Plader

Steve Gunn: The Unseen In Between

Skrevet af Søren Hansen

Steve Gunn har bedrevet et folket album med høj musikalsk kvalitet og litterære tekster. Men på trods af sine styrker og evne til at løfte den folkede arv, farer Steve Gunn vild et sted mellem at være kompetent og interessant.

Steve Gunn er en amerikansk singer-songwriter, der siden 2006 ofte har udgivet flere albums om året både som soloartist og i konstellationer med kunstnere som Hiss Golden Messenger, Mike Cooper og Black Twig Pickers. Han har dog fået størst eksponering som guitarist i indie-superstjernen Kurt Viles band The Violators. Steve Gunns musik har gennem årene bevæget sig i en mere tilgængelig retning og The Unseen In Between er ingen undtagelse.

»On«. Albummet starter med denne bemærkning. Den efterfølges af en enlig akustisk guitar der efter nogle akkordanslag understøttes af en kontrabas. Løbende udvikler sangen sig med tilføjelsen af Gunns vokal, tremologuitar, trommer, shakere, strygere og en rumklangsbehandlet mundharmonika der efter hvert omkvæd spiller et længselsfuldt refræn. Denne åbningssang “New Moon” slår tonen an for resten af albummets lydunivers der trækker tråde tråde tilbage til ældre singer-songwritere som Van Morrison og Nick Drake, mere specifikt deres respektive albums Astral Weeks og Bryter Layter. Dermed ikke sagt at produktionen eller sangskrivningen stiler efter at lyde gammeldags, men instrumenteringen og arrangementerne har unægteligt fællestræk med hedengangne tiders kammermusiksinspirerede folk-rock samt strejf af Neil Young i de tidlige 70’ere.

Et højdepunkt på pladen er det afsluttende nummer “Paranoid” der står i kontrast til albummets generelle lyd ved at være klaverbåret med reminiscenser af 60’er-rocken som er tydeligst i akkordrundgangen, men i den grad også er til stede i de resterende aspekter af sangen, fx den måde omkvædets sidste linje »And it’s coming from nowhere at all« bliver sunget i bedste beatsangerstil. Jeg er også i særdeleshed draget af de rungende klokkers kontrasterende forhold til de sprøde lilletrommeslag og hvordan de skærer igennem den righoldige instrumentation og skaber dybde og retning.

Det bedste nummer på albummet er dog i mine øjne Steve Gunns melankolske ode til sin afdøde far, “Stonehurst Cowboy”. Den er et afbræk i udtryk i forhold til resten af pladen, da instrumentationen er afdæmpet og nedtonet og Gunns historiefortælling og skønne fingerspilsguitar kan komme helt frem i forgrunden. Teksten springer mig i øjnene og illustrerer ganske poetisk omstændighederne omkring Vietnamkrigen, som Gunns far var udsendt i. Specielt omkvædets begyndende linjer »Fastest hands in the west. Call his name, he knows best« gør indtryk i den måde de med sammenligner soldatens og cowboyens rolle med en snert af sønlig beundring af sin fader.

Teksterne er en af attraktionerne på pladen og de kan sagtens tåle at blive læst, løbende med at man hører musikken da de velskrevne og billedskabende. De handler typisk om fortællerens observationer rundt omkring i verden svøbt ind i et diffust udtryk, hvor det sjældent er klart hvad man skal tage med sig fra teksten. Nogle gange bliver de mere konkrete og historiefortællende som førnævnte “Stonehurst Cowboy”, men i udpræget grad på “Vagabond” som er en sang der med et vis forbehold beundrer livet på landevejen med alt hvad det indebærer. Gennem Mona og Sean Pierres skæbner får han skildret både den frihed og den armod der er i et sådant liv hvor man konstant er på farten med kufferten i hånden. Jeg fornemmer også noget af den romantik på albummets cover hvor at Gunn er portrætteret som en cool bohemetype som man kan forestille sig har sin guitar med overalt hvor han rejser.

Niveauet på albummet er generelt højt og man mærker tydeligt musikaliteten i alt fra sangskrivning til den måde disse sange så også bliver ført ud i livet på, ikke mindst hjulpet på vej af de dygtige musikere hvoraf Bob Dylans bassist mm siden 1989, Tony Garnier er den mest navnkundige. De øvrige musikere står dog ikke tilbage for Garnier og uanset erfaring og karrierelængde gør de det alle godt. Det medvirker at man føler sig i trygge hænder hele albummet igennem og denne tryghed bliver måske en smule for meget. Jeg savner nogle sats på dette album, hvilket jeg synes er et helt generelt problem for pladen. For sangene og udførelsen er kompetente, men det meste af dette albums materiale lykkes ikke med at fange mig, på trods af at jeg godt kan høre dygtigheden i musikken og læse de litterære kvaliteter i teksterne så hæver det sig bare sjældent op over at være kompetent og derved blive interessant. I alt fald ikke for mine ører.

★★★★☆☆

Om skribenten

Søren Hansen

Biografi:
Efter i mange år at have hørt Beatles, Blur, Strokes osv. blev min musikinteresse for alvor vakt da en af min storebrors venner brændte mig tre CD'er med Animal Collective, Tame Impala og Vampire Weekend. Og der ændrede min verden sig så og lige siden der har jeg haft en passion for at udfordre og udforske min musiksmag. Jeg beskæftiger mig primært med Indie, Hip Hop og den mere alternative del af pop. Jeg går i en musikklasse i 3.g

Fem favoritalbums:
Joni Mitchell: Blue
The Microphones: The Glow Pt. 2
Avey Tare and Panda Bear: Spirit They're Gone, Spirit They've Vanished
Björk: Homogenic
Boards of Canada: Geogaddi

Skriv et svar

boeger