Koncerter

M. Rexen, 03.12.18, Hotel Cecil, København

M. Rexen. Pressefoto.
Skrevet af Jens Trapp

Fremragende anarkistisk hippie gospelseance på Hotel Cecil med københavnske M. Rexen.

Lad mig med det samme slå fast, at jeg ikke var helt enig med vores anmelder i hans dom over M. Rexens album: The United Kingdoms Part 1 – An Endless Sea Of Honey. Jeg kunne godt lide albummet, som efter min mening er et dejligt, syret album på den fede anarkistiske måde! Jeg var derfor rimelig spændt på M. Rexens koncert en regntung mandag aften på et af mine yndlingsspillesteder i København: Hotel Cecil.

Koncerten var fremragende! Det ti mand store band indtog scenen til en veritabel hippie-gospelfejring af livet, glæden, kærligheden og tidens gang. Michael Rexen sang: »I’m an evil man« og det samme sang han om Henri, den smukke dude på kor, bedeklokker og rasle-et-eller-andet, åh og ikke at forglemme solbrillerne og viften, der røg op i intense øjeblikke og kølede den unge mands ansigt af. Selvom de efter eget udsagn altså var ret evil, så var de også ret indtagende og smukke (ikke mindst); i deres bare tæer, alle ti mand, og i hvide skjorter og en enkelt kjole, mens Rexen var i et kakisæt med outback-hat og rødlakerede negle på venstre hånd. Nøjagtig som i hippiernes storhedstid kastede overheadprojektorerne oliemønstre op på bandet og sidetæpperne, en effekt der sagtens kunne have tålt noget mere power og gennemslagskraft.

Denne low-budget analoge lyssætning gik også igen i musikken, der var vidunderligt renset for digitale elektroniske effekter. Istedet var der blæsersektionen; tuba, baryton- og tenorsaxofon og en trompet, der fik spillet sig dejligt varm gennem sættet og leverede smukke forsiringer – især i sidste del af koncerten. Og så var der en eminent rytmegruppe bestående af bas og trommer, som i høj grad kan tilskrives æren for bandets fremragende dynamik, der var noget af det mest imponerende ved koncerten. De vekslede ubesværet mellem det helt helt tyst insisterende og det hæsblæsende, kakofonisk vilde uden at tabe kadencen. Der var også en skøn guitarist, som desværre i enkelte passager lå for lavt i lydbilledet, men som til gengæld fremstod fuld af rock’n’roll attitude. Sidst men ikke mindst Henri og hans ledsager i koret. Hun gav den også på violin og ikke mindst som indpisker til fest både blandt band og publikum. I centrum, bogstaveligt talt, for det hele, stod kapelmester M. Rexen, der som en dervish, grinende og grædende, førte os gennem godt halvanden times excesser. En grandios weirdo-præst der førte os fra det ene forrykt smukke og intense højdepunkt til det næste, som perler i psykedeliske farver trukket på snor.

Hvis ikke M. Rexen indtager nogle af de store scener i nær fremtid, så er det sgu lige før, man må kaste håndklædet i ringen og overgive sig til den herskende politiske dagsorden, der lovpriser det ordinært ensartede. Det var nemlig en stor oplevelse at høre og opleve M. Rexen og hans ni musikere, der hylder et anarkistisk og spraglet verdensbillede. Det afspejlede sig også i salen, hvor publikum meget naturligt sympatiserede med bandet og selv udgjorde en spraglet og farvestrålende skare. Herfra skal der lyde en stor tak til Hotel Cecil for det væld af sublime og skæve satsninger, de gør! Det er værdsat.

★★★★★½

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Bill Callahan: Apocalypse
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en sen barndoms- eller ungdoms faible 😉 Der spillede Not Fragile med Bachman-Turner Overdrive også en rolle. Det første rockalbum jeg hørte. Det var en gave fra en ældre pige i gaden, på kassettebånd og med Sebastian på den anden side. Sandsynligvis Blød Lykke fra samme år som Not Fragile. Jojo)

Skriv et svar

boeger