her improvisationer med min stemme og synths, og sådan blev albummet langsomt til (…) Jeg prøvede virkelig bare at være legesyg, lade mig inspirere og rive med af de ting, der har interesseret og optaget mig i årevis.«

Det virker også til, at Aviary trækker på en lang række forskellige inspirationer på en meget direkte måde. Både i musikken og i albummets tekster. Hvor kommer den tilgang fra?

»Der er en sang på albummet, der hedder “Colligere”, hvilket betyder at indsamle. Det er et ord, som jeg faldt over for mange år siden i en fantastisk bog af Mary Carruthers, der hedder The Book of Memory, og som jeg fandt enormt interessant. For når jeg læser og lytter til ting, så låner jeg af natur fra dem, fordi de føles som en del af det jeg beskæftiger mig med i lige præcis det øjeblik. Det er som om, at et citat eller en idé bliver til mit eget, når jeg tager det ud af dets oprindelige kontekst.«

Ifølge Holter er det en naturlig del af den kunstneriske proces, at lade sig inspirere og låne fra de ting, der optager en. Hun gør det måske bare mere eksplicit end mange andre.

»For mig er det bare sådan kunst fungerer. Jeg tror ikke nødvendigvis, at andre gør præcis som jeg og citerer deres inspirationskilder direkte. Men jeg tror alligevel, at mange låner på en eller anden facon.«

Foto: Dicky Bahto

Sange om kærlighed og empati
Sangen “I Shall Love 2” står på mange måde for mig som Aviarys bankende hjerte. Den bygger sig langsomt op og ender i et mesterligt crescendo, der hæver sig op mod noget næsten guddommeligt. »I shall love« gentager Julia Holter den ene gang efter hinanden, så det nærmest lyder som et mantra eller en bøn for kærlighed.

Hvilken rolle spiller kærlighed på albummet?

»For mig er kærlighed og empati på en eller anden måde forbundne, og der bliver stillet spørgsmålstegn ved de ord og deres betydning netop nu (…) I et individualistisk land som USA, hvor jeg bor, virker det til, at dem der sidder på magten meget åbent giver udtryk for at empati ikke er en virkelig ting, der eksisterer. Man tager sig ikke af sine medmennesker, og alt hvad man gør, gør man for sin egen vindings skyld. Det er en mærkelig ting, for jeg tror ikke på, at det er sådan mennesker rent faktisk er, men hvis du har en sociopatisk leder, så ender det også med at bringe det værste frem i folk.«

Der bliver stille på telefonlinjen et øjeblik, inden Julia Holter igen tager ordet.

»Når jeg tænker på kærlighed i en bredere forstand – ikke bare romantisk kærlighed – så er der empati til stede. Man deler noget med en anden person, når der er kærlighed, man viser en interesse for andre end en selv. Måske var det det, jeg tænkte på i en sang som “I Shall Love”. Jeg ville virkelig gerne skrive en sang, der kunne vise den kraft, der ligger i det. En sang, der udtrykte noget varmt og kærligt.«

Stor lyd live
Den kærlighed tager Holter med og deler med danskerne på Roskilde Festival næste sommer, hvor hun besøger Danmark for første gang siden udgivelsen af Aviary. Med sin kompleksitet, spraglede spændevidde, mastodontiske længde og meget varierede instrumentering, er det et album, der bliver interessant at høre live. Derfor var det naturligt at stille Holter et sidste spørgsmål med en lidt dansk vinkel.

Hvordan vil du gribe det nye album an live?

»Det er helt klart noget, jeg har tænkt over. Vi har allerede spillet et par koncerter, og vi har et større band med, end jeg har haft på mine tidligere tours. Næsten alle, der spiller med på albummet er også med på scenen, og det lyder for sindssygt. Altså virkelig godt! Det er nogle virkelig dygtige musikere, og faktisk indspillede vi flere af sangene på albummet live med alle i studiet. Så vi kan gøre det på scenen også, og vi glæder os til at komme ud og spille!«

Om skribenten

Carl Windahl Bøllingtoft

Biografi:
Min far flaskede mig op på Gnags, C.V. Jørgensen og Gasolin. Selv blev jeg som 13-årig forelsket i Nirvana. Nu lytter jeg til det meste, men jeg er stadig gladest, når der er guitar med. På den ene eller anden måde.

Jeg er romantiker, drømmer, og den lille teenager inden i min 26 år gamle krop er en sucker for melankoli, uigengældt kærlighed og store følelser. Det går igen i mine lyttevaner.

Jeg hader desuden, når folk påstår, at rocken er død. Selvfølgelig er den ikke det, din snævertsynede tosse.

Fem favoritalbums:
Slowdive: Souvlaki
The Cure: Pornography
Frightened Rabbit: The Midnight Organ Fight
The Triffids: Born Sandy Devotional
Modest Mouse: The Lonesome Crowded West

Skriv et svar

boeger