Plader

LP: Heart to Mouth

Kun to år efter, den amerikanske kunster LP slog igennem med sin platinsælgende plade Lost on You, er hun tilbage med sit femte album, Heart to Mouth – en rodet omgang diva-pop/rock med tryk på kærlighedsklicheerne og alt, alt for meget vibrato.

Hjerte rimer på smerte. Det har det altid gjort, og med mindre nogen opfinder en kur mod hjertesorg indenfor den nærmeste fremtid vil det højst sandsynligt blive ved med at gøre det. Og det gør det ved Gud også her på albummet Heart to Mouth, det seneste udspil fra amerikanske LP (rigtige navn Laura Pergolizzi). Misforstå mig ikke; kærlighed er og bliver mere eller mindre det eneste fornuftige argument mod at livet på denne jord faktisk er det hele værd, og derfor skal den jo også været repræsenteret i vores kunst. Men der er mange måder at gøre den samme ting på – at sige, synge, udtrykke hvad der i bund og grund er den samme følelse. Man kan skrive en original tekst, hvis kvaliteter ikke engang behøver at blive sunget for at virke overbevisende. Eller man kan, som LP gør, pakke sine mestendels trætte og triste klicheer ind i høje og voldsomme brøl – helt og aldeles på grænsen af at være fantastisk eller decideret trommehindesprængende – i et desperat forsøg på at virke mere original, end man er. Og Heart to Mouth er ingen undtagelse. Jeg beklager, men man kan altså ikke vibrere sig ud af problemet.

Det starter egentlig OK. Helt OK endda. Åbningsnummeret ”Dreamcatcher” er et virkelig spændende nummer, der blander en smuk akustisk guitarmelodi og forsigtige, men insisterende trommer med den passion – den ild – som LP rent faktisk har i sin stemme. Når hun synger »A feather of destiny finding its way to me/ Like a willow on the wind that cannot stay« og lader ordet ”willow” hæve sig højt op over resten af frasens toneleje, kan man næsten se det smukke piletræ danse i vinden for sig. Denne mystiske tekst og fine melodi blandet med en unægtelig Stevie Nicks-inspireret stemmeføring gør nummeret både originalt og interessant.

Andensinglen ”Recovery” kan bestemt også noget. En virkelig fin tekst om at ligge brak bag nedtrukne gardiner, mens ens smadrede hjerte heler. En smuk, klavertung popballade, der helt simpelt og uden for mange unødvendige virkemidler nok skal give rigtig meget mening for et menneske, der er ved at drukne i hjertesorgens sorte hav. »I’m holding on, I know I’m almost there/ So don’t reach out and tell me that you care« næsten hvisker LP, og man nikker genkendende til den frustration, der opstår, når man bliver hevet tilbage i sine følelses vold, netop som man er ved at være kommet ud på den anden side. Det fungerer faktisk meget godt.

Desværre er der rigtig meget andet, der ikke fungerer, og den største synder er uden tvivl LPs stemme. Mange sangerinder ville give deres højre arm for at være i stand til at synge så højt – højt som i niveauet – som hun gør, men hvor er det dog ærgerligt, at LP ikke kan dy sig for at misbruge sin kraftfulde, inderlige og til tider hjerteskærende stemme på sådan en måde, så det kommer til at virke både karikeret og krukket – som en sindssyg blanding mellem Cher, Celine Dion, Mariah Carey og Shakira. Når hun på det ellers udmærkede nummer ”One Night in the Sun” på omkvædet synger »Oh baby, I’m going on/ When no laureate could tell us why/ And no preacher could decide«, så er jeg sikker på, at formålet egentlig er at indhylde lytteren i så meget højlydt inderlighed, at teksten ikke kan undgå at gå i hjertet og give mening. Desværre går det ikke andre steder end i ståpelsen på mig – som når vinduesviskerer skraber mod en tør rude – og jeg kan ikke undgå at få voldsom lyst til at skrue ned. Og de vilde, ukontrollerede toner, der dominerer baggrunden af den sidste halvdel af nummeret, giver mig lyst til helt at slukke. Det er alt, alt for meget.

Det bliver ikke bedre.”The Power” starter helt bogstavelig talt med en form for primalskrig, og verset er så gennemsyret af vibrato, at det er svært egentlig at høre, hvad LP forsøger at synge. Når man så læser teksten, kan man konstatere, at nummeret (igen) handler om et forlist forhold. »I gave you forever/ I gave you the great unknown«, men du ville ikke have mig. Vi fortsætter i samme dur på ”Shaken”, hvor omkvædet lyder »She looks like you I used to/ And I’m just sitting in the corner/ Sh-sh-shaken, sh-sh-shaken« Der er virkelig ikke særlig tit, jeg nævner Taylor Swift, men nummeret lyder gudhjælpemig som hendes superhit ”Shake it Off”, og det er faktisk også den anbefaling, jeg hermed vil komme med til LP. Beklager, men det er altså ikke godt.

Musikken er der ikke mange fingre at sætte på – hvis man er til velproduceret pop i den forholdsvis ufarlige ende, forstås. Det er både dansabelt og velspillet, med masser af store armbevægelser, og der er ikke ligefrem noget af det (måske bortset fra ”Dreamcatcher” og ”Recovery”), der syder af originalitet. De fleste af numrene kunne simpelthen have været indspillet af hvem som helst. Nævn en hvilken som helt moderne popsangerinde, der gør sig i velsmurt samlebåndspop, og hun ville passe ind. Og så alligevel ikke, for pladens numrer bevæger sig simpelthen genremæssigt så meget i øst og vest, at det er umuligt at finde en rød tråd. Hvilket formål, LP og produer Mike Del Rio, har haft med den her plade, må for mig så hen i det uvisse.

Jeg har virkelig svært ved at se, hvordan et voldsomt flamencoinspireret nummer som ”House On Fire”, komplet med spansk guitar, passer sammen med et stort, stadionvenligt popnummer som ”Hey Nice To Know Ya”, hvis tekst i al sin forvirring egentlig bare mest virker lidt bitter, eller den trommetunge ”Die For Your Love”, der meget præcist formår at koge cirka 99% af den moderne hitlistemusik ned til blot et par enkelte sætninger: »’Cause I’d take every bullet and fire and run through it/ I’d die for you, die for your love« Det er hørt før, og det er hørt bedre.

Til slut vil jeg gerne gøre en indsigelse mod nummeret ”Dreamer”. Udover at vibratoen her får så mange ben at gå på, at det fuldstændig stikker af, så har jeg en anelse problemer med magtbalancen i sangen. »I know you can’t see/ Don’t know what you should be/ But baby you got me/ I can wake you/ From your sleep right now«. Et eller andet er ikke helt rigtigt her. ”Skat, du er forvirret, men du har jo mig, jeg ordner det for dig” – er det sådan, det skal forstås? I så fald vil jeg gerne have mig det frabedt. Hvis en mand havde sunget det, var han blevet ristet over sagte ild på det internettets altomfattende, feministiske flammer.

Kære LP, min navnesøster, endda min initialsøster, din plade er noget rod, og din stemmeføring for meget. Det er en ærgerlig situation.

★★★☆☆☆

Skriv et svar