Plader

Taken By Trees: Yellow to Blue

Skrevet af Lasse Yde Hegnet

Svenske Taken By Trees seneste album excellerer i kunsten at lave fængende melodier, og topper når det lader guitaren være musikkens motor, men slutindtrykket er at det er en harmløs og ensformig størrelse.

I maj udgav svenske Taken By Trees deres fjerde album, Yellow to Blue – der nu her til efteråret også har fået en fysisk udgivelse. I grunden er det mere passende at kalde det hendes, eftersom Taken By Trees er sangerinden Victoria Bergsmans legeplads. Med seks år mellem dette album og det seneste indbyder det dog ikke til sammenligning, men fremstår mere som et helt nyt værk uden anden kunstnerisk kontekst. Pladen spænder sig stemningsmæssigt ud som en line mellem håb og opgivelse og fænger bedst, hvis man har ladet sig bide af en af de to stemninger, inden man lytter, for pladen er i sig selv ikke insisterende nok til at overbevise lytteren om rigtig at lade sig rive med.

Selv for den nytilkomne lytter (læs: mig) er det til gengæld nemt at fiske efter detaljer om Bergsmans private oplevelser med kærligheden på numrenes tekst og stemning. Men noget stort og åbent billede af hende får man ikke, i stedet tilbyder pladen små glimt af Bergsman, men kun de små glimt, og ellers er man overladt til selv at benytte sig af pladens følelsesregister.

Musikalsk kommer pladens højdepunkt allerede ved andet nummer, “Vibrant Colors”, der med sin opløftede stemning og skarpe, lyse guitarlyd er et nummer, man nemt kan danse til. Det er let og vibrerende på en næsten fjollet måde. Det er også her, Bergsman første gang viser et næsten enerverende talent for den melodiske detalje, der får et godt refræn til at sidde fast i baghovedet i timevis. Denne kunst uddybes senere på et nummer “Man Enough” og afslutningen “Break It Down”. Når man mindst venter det, tager man pludselig sig selv i at nynne med på omkvædet, eller også kommer de snigende når egentlig havde glemt numrene.

Undertegnede bliver nemmest forført af numre båret af guitar, hvorfor jeg også bryder mig mest om de numre, hvor Bergsman lader guitaren styre lydbilledet. Det sker særligt på allerede nævnte “Vibrant Colors”, hvor guitaren er elektrisk og på “Doin’ Time” der har en blød akustisk guitar som drivkraft. Sidstnævnte har også et mellemstykke, der næsten bliver filmisk og giver en stemningsfuld fornemmelse af håbefuldhed, uden at den bliver overvældende. Ikke at noget på pladen for den sags skyld bliver overvældende markant – lydbilledet er generelt blødt og ufarligt, og Bergsman giver ikke et enkelt instrument magten over pladen.

Til gengæld formår hun at lande den et sted, der er sit eget, selvom den lyder som andre ting. Mine første associationer peger i retning af Walk the Moon når humøret er højest, Hazel English rent stemningsmæssigt og egentlig også vokalmæssigt, hvor der dog også sniger sig nogle ligheder til Lykke Li ind.

Yellow to Blue har 10 numre, der alle er mellem tre og fire minutter lange, hvilket gør, at intet nummer som sådan udgør en markant større eller mindre bid af kagen. Det er dejlig demokratisk, men sammen med de få markante skift i tempo og instrumentering, har det også den effekt, at pladen efterhånden taber lytterens fokus. Undervejs begynder man simpelthen at kede sig – hvilket er ærgerligt, eftersom at pladens syvende skæring, “Tell Me Lies”, er et af højdepunkterne.

Alt i alt er der tale om en ret harmløs plade, som man kunne ønske sig mere af, men som klarer sig ganske fint på de præmisser, den sætter for sig selv.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Lasse Yde Hegnet

Redaktør for udenlandske plader.
lasse@undertoner.dk

Når du, kære læser, sætter øjnene i mine anmeldelser vil jeg gøre dig opmærksom på at jeg har en forkærlighed for den guitarbårede musik. Gerne hvis den også er distortet... Og mangler den, finder jeg som oftest musikken uinteressant. Derudover ynder jeg at vurdere på kunstnerens mod i forhold til musik/lyrik og en plades helhedsindtryk.

Det er vigtigt for mig, at du som læser ved at disse tre er mine væsentligste kriterier.

Skriv et svar

boeger