Plader

Júníus Meyvant: Across The Borders

Skrevet af Ulrik Høgh

På sit andet album fortsætter Júníus Meyvant i sporet med en harmonisk blanding af soul og folk. Kyndig produktion og et væld af dygtige musikere resulterer i en varm og behagelig lyd, men også i en lettere harmløs plade.

Unnar Gísli Sigurmundsson er født og opvokset på vulkanøen Heimaey syd for Islands kyst. Siden 2014 har Sigurmundsson udgivet musik under navnet Júníus Meyvant, og i 2016 pladedebuterede han med Floating Harmonies. Debutalbummet tiltrak sig en vis international opmærksomhed og bragte ham blandt andet forbi Roskilde Festival 2016. Det danske koncertpublikum kan se frem til et gensyn i både København og Aarhus i februar i forbindelse med turnéen for opfølgeren Across The Borders.

For mig var Júníus Meyvant et relativt ubeskrevet blad, da jeg begyndte at lytte til Across The Borders. Lige fra det sprøde guitaranslag i åbningsnummeret ”Lay Your Head”, stod det frem for alt klart, at det ville blive et yderst behageligt bekendtskab. Sigurmundsson har allieret sig med fuld stryger- og blæsersektion, som svøber de sjælfulde arrangementer ind i en dyne af vellyd. Slægtskabet med nordiske kolleger, som Thomas Dybdahl og landsmanden Ásgeir Trausti, skinner igennem i den melankolske klang, der definerer Sigurmondssons stemme. Men Júníus Meyvants lyd skiller sig ud ved at være varm som en islandsk kilde.

Across The Borders bevæger sig over 40 minutter og 11 numre i spektret mellem soul og folk. De fleste af sangene er omkring de fire minutters længde, og smyger sig ubesværet mellem hinanden. Det er den slags plade, som man kan sætte på, når man laver mad, og før man ved af det, er musikken rindet ud. Tilbage står man med en lun følelse i kroppen, men også uden blivende indtryk.

De folkede numre er i høj grad skåret efter kendte skabeloner, men er kendetegnet af virkelig solidt håndværk. ”Lay Your Head” er et fermt bud på kølig, nordisk folkpop i en indpakning af smukke strygerarrangementer, hvor Sigurmundsson inviterer lytteren til at lægge sit hoved under hans musikalske vinger af silkebløde harmonier. ”Punch Through The Night” lyder af et orkester i kæmpe overskud, som skiftevis bygger spænding op, og forløser den. Musikken fungerer som sprudlende modsætning til tekstens gentagne »I am all dried up / Got no more love to give«. ”Draw The Line” er albummets mest nedbarberede skæring. Et klassisk singer/songwriter-nummer tilsat nogle velvalgte instrumentale virkemidler, særligt i form af en klagende klarinet.

I den soulede afdeling er det ikke til at komme udenom ”New Waves”, hvor messingblæserne skyller uimodståeligt ind i bølger mod et storladent klimaks, der er albummets ubetingede højdepunkt. Singleudspillet ”High Alert” går efter den helt store groove-medalje med lummer saxofon og kor i omkvædet, men ender som et corny fejlskud med en bismag af bryllupsband. Der gør sig lignende reservationer gældende for titelnummeret og ”Love Child”, der er en tand for polerede, og Sigurmundssons stemme har ikke en exceptionel kvalitet, der kan kompensere.

Júníus Meyvants andet album Across The Borders er en letflydende, harmonisk blanding af soul og folk, der vil falde i smag hos fans af tidligere materiale. Albummet er en umiddelbar fornøjelse at lytte til, men fremstår en kende anonymt. Teksterne synes også mest at skrabe i overfladen, og bidrager ikke for alvor til indtrykket ved gentagne lytninger. Hvis Júníus Meyvant i fremtiden kan formå at føje mere kant og personlighed til de flotte kompositioner, kan det blive rigtig interessant.

★★★½☆☆

Skriv et svar