Årets bedste plader

Årets bedste udenlandske plader 2018

Skrevet af Redaktionen

Undertoners redaktion kårer de 20 bedste udenlandske udgivelser fra 2018.

I går løftede vi sløret for de ti bedste plader i 2018 ifølge Undertoners redaktion, og i dag er turen kommet til at kåre årets 20 bedste udenlandske plader fra det forgangne år. Listen er sammensat på baggrund af 18 skribenter og redaktørers personlige lister over favoritalbums fra året, der gik.

I modsætning til vores liste over danske albums, så må 2018 internationalt set siges at have været de kvindelige musikeres år. Intet mindre end syv udgivelser iblandt top 10 stammer fra bands, der helt eller delvist tegnes af kvinder. De to øverste placeringer vippede frem og tilbage længe, men i sidste ende gik førstepladsen til drømmepop-veteranerne fra Baltimore. I det hele taget var der meget tæt kamp om pladserne på tværs af hele listen, hvilket siger noget om musikåret 2018’s kvalitetsmæssige bredde. Stærke udgivelser som Daugthers You Won’t Get What You Want, Kamasi Washingtons Heaven and Earth og Cat Powers Wanderer er blot nogle få eksempler på de mange, der lige akkurat endte udenfor top 20.

Indierockscenen har været forsøgt erklæret død og borte flere gange, men at dømme ud fra de nye, unge kunstnere, der er poppet op på listen i år, så tyder det på at være en forhastet konklusion. Den guitarbårne rockmusik har stadig en masse at byde på, men listen rummer også adskillige eksempler på indierockbands, der har lagt de klassiske dyder på hylden for istedet at søge mere eksperimentelle og grænsesøgende græsgange. Omvendt må 2018 siges at være et svagt hiphop-år med blot et enkelt rapalbum, der har sneget sig ind på listen. Den urbane musikscene trives stadig, men i øjeblikket virker det altså til, at det er den alternative r’n’b-scene, der har mest vind i sejlene rent kunstnerisk.

Må vi præsentere: Årets 20 bedste udenlandske plader 2018 ifølge Undertoner:

1. Beach House: 7
Af Bitten Kjærgaard

Beach House har aldrig lavet et album, der ikke var godt. De formår altid at forny sig, samtidig med at de holder en rød tråd gennem deres udgivelser. Med det syvende album, 7, når bandets evne til at skabe en helhed nye højder. 7 er intet mindre end et pragtstykke, lidt som at se en film, som langsomt folder sig ud med en konflikt og et klimaks. Man lærer personerne at kende, og begynder at holde af deres karakteristika. Når det hele til sidst er forbi, sidder man lamslået og har svært ved at vende tilbage til virkeligheden. 7 er kommet til verden på en anderledes måde end gruppens tidligere albums. Victoria Legrand og Alex Scally synes, det dræbte den kreative proces at skrive en masse sange for efter noget tid at skulle indspille dem alle sammen komprimeret på en måned. De var frustrerede, og frustrationen førte til en ny proces. De byggede et hjemmestudie og havde således adgang til at indspille, så snart et nummer var skrevet. Hele processen har strakt sig over et år, og det har gjort godt for Beach House at udfordre rutinerne. Med 7 skaber de en velkendt, drømmende Beach House-lyd, men  dykker endnu længere ned i mørket, og så har lyden fået mere dybde. Det subtile træder lidt i baggrunden. Hør bare guitaren på “Dive” og trommerne i introen på “Dark Spring”. Numrene glider ubesværet sammen uden dog at blive enslydende. Det føles mere som at få et blidt puf i ryggen, hvorved man bliver ført videre ind i Beach House’ univers.

2. Mitski: Be the Cowboy
Af Carl Bøllingtoft

Den amerikansk-japanske sangerinde Mitski har altid mestret det melodramatiske og storladne, og selvom det også kommer til udtryk på Be The Cowboy, så er albummet kendetegnet af en kunstner, der virker til at være fuldstændig i kontrol. Fra den brusende åbner “Geyser” og den gyngende country på “Lonesome Love” til discosinglen “Nobody” samt den rørende ballade “Two Slow Dancers” har Mitski os i sin hule hånd. Hun er kort sagt overlegen. Mitski er blevet mere tilgængelig på Be the Cowboy, der byder på masser af alternative pophits, men hun er ikke blevet kedeligere af den grund. Albummet formår nemlig på en gang at være både strømlinet og varieret, så man som lytter hele tiden opdager nye deltaljer i det på en gang komplekse og krystalklare musikalske univers. Mest af alt er Be the Cowboy dog et af de sjældne albums, der stort set kun indeholder gode sange. Hvad end det er disko, pop, country, rock eller klaverballader så rammer Mitskis cowboy plet.

3. U.S. Girls: In a Poem Unlimited
Af Ulrik Høgh

Amerikansk-canadiske Meghan Remy udgav i år sit syvende album under navnet U.S. Girls. In a Poem Unlimited er alt det, man kan drømme om i en alternativ popplade: Kompleks, dansabel, varieret og intelligent. Tag nu bare den uimodståeligt funky ”Pearly Gates”, hvor Skt. Peters magt over himlen fungerer som allegori for den mandsdominerede jordlige eksistens. Eller disko-bangeren ”Mad As Hell”, der er en skarp kommentar til Obama-administrationens krigsførelse med droner. Eller hvad med den avantgardepoppede ”Rosebud”, som med en Citizen Kane-reference opfordrer til en køretur gennem sindets baggyder? In a Poem Unlimited er langtidsholdbart som få, og leverer en ny yndlingssang ved hver gennemlytning.

4. Yves Tumor: Safe in the Hands of Love
Af Simon Freiesleben

Det lå ikke I kortene, at Yves Tumor skulle levere et af de vigtigste albums i 2018 og Safe in the Hands of Love blev da også sendt på gaden uden større fanfare. Desto større og mere effektfuld var oplevelsen dog også af at høre albummet uden nogle forudgående forventninger. Albummet er på samme tid gennemsyret af en ubesværet popsensibilitet og sønderrivende, kakofoniske lydeksperimenter, der skaber en helhed, som er lige dele catchy og ildevarslende. Uden at skele stort til genrekonventioner flyder værket afsted i grænselandet mellem noise, r’n’b og pop og lykkes med at skabe et desorienterende, sanseligt og transcendent lydbillede, der virker selvskrevet til disse tumultariske tider, vi lever i. I et år hvor Warp Records har udsendt det ene pletskud efter det andet tegner Yves Tumor sig for den absolut stærkeste.

5. Low: Double Negative
Af Peter Boier

Har du endnu ikke gået tur en sen aftentime med Lows mesterligt dystre Double Negative i ørerne, har du snydt dig selv for en af årets absolut største musikalske og emotionelle oplevelser. 25 år inde i karrieren har trioen begået deres karrieres højdepunkt – men det er svært at kalde det et ‘magnum opus’. Double Negative er nemlig ikke et værk, der gør et stort, pompøst væsen af sig selv. Det er en knudret, indadvendt plade, som forsøger at holde på sine hemmeligheder bag et tæppe af støj. Trænger man igennem, sprudler den dog af skønhed, liv og længsel. Ifølge undertegnede er det årets bedste album – men sæt den ikke på i din mors selskab. Hun bliver bekymret.

6. Arctic Monkeys: Tranquility Base Hotel & Casino
Af Lasse Yde Hegnet

Efter det fantastiske AM fra 2013 var forventningerne store til Arctic Monkeys’ næste udspil. Det udkom i 2018 og var markant anderledes, end hvad man havde forventet. Det lykkedes nemlig bandets forsanger og kreative hjerne, Alex Turner, at skabe et for Arctic Monkeys helt nyt lydunivers formentlig med inspiration hentet i hans musikalske sidespring, The Last Shadow Puppets. Med Tranquility Base Hotel & Casino har bandet skabt et album, der i højere grad end før fungerer som en samlet helhed og med en decideret sammenhængende historiefortælling, der virkelig viser Turners evner som sangskriver. Det er et album, der muligvis deler fanbasen, men som ikke går på kompromis på kvaliteten.

7. Robyn: Honey
Af Kasper Foldager

Forventningerne til Robyns ottende studiealbum var ikke små, men Honey byder på langt mere end bare gensynets glæde. Efter otte års album-stilhed udgav Robyn førstesinglen “Missing U”, der var så umiskendeligt hende, at det føles som om, hun aldrig rigtig havde været væk. Honey er dog ingenlunde den rendyrkede tour de force af electro-pop bangers, som nogle havde håbet på. I stedet er Honey en stilsikker, homogen og let underspillet popperle. Den tidløst glinsende klublyd gør, at den sommetider føles køligt distanceret, men er samtidigt (vid)underligt, følelsesmæssigt tilfredsstillende. Honey bevidner, at Robyn stadig er mesteren i at sætte blødende pophjerter i brand, for derefter at danse gennem smerten med dem.

8. Snail Mail: Lush
Af Camilla Grausen

Amerikanske Lindsey Jordan var kun 18 år, da hun i juni udgav sit debutalbum, Lush, under aliasset Snail Mail. Hendes stemmes naivitet passer til hendes alder, mens guitarfigurerne og sangskrivningen vidner om en langt større modenhed. Lush er fyldt med grunge’ede, sørgmuntre singer/songwriter-numre præget af teen-tristesse: »It just feels like the same party every weekend / Doesn’t it?« og en guitar, der går lige så meget i hjertet som Jordans vokal. Brændende rød ungdomskærlighed og blå melankoli gennemsyrer Jordans lyd såvel som albumcoveret på debuten.

9. Courtney Barnett: Tell Me How You Really Feel
Af Jens Trapp

Australske Courtney Barnett har med Tell Me How You Really Feel leveret et af de fedeste, slacker-rockede og guitardrevne albums i 2018. Tilsyneladende ubesværet smider hun både vokal og dejlig løssluppen guitar ud i rillerne. Albummet er mere støjende og indadvendt end det forrige, men der er stadig plads til (sort og sarkastisk) humor samt medrivende melodier, der afløser hinanden som små gnistrende perler på rusten ståltråd. På albummet tematiserer hun emner som angst og ensomhed og bruger meget åbenhjertigt sine egne oplevelser i sine mesterlige fortællinger, som hun formår at gøre vedkommende og fængende for lytteren.

10. Blood Orange: Negro Swan
Af Niklas Kiær

Ekstremt produktive Dev Hynes har siden 2008 udgivet albums, EP’er og mixtapes i forskellige konstellationer, men er allerbedst kendt som Blood OrangeNegro Swan er fjerde albumudgivelse under pseudonymet, som Hynes ofte understreger ikke skal ses som et soloprojekt, men i stedet som en anledning til samarbejde med kunstnere og venner i hans omgangskreds. Tekstuniverset på Negro Swan føles dog ekstremt personligt. Seksualitet, hudfarve og en følelse af otherness behandles i reflektioner, der skifter mellem Hynes egen opvækst i London og minoriteters generelle søgen efter en plads i samfundet. På samme måde som Freetown Sound får man en mere eksperimenterende og flagrende udgave af Blood Orange projektet, men det hele bindes smukt sammen af en række interludes, overgange og fantastiske numre som “Saint, “Charcoal Baby” og “Nappy Wonder”.

11. Hookworms: Microshift
Af Daniel Niebuhr

2018 blev sidste omgang med Hookworms, der i oktober måned trak stikket. Inden da havde Leeds-kvintetten kreeret deres mest flerfacetterede og gennemførte album til dato i form af Microshift, der står som kulminationen på bandets medrivende udvikling over tre sublime fuldlængdeudgivelser. Pladen anføres af Johnsons stærke lyrik, mens der i lydbilledet er mindre fokus på guitaren og i stedet givet mere plads til både synth og anden elektronik. Derfor støjer Microshift ikke lige så markant, men er i stedet et mere modent og velafrundet værk og ikke mindst et minde om, hvad vi havde i Hookworms – og at det var fandens godt, mens vi havde det.

12. Amen Dunes: Freedom
Af Sofie Rafn

Det femte fuldlængde album fra indierock projektet Amen Dunes, Freedom, er Damon McMahons mest transcenderende værk til dato. Albummet er en intim beretning af McMahons personlige liv, der fremstår både nærværende og relevant for lytteren. De musikalske referencer trækker på mange forskellige indflydelser fra bl.a. både 80’ernes rock og 90’ernes dance, men finder alligevel sit rodfæste i nutidens indierock. Produktionen er projektets mest ambitiøse til dato, der formår at samle albummets 11 numre og gør Freedom til et af de bedste udenlandske albums udgivet i 2018.

13. Soccer Mommy: Clean
Af Carl Bøllingtoft

På debutalbummet Clean leverer Soccer Mommy en næsten perfekt samling af sange, der tager os på en tur gennem den kun 20 år gamle bagkvinde Sophie Allisons tanker, drømme og ikke mindst forelskelser. Albummet skifter ubesværet mellem intime og afdæmpede sange og medrivende indierockperler. Fra melankolsk resignation på “Blossom (Wasting All My Time)” til indigneret trodsighed på “Your Dog”. Når det hele samtidig leveres over krystalklare melodier, er det intet under, at Clean stryger ind på listen over 2018’s bedste udgivelser.

14. Unknown Mortal Orchestra: Sex & Food
Af Jack Brosø Frederiksen

Sex & Food er en forfærdelig albumtitel. Heldigvis er indholdet af den allerhøjeste, melodisk sammenhængende kaliber i år 2018. Det er en absolut helstøbt plade, der byder på alt fra sexede basgange og syrede vokaleffekter til politiske konflikter. Hovedmanden bag Unknown Mortal Orchstra, Ruben Nielson, tager ingen forbehold, og han nægter at gå på kompromis med hverken sit unikke, psykedelisk rockede og mærkelige lydunivers eller albummets kvalitet. At Ruben Nielson grundlagde projektet i sit soveværelse for blot otte år siden er næsten ufatteligt.

15. Viagra Boys: Street Worms
Af Bitten Kjærgaard

Viagra Boys er kendt for deres heftige liveoptrædener med en energi og uselvhøjtidelighed, som er opløftende og befriende. Heldigvis har de bragt det med sig på deres debutalbum Street Worms. Post-punkgruppen fra Sverige lagde da også bragende ud med den ironiske “Sports” som en stærk singleforløber. Musikalsk er niveauet måske ikke det allermest avancerede, men den fremaddrivende bas og guitar, samt forsanger Sebastian Murphys fandenivoldskhed gør, at man både har lyst til at trække på smilebåndet, danse og moshpitte. Viagra Boys føles som en gigantisk fuckfinger til et samfund, hvor alle prøver at ligne hinanden i værste, stivnede glansbilledestil.

16. Noname: Room 25
Af Simon Freiesleben

Musikåret stod på mange måder i kvindernes tegn og det gælder ikke mindst Noname, der gav sit helt eget og feminine take på, hvordan rap anno 2018 bør lyde. I et år hvor Kendrick Lamar ikke udgav et album, er det påfaldende, hvor lidt hiphoppens sværvægtere havde at byde ind med. Kanye West skød med kreative spredehagl inden han nedsmeltede for åben skærm, Vince Staples virkede til at være kørt fast og Earl Sweatshirt leverede et spændende, men svært tilgængeligt album. Alle blegner de i sammenligning med Nonames ubesværede, selvsikre og catchy Room 25, der er årets hiphopalbum.

17. Jon Hopkins: Singularity
Af Joakim Dalmar

Jon Hopkins‘ femte studiealbum, Singularity, er fyldt med hans karakteristiske, betagende klaver- og korfraser, organiske tromme-rytmer og livlige eskaleringer af bas og synthesizers, som for hver gang man lytter til dem virker helt uvirkelige. Med Jon Hopkins ved rattet får lytteren en regulær rumrejse af et album. Singularity rummer både spændingsmomentet ved affyringen, rystelserne ved bruddet gennem Jordens atmosfære og efterfølgende giver albummets altomsluttende stemning følelsen af at rumstere frit rundt og nyde udsigten i galaksen.

18. Jungle: For Ever
Af Jack Brosø Frederiksen

Jungle har med deres andet fuldlængdealbum, For Ever, i fuldt flor bevist deres værd som mere end musikalske døgnfluer. På For Ever er de indiepoppede, velsmurte danserytmer rammet ind i et eftertænksomt univers. Det er den slags pop, der sætter gang i lykkelige, ensomme bevægelser både indeni og udenpå. Jungle beviser, at funken stadigvæk har sin eksistensberettigelse i kraft af den mere poppede melankoli – og med rette. Det er præcis sådan her, pop skal lyde.

19. Father John Misty: God’s Favorite Customer
Af Simon Freiesleben

Efter det ambitiøse men også mastodontiske projekt af et album Pure Comedy, vendte Father John Misty i 2018 tilbage med et lettere og mere umiddelbart album i form af God’s Favorite Customer. Med en godt og vel halveret spilletid føles det ikke som en prøvelse at komme igennem, og samtidig viser Josh Tillman endnu en gang nye facetter i sin sangskrivning. Denne gang er hans galde og opgivelse ikke rettet mod kærligheden som på I Love You, Honeybear eller mod showbiz eller politik som på Pure Comedy, men mod sig selv. Perspektivskiftet gør vidundere for God’s Favorite Customer, der iscenesætter en mere empatisk og jordbunden Father John Misty end nogensinde.

20. Let’s Eat Grandma: I’m All Ears
Af Niklas Kiær

Indie-duoen Let’s Eat Grandma, der består af de britiske teenageveninder Rosa Walton og Jenny Hollingworth, begik med I’m All Ears en spraglet, vild og rå magtdemonstration af elektronisk artpop – sådan et album, som ellers kun Beck tidligere kunne formå at skrue sammen – ekstremt eklektisk, men alligevel perfekt sammenhængende. Stilskiftet er sket efter kyndig vejledning af producerne David Wrench, Faris Badwan (The Horrors) og Sophie, men det sårbare tekstunivers og den drømmende æstetik føles ekstremt personligt for de to hovedaktører. Pladens tre sidste numre er intet mindre end en af de bedste afslutninger på et album, jeg har hørt i år.

Fik du læst? I går bragte vi vores liste over årets 10 bedste danske udgivelser, og før det stillede vi skarpt på en række af de plader, der endte lige udenfor årslisterne for hhv. danske og udenlandske albums. I morgen kan du dykke ned i skribenternes individuelle årslister.

1 kommentar

Skriv et svar