Koncerter

Thundercat, 11.12.2018, Voxhall, Aarhus

Foto: Nikolaj Bransholm / Voxhall

Thundercat og et ualmindeligt velspillende band gav tirsdag aften en vedholdende demonstration i musikalsk ekvilibrisme og soul med et hint af kitsch.

Amerikanske Stephen Bruner, manden bag aliasset Thundercat, gæstede i aftes Danmark for anden gang i år, da han spillede den første af i alt to danske koncerter i december. Bruner, der udover at være en del af det kreative epicenter i tilblivelsen af Kendrick Lamars milepæl To Pimp a Butterfly, har arbejdet med folk lige fra Flying Lotus til Kenny Loggins, og kunne opleves på Northside Festival allerede tidligere i år. Desværre bar koncerten i sommers præg af et publikum, der ikke helt vidste, hvad de skulle forvente af den alsidige Bruner.

Til sammenligning var aftenens publikum langt mere veloplagt, og bag de orange dreadlocks, der dækkede det meste af Bruners ansigt, fornemmede man allerede fra start, at også han var sulten efter en revanche. Og det fik han så.

Med et tørt »Hello«, efterfulgt af den introducerende “Rabbit Ho”, tog Thundercat hul på setlisten, der bestod overvejende af numre fra Bruners seneste fuldlængde Drunk. Men enkelte sange fra Apocalypse blev der også plads til, og “Heartbreaks + Setbacks” udgjorde således også et tidligt højdepunkt i koncerten. Og højdepunkter var der ellers overflod af på denne aften på Voxhall, der var tætpakket i anledning af Thundercats besøg.

Iført hvide Birkenstock-sandaler, stumpebukser og en mat orange bomberjakke bevægede Bruners hænder sig med halsbrækkende fart og imponerende lethed på bassens hals, hvor ikke ét bånd forblev urørt. De, der var kommet for at se teknisk overlegenhed, fik noget for pengene.

Men selvom opmærksomheden som regel rettes mod mandens virtousitet på bassen, er Bruner faktisk også en ovenud udtryksfuld sanger. Dette kom særligt til udtryk i de eftertænksomme slowjams “I Am Crazy” og “3AM”, som han lavmælt croonede sig i gennem, men også i “Friend Zone” samt ekstranumrene “Show You the Way” og “DUI” med sin sikre og karakteristiske falset.

Scenen var i aften bestående af et relativt spartansk setup med bas, trommer og keys, men her blev virkemidlerne også udnyttet til sit absolut fulde potentiale. Det ultra-stramme samspil, små anerkendende nik musikerne i mellem og munter stage banter lod spilleglæden strømme ud over scenekanten. En lidt tungere stemning faldt dog over Voxhall, da Bruner rettede en dybfølt hilsen til nyligt afdøde ven og kollega Mac Miller.

Thundercat har unægtelig en freejazzet tilgang til repertoiret, der med sin vilde improvisation ofte får sangene til at lyde, som kunne de falde fra hinanden hvert sekund, inden de med lethed samles igen. Aftenens bedste og mest tilfredsstillende øjeblikke var derfor også, når Bruner og band efter en løssluppen jamsekvens faldt tilbage i sangenes infektiøse hooks. Signaturnummeret “Them Changes”, der allerede ved trommernes anslag blev genkendt af et hujende publikum, lukkede fornemt første set med en levering så selvsikker, at ekstranumre nærmest føltes overflødige.

Alt i alt var aftenens koncert på Voxhall en højt begavet demonstration af Thundercats musikalitet, der stillede teknisk virtuositet på lige fod med soulens bløde eftertænksomhed. Bruners musik falder nemlig på det sted, hvor jazzen og funkens vildskab møder poppens inciterende umiddelbarhed, som hvis Marvin Gaye stod i front for Weather Report med en blanding af coolness og kitsch. Og da Thundercat og co. gik af scenen, var det svært at stå tilbage med andet end et selvtilfreds smil på læben som publikummer.

★★★★★☆

Fotos af Nikolaj Bransholm / Voxhall

Skriv et svar