Plader

Balthazar: Fever

Skrevet af Cæcilie Kallehave

Belgiske Balthazar leverer et sikkert, men spændende fjerde album efter en længere pause, som har givet bandet muligheder for at eksperimentere med livet som solist.

Den belgiske indiepopgruppe Balthazar har netop udsendt deres fjerde album Fever efter fire års stilhed. Bandet består af Maarten Devoldere, Jinte Deprez, Simon Casier og Michiel Balcaen, hvor af flere medlemmer har haft gang i en solokarriere de senere år. Nu er bandet heldigvis tilbage sammen, hvilket udgivelsen af Fever markerer. Balthazar leverer lækker indiepop, men på Fever er der bestemt også blevet eksperimenteret. Der er alt fra synthesizer, percussion, hurtige beats og orientalsk lydende strygere.

Bandet har udgivet tre studiealbums forinden Fever, hvor seneste album Thin Walls gav dem anledning til at tænke over, hvad de ville efter en periode, hvor der gik produktion i den med pladeudgivelser og koncerter. To medlemmer er sprunget ud af bandet siden deres første udgivelse, hvilket gav de blivende medlemmer mulighed for at eksperimentere med deres relativt vellykkede soloprojekter.

Nu er bandet samlet igen og de er klar med ny, legende musik. Stort set alle numre på Fever har en gennemgående basgang, lækre melodier og en yderst behagelig vokal. Det er også tilfældet for første nummer ”Fever”, hvor en tung og funket basgang får lov at starte nummeret og danner bunden hele vejen igennem. Basgangen får selskab af synthesizer, som får sendt nummeret rigtig fint fra start. Lige så hurtigt som ”Fever” stopper, går efterfølgende ”Changes” i gang med x’s karakteristiske vokal, hvor basgangen fylder mindre og teksten får lov at stå frem.

På ”Wrong Faces” er basgangen atter fremtrædende, men bliver her suppleret med trompeter og ikke mindst violin, som blot understreger melodien. I enkelte numre bliver der – heldigvis – skruet lidt ned for basgange og synthesizer. Det giver en fin variation og balance på pladen, som ellers godt kunne blive en smule ensartet. Numre som ”Watchu Doin’” og særligt ”Phone Number” er et væsentligt mere nedtonede, langsomme og melankolske end resten af Fever. Violinen får heldigvis lov til at gå igen i ”Phone Number”.

Her får vokalen virkelig lov til at stå frem – og midt i det her funk-kaos, er det faktisk ret rart at høre den lidt mere isoleret end på mange af de andre numre, hvor vokalen godt kan drukne lidt. Generelt giver ”Phone Number” mulighed for at lytte lidt mere indgående til tekster og melodi.

Dog er den rolige og mere følsomme side af Balthazar ikke noget, som vi får til at blive i mere end et par numre. Med ”Entertainment” får man så sandelig også underholdning med klokkespil, habilt kor og føjten, som gør noget legende og sjovt at lytte til. Der kommer atter gang i diskovibes med den funky guitar. Man får følelsen af, at man ikke burde sidde stille.

Det er netop den variation i numrene hver især som gør, at det aldrig bliver kedeligt at lytte til Fever. ”Entertainment” er dog fængende og på mange måder et af de mere eksperimenterende med de mange elementer. Det eneste nummer som stikker ud er ”Roller Coaster”, som forbliver underligt fladt og måske lidt for mystisk i forhold til resten af pladen. Der indgår næsten for mange elementer til blot ét nummer. Man får lidt følelsen af, at alt det, som ikke kunne komme med på de andre numre, kom med her.

Fever er i udgangspunktet musik, du ikke kan sidde stille til. Ikke som i at du danser derud af, men helt ubevidst kommer man til at sidde og vippe lidt med en fod eller tromme med en finger til lyden af det seneste album fra Balthazar. På ”I’m Never Gonna Let You Down Again” kulminerer alle variationerne på Fever, hvor der både er plads til lækre basgange, sublim guitar og et omkvæd, som står i kontrast til nogle ellers mere nedtonede vers.

Fever har været ventetiden værd – og pausen har uden tvivl givet dem anledning til at tænke i nogle andre baner. Det er et velproduceret album, men heller ikke noget revolutionerende.

★★★★½☆

Om skribenten

Cæcilie Kallehave

Biografi:
TV-2, Allan Olsen og D-A-D er uden tvivl lyden af min barndom, så efter nogle år, hvor det var pinligt at høre det samme musik som mine forældre, vender jeg langsomt tilbage til rødderne. Jeg har været sorthåret og lyttet til Nirvana, fordi jeg i hvert fald ikke ville lytte til det samme som min far. Nu må jeg blankt erkende, at det er den danske musik, som jeg vender tilbage til - men dog med et twist, da det nu er alt fra Soleima til Tina Dickow, som har fanget mit øre. Alligevel er jeg enormt nysgerrig, så selv om jeg har en forkærlighed for dansk indiepop- og rock, så lytter jeg også gerne til hip hop fra A Tribe Called Quest og pop fra Scarlett Pleasure.
Jeg lytter helst til musik live - men ærger mig på daglig basis over, at CD'er nu er noget, som man streamer på Spotify og ikke længere noget, som man har fysisk.

Fem favoritalbums:
Det kan hurtigt ændre sig, men sådan her ser listen ude lige nu.
The Minds of 99: Solkongen
Tina Dickow: Welcome Back Colour
Scarlett Pleasure: Youth Is Wasted On The Young
The Lumineers: The Lumineers
Of Monsters and Men: My Head Is An Animal

Skriv et svar

boeger