Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2018: Juni til september

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2018 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive hjem om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her. I denne artikel fra juni og september 2018.

Lewis Of Man: Je pense à toi. Udgivet i juni (FRA)

Af Simon Freiesleben

Det seneste store håb på den franske electroscene er det 20-årige Lewis Ofman, der sidste år begyndte at skabe lidt røre med EP’en Yo bene, som blandt andet blev spillet flittigt til nogle af landets største modeshows. Med god grund! Med sine parafraser til 70’ernes pragtfuldt kitschede italo-disco scene og med benene solidt plantet i den velgødede, franske electronica-muld skaber Lewis Of Man sin egen lille niche indenfor en efterhånden gennemtærsket genre.

I år har det unge franske wunderkind så fulgt op med en række singler og endnu en charmerende EP, Je pense à toi (»Jeg tænker på dig«). På titelnummeret formår han på ret forrygende vis at koble det elektroniske univers med efterkrigstidens fransksprogede chanson française-crooners og romantikere. I det hele taget virker det til, at fransksprogede kunstnere som Christine and the Queens, Charlotte Gainsbourg og Étienne Daho i disse år oplever en lille popularitetsmæssig renæssance, hvilket er et fortjent og kærkomment afbræk på den altid så angloficerede internationale musikscene. Lewis Of Man fortjener fuldt ud at blive nævnt i samme åndedrag som de ovenstående.

 

Josiah Konder: Songs for the Stunned. Udgivet i juni (DK)

Af Kristian Jensby

Midt i den danske sommertørke udgav den københavnske sekstet Josiah Konder debutpladen Songs for the Stunned, hvilket er en stilsikker samling af følelsesudkrængende folk-numre.

De ti sange bærer alle præg af en meget klassisk tilgang til numrenes opbygning; hvor forsanger Julius Ernsts croonede vokal ofte blot er akkompagneret af akustiske guitarkompositioner og klaversektioner, hvilket leder tankerne hen på Leonard Cohens og Nick Caves ligefremme sangskrivningsevner. En plade, der snildt kan udgøre soundtracket til en kold og mørk vinter, hvor byens værtshuse virker som den rette destination for nattetimernes melankoli.

 

Abul Mogard: Above All Dreams. Udgivet i juni (ukendt).

Af Kasper Emil Foldager Nielsen

Abul Mogards ouvre ledsages af en spektakulær fortælling om en pensioneret serbisk minearbejder, der tilfældigvis også har produceret en af årets bedste plader.

Selvom historien vist nok er det pure opspundne marketing, burde Above All Dreams‘ dronede storladenhed ramme lidt af et blødt punkt for ambient-fans, der er sultne efter et stemningssættende værk til de mørke måneder. Som at gå formålsløst rundt i en underjordisk drypstenshule med en let følelse af sin egen forestående undergang.

Det er ikke fordi den dybe ambient-tallerken genopfindes. Above All Dreams er simpelthen bare umådeligt veludført dark ambient fra ende til anden.

 

Alison Cotton: All Is Quiet At The Ancient Theatre. Udgivet i Juli (UK)

Af Martin Minka Jensen

Alison Cotton har kort fortalt været en del af forskellige projekter, såsom The Left Outsides, med fokus på fornyelse af en psykedelisk folk rock. Tidligere i år udgav hun sin første soloudgivelse, All Is Quiet At The Ancient Theatre på kassettebånd.

I november måned kom den så endelig ud på vinyl ved hjælp af et samarbejde mellem det engelske selskab Cardinal Fuzz og amerikanske Feeding Tube Records. Og tusind tak for det. Det er nemlig noget interessant musik Alison Cotton har skabt. Ved hjælp af strengeinstrumentet bratsch, båndmaskiner og orgeltypen harmonium, får lytteren svævende og dronende folk, der lægger sig som morgendis over verden.

Prikken over i´et er den krystalliserede lyd af percussion, der hæver helheden til atmosfæriske højder.

 

Black Honey: Black Honey. Udgivet i september (UK)

Af Lasse Yde Hegnet

Black Honey er noget af det mest indie der findes – i hvert fald i den forstand, at indie forstås som »independent«. Da Brighton-bandet i september udgav deres debutalbum efter tre års single-tilløb, var de endnu ikke i stald hos et pladeselskab, men stod for det meste selv – heriblandt optagelse af musikvideoer.

Det selvbetitlede debutalbum viste et band i bevægelse. Albummet er ikke et øjeblikkeligt lydbillede som bandet har bygget sig op til det. Tværtimod favner det bandets bevægelser fra det Pulp Fiction’ede (som var deres udgangspunkt) over mere klassiske rocknumre, til de disko rockede og pop/rockede elementer som findes på pladen.

Forsanger og sangskriver Izzy B. Phillips skaber et stærkt selvsikkert, men skrøbeligt univers med sine tekster, der bliver fremført med en Kate Bush-inspireret stemmeføring, og guitarbåret rock musik.

Af en debutplade, er den forbløffende solid i sin lyd, sit udtryk og sin melodik. Spørgsmålet er hvad der sker, når Phillips og Co. får en kontrakt hos et selskab.

Leave a Reply