Plader

James Blake: Assume Form

James Blake har med sit fjerde album Assume Form begået en genistreg af et lydkunstværk, der med en fuldkommen overbevisende nonchalance tryllebinder fra den allerførste henslæbende, melankoliromantiske vokalfrasering. Blakes elektroniske indieunivers viser sig i sin absolutte helstøbte topform.

Assume Form bliver man som lytter budt velkommen ind i det mørke univers, der udgør James Blake. Til trods for mørket er hvert et hjørne overdynget med lyspunkter i hver deres afskygninger, alt fra det hjerteskærende til den opfyldte optimisme. Det kræver ikke mange sekunder at blive overbevist.

Den kære Blake står ikke alene med sin sårbare umiddelbarhed på Assume Forms 12 numre. Han har samlet musikvenner sammen til én stor cocktail, og det er altså en pisselækker cocktail: Metro Boomin, André 3000, Travis Scott, ROSALÍA og Moses Sumney.

Den sidstnævntes, Moses Sumneys, præstation på nummeret ”Tell Them” er så highfiveindbydende, at jeg har haft hudløse håndflader på begge hænder siden albummet udkom. Hans stemmeføring er efter min beskedne mening en af de klart mest interessante på verdensplan. Der er ikke nogen videre lyrisk genialitet i hans bidrag til omkvædet med sit »Stay long«, men lyden er så skrøbelig, nærmest psykotisk, at den kravler ubesværet ind under huden og bliver hængende.

Albummets andet nummer ”Mile High” og det netop omtalte ”Tell Them” er tilsammen det stærkeste bevis på, at hiphopgenren har vundet kæmpestort indpas hos Blake – og det kunne ikke være mere veludført. I samspil med Blakes dybblå melankoliomfavnelse bliver hiphoppen tilført en helt anden stemningsdybde, der tager om sig og folder sig ud, og det føles virkelig dejligt. Travis Scotts linjer på ”Mile High” bærer ikke videre præg af den ekstra dybde, men det faktum, at han formår at lyde oprigtig og emotionel med sætninger som »Fell in love overseas / Ass fatter than a peach«, er nu alligevel er en virkelig fin præstation i sig selv.

Den gennemgående påvirkning af hiphoppen er umulig at ignorere, og netop dén tendens er også en virkelig stor del af albummets originalitet, og formentlig har den været fuldstændig uundgåelig, for Blake har gjort sig utrolig meget i det miljø, og det lader til at have smittet af på ham. Han har arbejdet med alt fra Kendrick Lamar til Jay-Z og naturligvis Travis Scott og André 3000. Det er en kæmpestor fornøjelse at opleve en artist som Blake, der på så kompromisløs vis dekonstruerer og sammensætter genretræk i så jævne doseringer. Selvom samtlige numre på Assume Form er præget af elektroniske hiphoptrommer, så er der absolut hverken for meget eller for lidt. Det føles symbiotisk.

Det spanske sprog har vundet enormt indpas i den mainstream popmusik i samtiden. Det er efterhånden gået så vidt, at det er svært ikke at sætte lighedstegn imellem spansktricket og moderne pop. På nummeret ”Barefoot In The Park” får den spanske sangerinde ROSALÍA da også masser af plads til udfoldelse, men det er bestemt ikke et misbrug af det spanske, det er derimod et fuldkommen fænomenalt samspil. ROSALÍA leverer sine vers med så overbevisende en elegance, og hun klæder virkelig Blake og hans univers. Når hendes og Blakes stemmer i omkvædet snor sig sammen i sætningen »Barefoot in the park« forløses hele den indre spænding, som bliver skabt i kontrasten imellem ROSALÍAs spanske vers og Blakes engelske. Det er en kontrast, som fremelsker fornemmelsen af tosomhedens ensomhed på virkelig smuk vis.

Blake besidder et usædvanligt stort talent til at skabe samhørige melodier. Han er intuitiv, og produktionerne er så gennemsyrede af hans dystre legesyge. Vokalelementerne er særligt interessante i eksperimenterne. Der bliver klippeklistret med vokalstykkerne som til lillejuleaften, og når man først får øjnene op for, hvor mange vokalbrudstykker, der samtidig bruges som melodistykker i musikken, bliver det klart, hvor dygtig Blake er til at bruge vokalen. Ikke kun til at synge, men som instrument. Tag bare vokalriffet fra ”Don’t Miss It”, der er det mest centrale i hele nummeret. Og umuligt for et dødeligt menneske at synge med på i øvrigt. Men smukt lyder det, skræmmende smukt. På nummerets vokal i vers og omkvæd bliver der virkelig også leget med udtrykket, og det tenderer til tider ligefrem mod det mekaniske. Og det gør overhovedet ingenting. Det her er et nummer, der virkelig rummer det aspekt af Blake, der indkapsler hans enorme talent: det er simpelt i sit udtryk, det er rørende melankolsk, og så er det hamrende smukt.

Og hamrende smukt er Assume Form også i sin helhed. Blakes vokal er enestående, beroligende, og han har et af de skarpeste melodiskabende ører i musikverden. I melankolske universer kan det være tabubelagt at elske, særligt hvis kærligheden er gengældt, men Blake er ikke bange for mødet mellem melankoli og romantik, og det er udført kompromisløst. Der er ikke en finger at sætte på James Blakes moderne hovedværk.

★★★★★★

1 kommentar

  • Blake er på alle måder et afsindigt berigende musikalsk og lyrisk bekendtskab.

    Uden at det var en decideret mission har jeg gennemtrevlet den her plade på kryds og tværs siden den udkom for nyligt – og er så enig på alle de punkter du så fint og nuanceret fremhæver Jack.

    Så meget at jeg ikke kan lade være med at stemme i af ren og skær kærlighed til tonerne.

    Drop the pen on the mood that you’re in
    if it feels like a home – power on!

    Right?

    For der sq egentlig ikke en eneste lille spids af en finger at sætte noget som helst sted her. Assume Form er en hele vejen igennem fænomenalt smuk, levende og legende melankolsk konstruktion der med største selvfølgelighed indtager vakuumet siden tidlig triphop (specielt Massive Attack og Portishead kommer en i hu).

    Men Blake formår bedre end nogen at åbne det mørke elektroniske rum med sin særegne sensibilitet. Han stemme og den uhøjtidelige leg med den tilfører en skarp edge af skrøbelighed til det minimalistiske eksperimentelle udtryk. Et udtryk der på smukkeste og mest naturlige vis formår at forene flere genrer og stemninger uden på noget tidspunkt at fortabe sig eller miste form.

    Noget med solide kunstneriske rødder er i sandhed ved at tage form med den her kunstner – og sidste ende risikerer man at blive blæst væk af og over det her album.

    For hvad der muligvis ved første bekendtskab mest virker som et chillet affære udvikler sig til en ærlig, mørk og bittersød vinter- forelskelse, som man velvilligt vender tilbage til om og om igen.

    …don’t miss it!
    (contextual pun intended).

Leave a Reply