Koncerter

Bisse, 30.01.19, Konservatoriets Koncertsal, Frederiksberg

Skrevet af Jens Trapp

Selvsikker og charmerende, momentvis farlig og skarptsleben folkelighed i Bisses livtag med Danmark. Tanmaurk-revyen ruller over det ganske land og blev i aftes skudt i gang i det gamle Radiohus på Frederiksberg i København i selskab med Copenhagen Phil. Det var opfindsomt og inspireret showmanship, som dog ikke blev 100 % forløst.

Dælme om ikke man sad og blev helt dannet i fjæset i Konservatoriets smukke, gamle Koncertsal, sådan som Copenhagen Phil skabte stemning med al deres filen og opvarmning før koncertstart. Havde jeg ikke oplevet det her “60 minutes of…” koncept (hvor et rytmisk band sættes stævne med symfoniorkestret) ved en tidligere lejlighed,  så havde jeg da også været helt tunet ind på Beethoven, Brahms eller Buxtehude. Og så var det i virkeligheden hele Danmarks allerdejligste darling Bisse, der frækt kom spankulerende ind på scenen som en anden gammel husar eller en baggårdskat, der havde fået færten af et godt, fedt bytte i form af et lydhørt publikum.

Et publikum der forventede sig noget ypperligt af Bisse og hans band Bissebandens møde med philharmonikerne i uropførelsen af det bare få måneder gamle værk, der handler om noget så elsket, ja næsten endnu mere elsket end Bisse selv, nemlig go’e gamle Danmark. »Tanmaurk« som det hedder på den oldgamle Jellingesten fra danernes kristning og som jo også er navnet på Bisses seneste udspil. Tanmaurk; en translitteration. En oversættelse fra ét skriftsystem til et andet af navnet Danmark og første gang det nævnes officielt.

Det blev da også en af tematiseringerne onsdag aften i koncertsalen, udover den helt åbenlyse Danmarkstematik. I bedste Lykkehjulet-stil og som en hyldest eller kommentar til det brede, flade og folkelige Danmark legede Bisse en ord-gætteleg med publikum. Hans Kategorinakor agerede bogstavpiger/drenge og vi skulle gætte en translitteration på otte bogstaver. Først fik vi ordet NAR. Så ANARK og ANARKI, alt imens numrene fra Tanmaurk fyldte rummet. Og lad det da så bare, endelig, slippe ud. Jeg er ikke en af dem, der er faldet pladask på mit bløde maveskind for den gode Bisse. Jeg er ikke fan og har ikke set lyset i den voldsomt produktive 31-årige kunstner. Jeg syntes da også, at det hele startede lidt tamt til koncerten.

Nuvel; hans entre var flot. Hans amagerdragt klædte ham, fuldendt med den store blå floshat. De rødlakerede negle og den sorte streg i øjenkrogene hører ganske vist ikke med til dragten, men var ikke desto mindre cool. Han så sgu fremragende ud. De første par numre, “Kongen af Kongstrup Klitter”, “Denamearca” og “Kærestebrev til verden” kom aldrig helt op og rykke ved noget essentielt og overbeviste ikke synderlig. I hvert fald ikke om andet end at Bisse mestrer opremsningens kunst i flyvende fart. Bisse forlod scenen under jinglen til gættelegen og kom ind igen i et eller andet svensk fiskerlæge kostume, hvilket bare var mærkeligt. Heller ikke Danmark set fra et svensk perspektiv i sangen “Fællesbrev fra Sveg Vårdcentral”, hvor den ene ulykke bider den anden i haserne, ændrede på status quo.

Først da Bisse skiftede til rød badedragt og kom tilbage ind på scenen med en kæmpestor gul badeand, begyndte det at ligne noget.  Den næsten hit-agtige “Surfer” efterfulgt af “Himmelbjerget” løftede hele foretagendet et par takker opad. Samspillet mellem philharmonikerne og bandet faldt i hak, alle var varme, stemningen var høj og Bisse sang,  ja nærmest rappede og han spillede skuespil og gav i det hele taget los, gjorde han. Under den efterfølgende jingle skiftede han kostume igen til en slags omvendt præst; hvid kjole og sort præstekrave. Med nummeret “Gran Danois”, som også er sværvægteren på albummet, gik alting endelig op i en højere enhed, og man kunne selv som uforstående se og høre, hvorfor der er så megen virak om Bisse. På en endnu bedre dag og måske bare i de vante rammer med bandet alene, ville det nok have været endnu større og endnu mere gribende.

Efterfølgende satte to numre tempoet ned. »Du kan kun komme sovende til dine drømme,« sang Bisse på den stemningsfulde “Viv” og nummeret sluttede med en herlig synth solo af Adi Zukanovic, som også er manden bag de philharmoniske arrangementer i samarbejde med Bisse. Bisse spillede fin guitar på “Verdens ældste kitesurfer”, før aftenens højdepunkt hvor Bisse, som en psyko-harlekin i lillaspraglede tern og sort hætte med huller til øjne og mund,  gav “Amagermanden” i en dæmonisk overbevisende udgave. Det var befriende farligt og med masser af kant. Orkester og band smeltede lydefrit sammen i fremførelsen mens Bisse manisk messede »Ama’r halshug.«.

Med de efterfølgende “Danmarkshavn” og “Lichtenbergs løver« kom vi såmænd hele albummet rundt. Kadencen holdt de sidste numre igennem, og så skulle der findes en vinder i ordlegen om translitterationen på otte bogstaver. Var det TANMAURK, der var svaret? De første fire-fem stykker blandt publikum, der blev spurgt, kunne ikke stave til det og hvad søren, det passede jo heller ikke med bogstaverne, der var givet indtil nu, måtte Bisse pointere?! T A _ _ MAU_.

Hvis nu Bisse har denne gimmick med til de næste koncerter, skal jeg ikke spolere legen mere, men sjovt, det var det. Der blev grinet og hujet, og stemningen var rigtig … varm og folkelig, og vi var sammen om det her, for pokker. Det var en smuk finale, der virkelig samlede os.  Ordet blev gættet og vinderen fik et års forbrug af Bisse-koncerter. Alt åndede fryd og gammen, og sidste nummer var en translitteration til løsningen på ordlegen, hvorefter stående applaus blev øst ud over Bisse, Bissebanden, Kategorinakoret og Copenhagen Phil under ledelse af Hans Ek.

Bisses higen efter et stort folkeligt gennembrud og en mulighed for at kunne leve af sin kunst er imidlertid farlig. Den er kompromissernes vej. Midtersøgende. Jeg synes, det lykkedes for ham, i aftes, at være netop folkelig og bred, men jeg havde håbet på mere kant og farlighed og forventet mere integritet. Og så alligevel; der var jo masser af kunstnerisk integritet også, men det er svært ikke at få følelsen af, at Bisse falder ned imellem de to stole: Folkeligheden og den kunstneriske integritet. Og hvad dælen gør man, for manden skal jo have smør på brødet og tid, ikke mindst, til at lave de uhyrlige mængder af musik han gør. Det blev egentlig meget rammende italesat af to koncertgængere på vej ud af de smukke døre i Vilhelm Lauritsens koncertsal fra 1945:

A: »Meget specielt ikke?«, hvortil B svarer: »Det var forrygende!«

★★★★½☆

Fotos af Daniel Nielsen  / www.frozenpanda.com

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til og med Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums bl.a.:

Björk: Debut
Janis Joplin: Pearl
Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti + alt det andet 😳
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment Faktisk det hele frem til og med Breakfast in America
Patti Smith Easter og Horses
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake m.fl.
Talking Heads: Remain in Light
Thomas Dybdahl: October trilogy
Courtney Barnett: Tell Me How You Really Feel
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage m.fl.
Kate Bush: The Kick Inside
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Bill Callahan: Apocalypse
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Lise Westzynthius: Rock, You Can Fly
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
Nelson Can: Now Is Your Time to Deliver
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc

Slade: Nobody's Fools Måske mere en våd drengedrøm om selv at være dér 😉 Også Not Fragile Bachman-Turner Overdrive spillede en rolle dengang. Det var det første rockalbum jeg hørte (Slade fraregnet) og var optaget over på kassettebånd. Jeg har været 10-11 år og båndet fik jeg af en pige lidt længere nede af gaden. Sebastian var på den anden side. Sandsynligvis med Blød Lykke fra samme år som Not Fragile (sic)
Jojo

Skriv et svar