Plader

Alice Merton: Mint

Den tysk-canadiske sangskriver Alice Merton, der udgav verdenshittet “No Roots” tilbage i 2016, er nu klar med sit debutalbum. En plade, der vidner om en selvsikker og målrettet artist, men som desværre fremstår en smule intetsigende.

Den tysk-canadiske sangskriver og sangerinde Alice Merton udgav i 2016 singlen ”No Roots”, der blev en kæmpe succes verden over. Siden hen kom hendes andet store hit, ”Why So Serious”, og i nu udkommer debutpladen Mint. Et album, der været længe undervejs, men som fremstår stilsikkert og målrettet i sit udtryk. Og dog en smule kedeligt.

Det første nummer på pladen, ”Learn to Live”, indledes med et tørt guitar-riff, der overlappes af trommer og Mertons vokal. Teksten omhandler de bekymringer og tanker man tumler rundt med, og dermed også frustrationen over, hvordan man slipper af med dem. »And everywhere I go I see them in the corner of my eye… I wanna learn how to live without the consequences«.

”Learn to Live” giver fra start et indtryk af, at Alice Merton er en målbevidst artist, der ved hvad hun vil. Den rockede facon giver sangene et mere aggressivt og viljestærkt udtryk, sammenlignet med nogle af nutidens andre popsange.

Et andet eksempel er sangen ”Trouble in Paradise”, der portrætterer sig som et oprør mod forholdets forpligtelser og regler, som kan synes undertrykkende eller frihedsrøvende, i selskab med den forkerte partner. »I think I need a break from the rules that you make«. Her går elementer som en markant stortromme og en fremtrædende basgang igen, hvorimod Mertons vokal understøttes af korstemmer i omkvædene, der giver en lettere dyster lyd.

Mint rummer dog også de mere klassiske facetter af poppen, som blandt andet illustreres på nummeret ”Honeymoon Heartbreak”, der viser en mere sårbar side af Merton. Her kompagniers hun udelukkende af et orgel i introen, hvad giver et mildere udtryk, som klæder hendes ellers rockede univers. »I let you on my skin. I let you hold me when I was lonely«.

Debutsinglen, ”No Roots”, har de fleste af os sikkert skrålet med på, når den er blevet spillet i radioen. Den dybe, catchy basgang og de underlige forvrængede synths, der især kommer til udtryk ved broen, gør nummeret til ét af bedre, idet det skiller sig ud fra de mere klassiske pop/rock sange, som pladen indeholder. Desuden forekommer det tekstlige univers ligeledes mere originalt og personligt end de andre udgivelser. Følelsen af at være rodløs er nemlig specielt noget, som har fyldt for den unge Merton, der gennem sin opvækst har flyttet flere gange, og dermed mistet tilknytningen til steder og lande, hun har boet, i processen.

Generelt er Merton sluppet fint af sted med debutalbummet Mint, men det bliver en smule ensformigt og intetsigende. Det lyder som et lidt typisk popalbum, tilsat et mere rocket udtryk, og med plads til enkelte udsving. Mertons forsøg på at fremstå målbevidst og stilsikker, drukner i en suppedas af lignende popudgivelser, der bygger på samme lydunivers.

Trods det lovende talent, synes Merton ikke at indløse forventningerne. ”No Roots” er fortsat det mest spændende udspil fra Mint, trods den lange proces, som pladen har taget. Albummet bliver for sikkert, og der mangler noget format eller kant, til at forme pladen. ”No Roots” er netop interessant, på grund af dets syrede c-stykke, hvor disse eksperimenterende og legende elementer giver grobund for et mere bredt og spændende lydunivers.

Det er akkurat manglen på dette, som er Alice Mertons hæmsko, og hvad der gør albummet unuanceret og kedeligt at lytte til.

★★★½☆☆

 

Om skribenten

Martha Louise Hargaard

Biografi:
Min interesse for musik har fulgt mig siden barnsben, men har gennem de senere år udviklet sig og fyldt enormt meget. Førhen var det ofte indie og shoe gaze, som jeg lyttede til, men især den elektroniske genre er jeg blevet svært glad for. Hovedsagligt på grund af When Saints Go Machine, som jeg er fuldstændig betaget af, men ligeledes de muligheder, den elektroniske scene rummer.

Fem favoritalbums/-ep's:
When Saints Go Machine: Infinity Pool (2013)
Smerz: Okey (2017)
James Blake: Assume Form (2019)
Tame Impala: Currents (2015)
Beach House: Bloom (2012)

Skriv et svar

boeger