Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2018: September til december

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2018 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive hjem om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her. I denne artikel fra september til december 2018.

Hater:  Siesta. Udgivet i september (SE)

Af Alex Nørregaard

I lighed med Destroyer gemmer den svenske indiepop-kvartet Hater sig bag et navn, der i den grad forvirrer fjenden. Musikken lyder nemlig af alt andet end had og byder i stedet på energisk og fængende indiepop, der formår at favne såvel glade som melankolske stunder. Det er ikke mere end et års tid siden, at gruppen udgav debutpladen You Tried, og selvom titlen på den “svære” toer, Siesta, indikerer anderledes, har forsangerinde Caroline Landahl og resten af slænget ikke ligget på den lade side.

Gruppen deler et stærkt slægtskab med Alvvays, men er mere lo-fi og trækker på tydelige elementer af postpunk. Der er momenter af tidlig Interpol på “Fall Off”, hvor guitarerne kører parløb, mens bas og trommer på “It’s So Easy” emmer af Joy Division. Gruppen sniger effektfuldt saxofon ind på “I Wish I Gave You More Time Because I Love You”, men allerbedst er den eftertænksomme “The Mornings”, hvor en melodisk baslinje driver nummeret fremad. Siesta er en fryd at lytte til fra ende til anden.

 

The Tallest Man On Earth: When The Bird Sees Solid Ground. Udgivet i september (SE) 

Af Alex Nørregaard

When The Bird Sees Solid Ground fra den svenske singer-songwriter Kristian Matsson byder på fem stærke numre, der siden marts er blevet udgivet drypvis som singler for til sidst i september at blive samlet på en ep. Dermed har Matsson kombineret et behov for øjeblikkelig afsætning af musik og følelser med en umoderne langsommelighed, idet sangene ikke er blevet forceret.

Der er kvalitet over hele linjen, og Matsson kommer godt rundt i de forskellige udtryk, som kendetegner The Tallest Man On Earth. Guitar og Matsson særegne vokal udgør et gennemgående omdrejningspunkt, men lydbilledet akkompagneres flere steder af blæsere, der leder tankerne hen på Beirut og både formår at føje melankoli til “Somewhere in the Mountains, Somewhere in New York” og en følelse af optimisme til “Forever Is a Very Long Time”. At ep’en runder af med “Then I Won’t Sing No More” vidner om, at Matsson ikke har sløset med materialet. Nummeret er fuldt ud på højde med “Love Is All” og et af de bedste numre, som 2018 har budt på.

 

Kero Kero Bonito: Time ‘n’ Place. Udgivet i oktober(US).

Af Kasper Emil Foldager Nielsen

Hvis bandets fremragende debutalbum Bonito Generation med sin tyggegummi-pop fremprovokerede følelsen af ungdommelig optimisme, er Time ‘n’ Place lyden af selvsamme blåøjede lykke, der brutalt knuses, idet voksenlivets realitet indtræffer.

De, for bandet, nye og anderledes toner varsledes allerede på TOTEP-ep’en i februar, og albummet er også en direkte fortsættelse af heraf: en kombination af Weezer-agtig distortion-guitar og enerverende støj-sekvenser, hvis omkvæd er så søde, at de med fuldt overlæg sender dit musikalske blodsukker mod helbredstruende højder.

Time ‘n’ Place mangler fokus, og lyder måske lidt som en overgangsplade for gruppen, men det gør det blot endnu mere spændende at se, hvor KKB lander næste gang.

 

The Ar-Kaics: In This Time. Udgivet i oktober (US)

Af Martin Minka Jensen

For et overstadigt psych hoved som mig er Ar-Kaics anden plade, In this time, en sand lækkerbisken. De herrer i bandet har rodet en velassorteret pladesamling igennem for at hente inspiration. Der er indflydelse fra tidlig The Stooges og The 13th Floor Elevators. Det er der kommet et fedt miks af protopunk, garage og psych ud af. Det er ikke super hurtigt, men ganske energisk og insisterende i sin kraftfuldhed.

Lytteren får følelsen af en hjemmedyrket tilgang til indspilning uden på nogen måde at være lo-fi. Dette har måske noget at gøre med, at Wayne Gordon, som har produceret King Gizzard And The Lizzard Wizard, har siddet bag mikserpulten. Sidste år havde jeg også en anden plade fra Wick Records med på min liste. Det gjorde at jeg ganske enkelt anlagde tårnhøje forventninger til dette selskab, forventninger der i den grad er blevet indfriet med Ar-Kaics.

 

Unknown Mortal Orchestra: IC-01 Hanoi. Udgivet i oktober (New Zealand)

Af Jens Trapp

Ruban Nielson har både sin bror og sin far med på bandets femte album: IC-01 Hanoi. Farmand spiller en syret sax, tydeligst på nummeret “Hanoi 6”. Pladen blev til i et hul i optagelserne af Sex and Food og udkom altså samme år som denne, men er instrumental og improviseret. Momentvis er der en vis genklang fra Miles Davis’ mere elektriske periode. Et mørkt og fint album indspillet i Vietnam af de amerikansk baserede New Zealændere.

1 kommentar

Skriv et svar