Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2018: September til december

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2018 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive hjem om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her. I denne artikel fra september til december 2018.

Hater:  Siesta. Udgivet i september (SE)

Af Alex Nørregaard

I lighed med Destroyer gemmer den svenske indiepop-kvartet Hater sig bag et navn, der i den grad forvirrer fjenden. Musikken lyder nemlig af alt andet end had og byder i stedet på energisk og fængende indiepop, der formår at favne såvel glade som melankolske stunder. Det er ikke mere end et års tid siden, at gruppen udgav debutpladen You Tried, og selvom titlen på den “svære” toer, Siesta, indikerer anderledes, har forsangerinde Caroline Landahl og resten af slænget ikke ligget på den lade side.

Gruppen deler et stærkt slægtskab med Alvvays, men er mere lo-fi og trækker på tydelige elementer af postpunk. Der er momenter af tidlig Interpol på “Fall Off”, hvor guitarerne kører parløb, mens bas og trommer på “It’s So Easy” emmer af Joy Division. Gruppen sniger effektfuldt saxofon ind på “I Wish I Gave You More Time Because I Love You”, men allerbedst er den eftertænksomme “The Mornings”, hvor en melodisk baslinje driver nummeret fremad. Siesta er en fryd at lytte til fra ende til anden.

 

The Tallest Man On Earth: When The Bird Sees Solid Ground. Udgivet i september (SE) 

Af Alex Nørregaard

When The Bird Sees Solid Ground fra den svenske singer-songwriter Kristian Matsson byder på fem stærke numre, der siden marts er blevet udgivet drypvis som singler for til sidst i september at blive samlet på en ep. Dermed har Matsson kombineret et behov for øjeblikkelig afsætning af musik og følelser med en umoderne langsommelighed, idet sangene ikke er blevet forceret.

Der er kvalitet over hele linjen, og Matsson kommer godt rundt i de forskellige udtryk, som kendetegner The Tallest Man On Earth. Guitar og Matsson særegne vokal udgør et gennemgående omdrejningspunkt, men lydbilledet akkompagneres flere steder af blæsere, der leder tankerne hen på Beirut og både formår at føje melankoli til “Somewhere in the Mountains, Somewhere in New York” og en følelse af optimisme til “Forever Is a Very Long Time”. At ep’en runder af med “Then I Won’t Sing No More” vidner om, at Matsson ikke har sløset med materialet. Nummeret er fuldt ud på højde med “Love Is All” og et af de bedste numre, som 2018 har budt på.

 

Kero Kero Bonito: Time ‘n’ Place. Udgivet i oktober(US).

Af Kasper Emil Foldager Nielsen

Hvis bandets fremragende debutalbum Bonito Generation med sin tyggegummi-pop fremprovokerede følelsen af ungdommelig optimisme, er Time ‘n’ Place lyden af selvsamme blåøjede lykke, der brutalt knuses, idet voksenlivets realitet indtræffer.

De, for bandet, nye og anderledes toner varsledes allerede på TOTEP-ep’en i februar, og albummet er også en direkte fortsættelse af heraf: en kombination af Weezer-agtig distortion-guitar og enerverende støj-sekvenser, hvis omkvæd er så søde, at de med fuldt overlæg sender dit musikalske blodsukker mod helbredstruende højder.

Time ‘n’ Place mangler fokus, og lyder måske lidt som en overgangsplade for gruppen, men det gør det blot endnu mere spændende at se, hvor KKB lander næste gang.

 

The Ar-Kaics: In This Time. Udgivet i oktober (US)

Af Martin Minka Jensen

For et overstadigt psych hoved som mig er Ar-Kaics anden plade, In this time, en sand lækkerbisken. De herrer i bandet har rodet en velassorteret pladesamling igennem for at hente inspiration. Der er indflydelse fra tidlig The Stooges og The 13th Floor Elevators. Det er der kommet et fedt miks af protopunk, garage og psych ud af. Det er ikke super hurtigt, men ganske energisk og insisterende i sin kraftfuldhed.

Lytteren får følelsen af en hjemmedyrket tilgang til indspilning uden på nogen måde at være lo-fi. Dette har måske noget at gøre med, at Wayne Gordon, som har produceret King Gizzard And The Lizzard Wizard, har siddet bag mikserpulten. Sidste år havde jeg også en anden plade fra Wick Records med på min liste. Det gjorde at jeg ganske enkelt anlagde tårnhøje forventninger til dette selskab, forventninger der i den grad er blevet indfriet med Ar-Kaics.

 

Unknown Mortal Orchestra: IC-01 Hanoi. Udgivet i oktober (New Zealand)

Af Jens Trapp

Ruban Nielson har både sin bror og sin far med på bandets femte album: IC-01 Hanoi. Farmand spiller en syret sax, tydeligst på nummeret “Hanoi 6”. Pladen blev til i et hul i optagelserne af Sex and Food og udkom altså samme år som denne, men er instrumental og improviseret. Momentvis er der en vis genklang fra Miles Davis’ mere elektriske periode. Et mørkt og fint album indspillet i Vietnam af de amerikansk baserede New Zealændere.

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til og med Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums bl.a.:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti + det løse
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment Faktisk det hele frem til og med Breakfast in America
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Bill Callahan: Apocalypse
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en sen barndoms- eller ungdoms faible 😉 Der spillede Not Fragile med Bachman-Turner Overdrive også en rolle. Det første rockalbum jeg hørte tror jeg. Det var en gave fra en pige lidt længere nede af gaden, på kassettebånd og med Sebastian på den anden side. Sandsynligvis Blød Lykke fra samme år som Not Fragile. Jojo)

Om skribenten

Martin Minka Jensen

Pladesamler af rabiat karakter, med alt hvad det indebærer af timeforbrug og økonomisk ruin. Min appetit på musik er umættelig og jeg mener musik i bredeste forstand. Jeg kender ikke til begrebet guilty pleasures, da god musik er god musik, lige meget hvad. Det meste af min vågne (og den ikke-vågne tid, for den sags skyld) går med de mere grænsesøgende toner, hvad enten det er rock, punk, folk, jazz eller indie, dog med en stor forkærlighed for ældre psykedelisk musik.

Jeg interesserer mig også for kulturhistoriske rammer, i særdeleshed vedrørende musik og litteratur. Som Cand. Mag i Historie, Æstetik og Kultur, og i mit arbejde som kulturformidler på Randers Bibliotek, arbejder jeg med det på mange leder og kanter.

Om skribenten

Kasper Emil Foldager Nielsen

Biografi:

Min musikalske interesse spirede ud af en pludselig og hovedkuls forelskelse i pop-punk og emo-bands fra 00'erne i mine tidlige teenageår. I mine gymnasieår hørte jeg mest Radiohead, men blev introduceret til et online musikforum, hvor jeg hurtigt blev suget ned i en malstrøm af de obskure udgivelser, boardets nørder begejstrede sig over.
Denne ny fagre verden overvældede mig, og gjorde det muligt at søge ud i de genremæssige afkroge. På den måde er min musiksmag præget af internettets endeløse muligheder for musikalske oplevelser.
Selvom min kærlighed til indierocken nok er størst, forsøger jeg at lytte til lidt af hvert.

Ti favoritalbums:
Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas
Stars of the Lid: Tired Sounds of Stars of the Lid
Built To Spill: Perfect From Now On
Van Morrison: Astral Weeks
Guided By Voices: Bee Thousand
Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy
Talk Talk: Laughing Stock
Dinosaur Jr.: You're Living All Over Me
Destroyer: Kaputt
The Replacements: Let It Be

Om skribenten

Alex Nørregaard

Skribent

Biografi:
Ærligt talt, så sagde musik mig ikke synderligt meget før omkring 7. klasse. Det handlede i stedet mest om fodbold, hvorfor radioen også var tunet ind på P3 i weekenden, hvor Ulrik Jensen guidede lytteren igennem sportsresultater og musik i "Sport på 3'eren". Det var her, at jeg for første gang stiftede bekendtskab med Depeche Mode, og jeg var solgt med det samme. Herefter fulgte bl.a. The Human League, og langsomt blev horisonten udvidet - ikke mindst takket være min bonusfar, som udfordrede med alt fra Explosions in the Sky over New Order til My Bloody Valentine. I dag fylder pladesamlingen godt og tæller en lang række forskellige kunstnere, hvoraf især The National må siges at betyde noget ganske særligt.

10 favoritalbums:
The Blue Nile: Hats (1989)
Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas (1990)
The Cure: Disintegration (1989)
Depeche Mode: Violator (1990)
Destroyer: Kaputt (2011)
Explosions in the Sky: The Earth Is Not a Cold Dead Place (2003)
Majical Cloudz: Are You Alone? (2015)
Mark Kozelek & Jimmy LaValle: Perils from the Sea (2013)
The National: Boxer (2007)
Wild Beasts: Smother (2011)

1 kommentar

Skriv et svar

boeger