Årets bedste plader

Årets boblere 2018

Som optakt til Undertoners lister over årets bedste albums præsenterer vi en række af de udgivelser, der lige præcis ikke kom med på listerne.

Inden vi løfter sløret og kårer årets bedste danske og udenlandske albums ifølge Undertoners redaktion, vil vi gerne bruge lejligheden til at hylde en række af de albums, der kom snublende tæt på, men som i sidste ende ikke endte blandt de top 10 danske eller top 20 udenlandske albums.

Måden vi kårer årets bedste albums på, er ved at sammentælle de enkelte skribenter og redaktørers individuelle lister til et samlet resultat, der afspejler redaktionens fælles liste over årets bedste albums. Det betyder dog altid, at der er adskillige stærke kandidater, som der ender med at være lige på vippen. Nogle er solidt repræsenterede på tværs af adskillige skribenter, men har ikke nok topplaceringer til at bide sig fast. Andre og typisk mere snævre udgivelser scorer topkarakter hos enkelte skribenter, men kan ikke samle bred nok opbakning. Dem vil vi forsøge at samle op på herunder i vilkårlig rækkefølge:

Årets danske boblere 2018

The Minds of 99: Solkongen
Af Lasse Yde Hegnet

Sjældent har et dansk band leveret en plade med så højt bundniveau og singlepotentiale på næsten alle numre, som The Minds of 99 formåede med Solkongen. Energien, den lyriske banalitet og den selvsikre Minds-lyd skubber pladen op på pladsen som bandets hidtil bedste, og gør de ellers populære nevøer fra Nephew til afdankede onkler på den danske elektrorock-scene. Det vildeste er egentlig, at pladen lyder som om, at den er lavet af et band midt i et vadested – hvad mon venter når der igen er fast grund under fødderne?

Chinah: Anyone
Af Simon Freiesleben

Chinah er kommet langt, siden jeg første gang stødte på gruppen i anledning af arrangementet Vegas Udvalgte i 2016. Det The XX-inspirerede nummer “Away From Me” er muligvis stadig gruppens uden sammenligning største hit, men på Anyone viste Chinah, at de har mere at byde på i form af et mere levende, råt og interessant lydbillede, der er knapt så poleret og floromvundet. Mens det virker som om, at gud og hvermand forsøger at lyde som Chinah gjorde for to år siden, så virker det til, at Chinah lyder mindre og mindre som alle andre. Og det er en positiv udvikling.

Astrid Sonne: Human Lines
Af Niklas Kiær

Astrid Sonne er måske stadig ikke et navn, der vækker stor genklang hos den almene lytter herhjemme. Hendes 2018 bød dog på en flot international modtagelse af hendes eksperimentelle techno på udgivelsen Human Lines. Særligt Fact Magazine var begejstrede, og krediterede med en flot 27. plads på sidens liste over årets bedste udgivelser. Roser har hun dog også fået inden for landets grænser, særligt hos Passive//Aggressive, og året sluttede da også med en nominering i kategorien “Årets Håb” til Steppeulven. Med Human Lines viste Sonne sig som et stort musikalsk talent på den internationale techno-scene, og fortsætter hun sin udvikling, vil der ikke gå længe, inden hun får den opmærksomhed herhjemme, som musikken fortjener.

Clarissa Connelly: Tech Duinn
Af Simon Freiesleben

De techno-keltiske lydbilleder på Clarissa Connellys debut Tech Duinn er helt ulig nogen anden dansk udgivelse fra 2018. Blandingen af new age-vokal, letbenede strygerarrangementer og momentvis udknaldede electronica-passager skaber en dynamik i musikken, som konstant fremstår omskiftelig og tages i nye, uventede retninger. På trods af sin korte spilletid på 18 minutter er Tech Duinn ikke en af årets mest lettilgængelige plader, men en af den slags plader der har behov for behørig tid til at åbne sig op og afsløre sine dybder. Tilgengæld er det en plade, som man kan vende tilbage til igen og igen.

M. Rexen: The United Kingdoms Part 1 – An Endless Sea of Honey
Af Simon Freiesleben

Michael Rexen deler vandene. På den ene side kvitterede Undertoners anmelder med sølle 2,5 U’er, da vi anmeldte pladen tilbage i oktober. På den anden side har den excentriske christianit også sine disciple blandt Undertoners skribentskare, da hans koncert på Hotel Cecil i starten af december var tæt på topkarakter. Det samme afspejler sig på redaktionens årsliste, hvorfor Rexen ender lige udenfor top 10 over årets danske udgivelser. Men du bør ikke snyde dig selv for at give albummet en chance, for det lyder vitterligt som ingen andre på den danske musikscene for tiden.

The Love Coffin: Cloudlands
Af Simon Freiesleben

Gennem en årrække har The Love Coffin støjet i den københavnske undergrund med en række bundsolide EP’er og i 2018 udkom bandets længe ventede fuldlængde debut endelig. Cloudlands holder ikke fuldstændig samme niveau af rå intensitet som de to forudgående udgivelser fra bandet, men er tilgengæld en formfuldendt og moden udgivelse fra bandet, der både formår at favne og fremvise gruppenns rockede og mere poppede sider. Når man hører de ni skæringer kan det ikke overraske, at gruppen samtidig har udviklet sig til et af landets bedste, unge livebands. En meget overbevisende debut fra et band, vi har store forventninger til.

Årets udenlandske boblere 2018

Daugthers: You Won’t Get What You Want
Af Simon Freiesleben

Det er ikke overraskende, at Daugthers endte udenfor redaktionens top 20 over udenlandske albums. For selvom gruppens comeback-udspil i mine øjne er et af årets bedste og mest kompromisløse, så gør kompromisløsheden det også til en svært tilgængelig størrelse. Håbløshed og mismod flyder i overflod fra Providence-bandet, der har lagt ungdommens kåde aggressivitet bag sig. Istedet herske det totale sortsind, hvilket også afspejler sig i den mareridtsagtige produktion, der fortjener at blive hørt igennem høretelefoner af høj kvalitet. Man får nærmest en klump i halsen, når man mærker klaustrofobien sænke sig i takt med trommeslagene, der hagler ned over og truer med at drukne forsanger Alexis Marshall ude.

Hop Along: Bark Your Head Off, Dog
Af Simon Freiesleben

Bark Your Head Off, Dog var en af de plader, som adskillige skribenter syntes godt om, men som ikke rigtig rangerede iblandt toppen og derfor lige akkurat missede top 20. Den er dog absolut en varm anbefaling værd som et af adskillige eksempler fra 2018 på, at indierocken lever videre i bedste velgående, efter at have været forsøgt erklæret død og borte et utal af gange. Hop Along har bevist, at man altså stadig kan lave dybt original indierock her 17 år efter The Strokes gav genren et ordentligt los bagi, og det bør varme enhver indiefans rockhjerte.

Haley Heynderickx: I Need To Start a Garden
Af Simon Freiesleben

Da vi anmeldte I Need To Start a Garden tilbage i maj gav det ikke anledning til den store begejstring hos Undertoners anmelder, der kvitterede med 3 U’er. Men siden da har den amerikansk-filipinske sangerinde alligevel vakt genklang iblandt adskillige andre på redaktionen med sin charmernde debutplade. Måske skyldes det hendes tårefremkaldende, smukke morgenkoncert på den intime Gloria-scene på årets Roskilde Festival? Uanset hvad fortjener Haley Heynderickx at blive hørt, så man selv kan bedømme, om det er et harmløst hyggealbum eller en charmerende indiepop-perle.

Kamasi Washington: Heaven and Earth
Af Simon Freiesleben

Nogle ser ham som jazzens nyskaber og redningsmand, andre som en overvurderet og kommercialiseret selviscenesætter. En ting er dog sikkert og vist – det er lykkedes Kamasi Washington at skabe en opmærksomhed og bevidsthed omkring jazzmusikken som få andre i nyere tid. Det er ikke hver dag, at man ser en jazz-artist placeret øverst på et rockfestivalprogram sammen med koryfæer som Arcade Fire og Kraftwerk, men det virkede helt naturligt med Kamasi Washington på dette års Haven Festival, hvor han da også leverede et af højdepunkterne med masser af materiale fra det forrygende Heaven and Earth.

Kanye West: Ye
Af Simon Freiesleben

Når man ser på Kanye Wests talrige udgivelser fra 2018, er det svært ikke at få tanken, at manden kunne have udgivet ét blændende mesterværk af et album. For på tværs af hans eget album Ye, Kids See Ghosts-projektet med Kid Cudi, Pusha T’s forrygende Daytona, Nas-albummet Nasir og Teyana Taylors K.T.S.E er der et væld af friske ideer og regulære bangers. Desværre er de spredt for tyndt ud over for mange projekter, og selvom nærmest alle ovenstående har fået stemmer til listen over årets album, så er ikke ét af dem at finde på den samlede top 20. Ye er det, der kommer tættest på, hvilket egentlig er ganske passende, da det både rummer dele af det eksperimenterende, det stilsikre og det kitschede, som Kanye have at byde på i 2018.

Cat Power: Wanderer
Af Simon Freiesleben

At Chan Marshall, bedre kendt som Cat Power, på sit 10. album fremstår lige så overbevisende og inderlig som altid, er et testamente til den professionalisme og det tårnhøje bundniveau, som hun har vist igen og igen gennem sin snart 25-årige karriere. Samtidig er albummet en form for comeback til en mere minimalistisk og upoleret facon, der klæder hende efter en række mere poppede og storladne udgivelser. Wanderer er muligvis ikke noget mesterværk, men det er ikke desto mindre et af albummets mest konsistente og behagelige udgivelser.

Husk at læse med fredag, hvor vi løfter sløret for de bedste danske udgivelser i 2018 ifølge Undertoner. Lørdag kommer turen til de udenlandske udgivelser, og søndag kan du dykke ned i skribenternes individuelle årslister.

Om skribenten

Redaktionen

Placeholder for alle indlæg fra den samlede Undertoner-redaktion.
Er registreret på WordPress.com som undertonerredaktionen.

Om skribenten

Simon Freiesleben

Redaktør for koncerter på Undertoner
Jeg har min journalistiske opdragelse fra avisen Berlingske, men er moderat grænsesøgende i min musiksmag. Sætter pris på projekter med ambitionsniveauet til at rykke ved populærkulturens grænser. Mindre kan dog også gøre det, hvis det er catchy nok.

Fem albums, der har formet mit forhold til musik
Iggy Pop: The Idiot
Death Grips: Bottomless Pit
Nine Inch Nails: The Downward Spiral
Talking Heads: Remain In Light
Slowdive: Souvlaki

Om skribenten

Niklas Kiær

Om skribenten

Lasse Yde Hegnet

Redaktør for udenlandske plader på Undertoner.
lasse@undertoner.dk

Når du, kære læser, sætter øjnene i mine anmeldelser vil jeg gøre dig opmærksom på at jeg har en forkærlighed for den guitarbårede musik. Gerne hvis den også er distortet... Og mangler den, finder jeg som oftest musikken uinteressant. Derudover ynder jeg at vurdere på kunstnerens mod i forhold til musik/lyrik og en plades helhedsindtryk.

Det er vigtigt, at du som læser ved at disse tre er mine væsentligste kriterier når jeg anmelder plader.

Hvis det har nogen interesse derudover er jeg antropolog og bærer tropehjelm så ofte som muligt...

1 kommentar

Skriv et svar