Artikler Interview

Randall Dunn: Manden bag Sort Sol og Iceages seneste plader springer ud som solokunstner

Foto: Una Blue
Skrevet af Simon Freiesleben

Randall Dunn har efterhånden været her, der og alle vegne i den alternative metalscene, hvor han har produceret for Earth, Sunn 0))) og Boris. Senest har han kastet sin kærlighed over Københavns alternative musikmiljø – og nu er han sørme også aktuel med sin første soloudgivelse. Undertoner mødte den efterspurgte studiemagiker til et interview ved CPH:PIX.

»Jeg ville gerne skabe noget, der lød som en Sam Cook-sang. Du ved … en klassisk soul-sang. Men jeg synger ikke særlig godt – og jeg kan heller ikke rigtig skrive en soul-sang. Og det ville iøvrigt slet ikke repræsentere mig som person. Derfor kom jeg på ideen om at skabe en rekontekstualiseret soul-sang sammen med Franklin (James Fisher fra bandet Algiers, red.), der frembragte de samme følelser, men bare på en surrealistisk måde,« fortæller Randall Dunn på sin helt egen blide og afdæmpede facon.

Klokken er næsten midnat og støvregnen falder blidt ned over os. Vi står udenfor Grand Teatret i det indre København, hvor Dunn netop har været forbi for at introducere horror/b-filmen Mandy, som han har skabt underlægningsmusik til sammen med nu afdøde Jóhann Jóhannsson. Anledningen til interviewet er Beloved, som er Randall Dunns debut som solokunstner – og som ifølge Undertoners anmelder er alt andet end et blidt og afdæmpet værk.

Selvom det er hans debut, så er Randall Dunn alt andet end uerfaren eller et nyt ansigt i musikbranchen. Som producer har han sat sit præg på især den alternative metalscene i snart tyve år med arbejde for blandt andet kultbandet Earth og støjlegenderne Sunn 0))) samt kammersjukken Scott Walker. Derfor kan det næsten ikke undre nogen, at Dunn følte sig på udebane, da han satte sig for at producere et ‘soul’-nummer, der med hans egne ord er en »break-up sang.«. Men hvad fik stjerneproduceren til at forsøge sig med et soloalbum?

»Jeg ville gerne skabe noget, der lød som en… Jeg ville gerne prøve at udtrykke noget, som jeg længe har forsøgt at komme ud med, men som jeg aldrig før rigtig har haft pladsen, fokusset eller selvtilliden til at udtrykke. På den måde er albummet en ny udvikling for mig, da jeg går fra at producere for andre til at fokusere på mig selv og skabe noget musik, der kan sætte lyd på de forandringer, der er sket i mit liv. Det var næsten som en slags terapeutisk meditation,« fortæller Randall Dunn.

Resultatet kan du høre herunder. Artiklen fortsætter efter videoen.

En menneskelig lyd bag det maskinelle

Mange producere har en signaturlyd, som de går efter – enkelte bliver endda decideret kendt for den, som med Rick Rubin og hans nedbarberede produktioner eller Phil Spectors berømte »wall of sound«-lydbillede, der gjorde ham til en celeber skikkelse allerede i 1960’erne. Sidstnævnte huskes dog idag mest for at havne på avisforsiderne af de helt forkerte årsager.

Med Randall Dunn får man ikke indtrykket af en mand, der sigter efter berømmelsen. Han sætter en ære i at falde i ét med andre kunstneres lyd, uanset om han arbejder med Sunn 0)))’s sønderrivende doom-landskaber eller Marissa Nadlers tyste folk-univers. Og når man taler med ham, så virker han faktisk mest en smule genert. Det står i skærende kontrast til hans robuste figur og fuldskæg samt de ofte overvældende lydbilleder, han formår at fremmane.

»Jeg tænker aldrig på det som “min lyd”, når jeg arbejder på andre kunstneres plader. Jeg forsøger at høre, hvad det er, de går efter, og hvad de forsøger at sige – og så prøver jeg at skabe en lyd, der hjælper dem med at sige det,« fortæller Dunn og forsøger alligevel at finde ord for, hvad der gør ‘hans lyd’ til noget særligt:

»Selvom jeg arbejder meget med synthesizers, så går jeg altid efter at tilføre musikken et element af menneskelighed, som jeg føler er vigtigt at bevare. Alt for meget musik bliver i dag poleret og “fixet” i så høj en grad, at vi mister forbindelsen til de mennesker, der står bag den.«

Kimen til solopladen Beloved blev lagt, da arbejdet med underlægningsmusikken til førnævnte Mandy var færdiggjort. Den internationalt anerkendte islandske komponist Jóhann Jóhannsson havde haft ansvaret for filmmusikken, men han døde på tragisk vis i februar 2018 som følge af en overdosis af kokain og medicin. Det var derfor op til Randall Dunn at gøre arbejdet med soundtracket færdigt.

»Efter Jóhannsson gik bort og vi blev færdige med filmen, så ryddede jeg kalenderen i en periode, så jeg bare kunne træde lidt væk fra det hele og tænke over… Du ved. Musikbranchen. Alle de her ting, vi gør. Hvor meget arbejde det er. Og hvor meget livet kan ændre sig på ganske få år,« fortæller Dunn efter at have fumlet lidt med ordene i et forsøg på at finde den rette formulering.

Dunn kalder arbejdet med solopladen for en frigørende proces og et opgør med følelsen af at skulle gøre andre tilfredse, hvilket er en nervepirrende øvelse, når man ikke er vant til at stille sig selv til skue i rampelyset, men istedet plejer at stå komfortabelt bag mixerpulten.

»De følelser jeg prøver at kommunikere på pladen er dybt personlige, og når du så sender det ud til folk, så må du tage det som det kommer, uanset om modtagelsen er god eller dårlig. Det må man vokse med.«

Indtil videre har processen dog ikke afskrækket Dunn fra fremtidige soloprojekter. Tværtimod, fortæller han:

»Det har åbnet en ny del af mig selv, at jeg har fået lov til at gennemføre det her. Jeg tror, at de næste plader kommer lettere til mig. Faktisk har jeg allerede en god del af den næste plade på plads.«

Usædvanlige konstellationer

Selvom pladen tydeligvis er et personligt passionsprojekt, så insisterer Dunn dog på at skabe musik, der er så abstrakt, at det er åbent for fortolkning. Folk må selv læse det ind i hans sange, som falder dem ind. Jeg har fået en kopi af albummet inden vores møde og er især blevet grebet af den tidligere omtalte “Something About That Night” hvor Franklin James Fisher fra gospel/postpunk-bandet Algiers medvirker. Den har en intens, fortabt og nærmest hjemsøgt aura over sig, samtidig med at den virker næsten filmisk.

Hvordan kom det samarbejde i stand?

»Jeg kan godt lide at anstifte usædvanlige koalitioner af mennesker i mine produktioner – og så arbejdede jeg på deres seneste plade. Vi fandt hurtig ud af, at vi har en forbindelse i studiet. Han var heldigvis åben over for at være spontan, da det er et meget anderledes nummer for ham. Han er vant til at arbejde med langt mere drivende rytmer,« fortæller Dunn og prøver at uddybe, hvordan musik uden en drivende rytme lyder:

»Jeg tror, at jeg vil bruge ordet rumliggørende. Jeg kan godt lide, at arbejde med en mere udflydende lyd, som er meget mere tredimensionel, følelsesmættet og afstandsfyldt.«

Selvom det er udfordrende for produceren at koge ‘sin lyd’ ned til ord, så er Randall Dunn i høj kurs som musikproducer i disse dage. Det gælder også i Danmark, hvor han på det seneste er blevet en så stor del af den danske alternative musikscene, at han ved Steppeulven 2018 var nomineret som årets producer for sit arbejde med Sort Sols Stor langsom stjerne, Myrkurs Mareridt og Childrenns International Exit. Siden er han blandt andet vendt tilbage til København for at indspille og optage Anna von Hauswolffs seneste plade Dead Magic i Marmorkirken – og så har han haft en finger med i spillet på én af denne skribents absolutte yndlingsplader i 2018 i form af Iceages Beyondless.

Hvad er det, der bliver ved med at hive dig tilbage til København – og hvordan havnede du egentlig her i første omgang?

»Det er faktisk lidt et tilfælde af, at jeg var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Lars (Top-Galia fra Sort Sol, red.) har inviteret mig over en del gange, og ved at være her har jeg bare mødt en masse mennesker. Der er både noget, som folk foreslår mig at tjekke ud, og så er der også nogle, der kender mine andre værker hjemmefra. Jeg er faktisk i København ret ofte for tiden, og jeg kan virkelig lide meget af den musik, som jeg hører herfra. For eksempel Posh Isolation-crewet. Det er vildt fedt!,« fortæller han og fortsætter entusiastisk:

»Det virker som en virkelig cool musikscene, I har i København. Der er altid et eller andet, som får mig til at spidse ører. Det er virkelig imponerende for en by af den størrelse. Det minder mig på mange måder om Seattle.«

Fuld af stolthed over disse roser til min hjemby anbefaler jeg selvsagt også lige Dunn en række bands, som jeg tror, vil falde i hans smag, inden vi bliver enige om at gå hver til sit for ikke at blive alt for gennemblødte af den kølige efterårsregn.

Læs anmeldelsen af Beloved her.

Om skribenten

Simon Freiesleben

Redaktør for koncerter på Undertoner
Jeg har min journalistiske opdragelse fra avisen Berlingske, men er moderat grænsesøgende i min musiksmag. Sætter pris på projekter med ambitionsniveauet til at rykke ved populærkulturens grænser. Mindre kan dog også gøre det, hvis det er catchy nok.

Fem albums, der har formet mit forhold til musik
Iggy Pop: The Idiot
Death Grips: Bottomless Pit
Nine Inch Nails: The Downward Spiral
Talking Heads: Remain In Light
Slowdive: Souvlaki

Skriv et svar

boeger