Artikler

Uden for nummer 2018: del 2

Selvom 2018 er veloverstået, hylder Undertoner-redaktionen nogle af de numre fra det forgange år, der følger os helt ind 2019.

Den ensomme single, Soundcloud-filen eller det der gode nummer fra det knap så gode album. Det er blevet tid til at kigge tilbage på nogle af de numre fra 2018, som har fået en særlig plads i vores hjerter, og som fortsat kan tåle et par afspilninger i det nye år.

Róisín Murphy: “All My Dreams”
Af Niklas Kiær

Den evigt undervurderede irske dronning af art pop valgte i år at følge op på 2016-udgivelsen Take Her Up To Monto med fire dobbeltsingler, der alle var produceret af house-produceren Maurice Fulton, med artwork af Braulio Amado. Selvom der var mange gode blandt dem, så var min klare favorit at finde på den indledende udgivelse. “All My Dreams” er en omgang dynamisk og funky pop med wah-wah basgang og reverbfyldte trommer, der konstant er i bevægelse. Det er dog Murphy selv, der løfter nummeret det afgørende stykke. Hvem andre end hende kan så overbevisende messe ordene »This is ri-di-cu-lous-ly sexy / This is ri-di-cu-lous«. “All My Dreams” er endnu et eksempel på det kæmpestore overskud og den legesyge Murphy besidder som sanger og sangskriver. Hun udtalte i løbet af året, at hun måske aldrig ville udgive et album igen – hvilket hun dog trak tilbage efterfølgende. Det ville i så fald være en absolut tragedie.


Julia Holter: “I Shall Love 2”

Af Carl Windahl Bøllingtoft

»Oh, I am in love / What can I do? / That is all, that is all / There is nothing else.»

Hvis der er noget 2018 havde brug for, så var det et skud kærlighed, og det leverede Julia Holter. “I Shall Love 2” er en nærmest religiøs hymne, der langsomt bygger sig større og større inden den ender i et himmelstræbende crescendo. En ubærlig smuk hyldest til kærligheden og en opfordring til at søge efter medmenneskelighed og ydmyghed i en verden, hvor det føles som om empatien er på tilbagetog. Et smukt og inderligt mantra: »I shall love, I shall love.«


Jessica Pratt: “This Time Around”

Af Sofie Guldager Rafn

Underskønne singer-songwriter Jessica Pratt udgav sidste år singlen “This Time Around” som en forsmag på det kommende album Quiet Signs, der er det første, vi har hørt fra Pratt siden den fremragende udgivelse On Your Own Love Again fra 2015. På “This Time Around” svæver Pratts delikate stemme over få, florlette akkorder på hendes akustiske guitar. Rumklangen, og hvad der lyder som en enkelt stryger, skaber et forsvindende sagte underlæg til den let ulmende stemning og lyrik om fortabt kærlighed »This time around has it gone so grey that my faith can’t hold out? / Haven’t you heard there’s a somber wind gets my head away now«.


Miles Kane: “Loaded”
Af: Lasse Yde Hegnet

Miles Kanes samarbejde med Lana del Rey får nummeret “Loaded” til at stikke ud på pladen Coup de Grace. Det har en helt anden vibe end det mere hårdhudede musik, som Kane står for. Den forskel kommer fra nummerets umiskendelige pop-fornemmelse, der bliver godt underbygget af klaveret undervejs, og det næsten højtidelige men lavmælte kor i omkvædet. Attituden er præget af afklarethed og en lille smule resignation. Guitaren udtrykker den smerte, der ligger i teksten, og særligt i c-stykket river den i kroppen, som man kan forestille sig, der er blevet revet i hjertet på tekstens forfatter.


Viagra Boys: “Special Helmet”

Af Daniel Niebuhr

Der er vist blevet skrevet nok her på sitet om, hvordan Viagra Boys ikke ligefrem leverer komplicerede og revolutionerende kompositioner, men i stedet lægger større vægt på simple, fængende rytmer som underlag for Sebastian Murphys vanvittige lyrik. Dette blev ikke illustreret bedre i 2018 end med “Special Helmet”, der fulgte med som B-sideakkompagnement til “Just Like You”.
Her beretter Murphy om sit møde med en meget speciel pige med en meget speciel hjelm og nødvendigheden af denne med fuldstændigt åndssvage pointer som: »In case we drive into a bush or a large animal, and I get stomped on my head by its hooves« og »At any moment in time a large rock or poisonous snake can crash through the windshield«. Fortsætter svenskernes vilde 2018-ridt med lige så høj kraft ind i det nye år, får alle os, der hopper med på turen, vist brug for vores egen specielle hjelm til at beskytte os undervejs.


Rosalía: “MALDICIÓN”

Af Kasper Emil Foldager Nielsen

Det er svært at vælge blandt højdepunkterne på Rosalías andet album El Mal Querer, og det er nok ikke mange på vores kanter, der ville have spået at et af årets fedeste popalbums skulle indeholde en utrolig og sexet blanding af flamenco nuevo og R&B. Fremhæves kunne i og for sig også “BAGDAD” eller “MALAMENTE”, men “MALDICIÓN” stikker dog alligevel ud med Rosalías betagende vokalpræstation over et ensomt flamenco-klaver, der halvvejs i nummeret henter indie-point hjem med sit Arthur Russell-sample. Der er tale om et højdepunkt på et kompromisløst popalbum, der bryder med traditionerne, men stadig er beslutsomt tro mod egne rødder.


Beach House: “Girl Of The Year”
Af Simon Lund Pedersen

“Girl of the Year” er uden tvivl mit yndlingsnummer fra 2018 – også hvis man spørger Spotify. Jeg har skamlyttet pladen 7 flere gange, og jeg synes det er Baltimore-duoens bedste udspil til dato. Pladen er fremragende, og det overordnede støjtema gør det svært at skille numrene fra hinanden. Alligevel kører “Girl of the Year”, som en enestående popballade, på heftig rotation. For mig rammer Beach House her en nostalgisk nerve ved hvert eneste lyt, og jeg har det som om, lyden har været et iboende element hele mit liv. Det er smukt, rørende, legende og barskt, når de piskende trommeslag fletter sig ind mellem synthesizerens rå 80’er-lyd. Jeg opdager hele tiden noget nyt og interessant ved nummeret, og man bliver overrasket over, hvor komplekst et fire minutter langt popnummer kan være.


Black Rebel Motorcycle Club: “Spook”

Af: Lasse Yde Hegnet

Ikke meget lykkedes for Black Rebel Motorcycle Club på deres Wrong Creatures-album, bortset fra “Spook”, der sammen med “DFF” indleder pladen. “Spook” har en fantastisk grum guitar med masser af reverb til at indlede sig, og introen er så tilpas kort og pirrende til, at man ønsker sig den længere end den er. Stemningen i nummeret er fortættet, og de ulmende vers med den lave guitar og trommer er fremragende modstykker til de mere buldrende omkvæd. BRMCs ørkenlyd får fuld sandstorm, og man efterlades med en fornemmelse af et blodtørstigt dyr, der er lidt farligere end en prærieulv, venter i mørket – særligt med nummerets forløsning til sidst, der kan forveksles med en ildevarslende hylen.


Chance the Rapper: “Work Out”

Af Troels Sørensen

Det er offentligt kendt at Kanye West og Chance the Rapper i 2018 har arbejdet på opfølgeren til Chances anmelderroste album Coloring Book fra 2016. Trods mange teasere og sneek peaks lader albummet vente på sig. I stedet har Chance the Rapper udgivet seks numre i løbet af året til sine hungrende lyttere. Af de seks numre er “Work Out” min personlige favorit, og jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at det er et af hans bedste og mest stemningsfyldte numre til dato. Nummeret viser med al tydelighed også, at Chance er blevet en fin sanger, og på “Work Out” veksler han legesygt og omskifteligt mellem rap og sang. Instrumentalt er sangens holdepunkt en vuggende bas, som skifter imellem at lyde kontrabasklingende og til at stige op og være en svævende synthbas. Alt imens bassen er holdepunktet, dukker der en masse små hoppende, popcorn-poppende og catchy synthtemaer op fra højre og venstre i lydbilledet, som prikker blidt og behageligt til lytteren. “Work Out” cementerer (endnu engang) Chance som en frontfigur for den mere positive og optimistiske hiphop-lyd, som gør den røde tråd, helt tilbage fra Acid Rap, endnu længere. Jeg håber virkelig, at 2019 byder på et nyt Chance the Rapper album.


D’Angelo: “Unshaken”

Af Niklas Kiær

Et af årets stærkeste musikalske øjeblikke skete ikke i forbindelse med at pickup’en ramte en vinyl, eller musen blev ført henover play-knappen på Spotify. I stedet var det i selskab med konsolspillet “Red Dead Redemption 2”, der generelt var et af årets kulturelle højdepunkter. Efter en særligt intens drejning i handlingen, rider man som spillets hovedperson Arthur Morgan gennem et bjergpas til lyden af D’Angelos røst, og kuldegysningerne bølgede ned af ryggen. Nummeret er et mere klassisk singer-songwriter, ja nærmest country/americana nummer end noget D’Angelo har udgivet før, men det er utroligt smukt i sin enkelhed. Særligt omkvædet er stærkt, hvor D’Angelo nærmest virker til at henvende sig til de højere magter med ordene »May I stand unshaken / Amid this crashing world«. Nummeret blev 1. januar tilgængeligt på streamingtjenester, og det er det første D’Angelo har udgivet sin sin comeback-plade i 2014. Uanset om man har oplevet nummeret som en del af oplevelsen fra spillet, så er det en stærk udgivelse, som jeg allerede har fået skamhørt her i årets første uge.


JPEGMAFIA: “Thug Tears”

Af Johan Mandrup

Som om han var en en-mands Deathgrips forestiller man sig, at JPEGMAFIA står fuldstændig badet i sved, mens han trykker på knapper og råber ind i mikrofonen. Den mængde energi som LA-rapperen udtrykker på sangen på sit tredje album, Veteran, er fuldstændig uovertruffen – hurtige beatskift og uforudsigelige, fremtids-cyberpunk samples giver en fornemmelsen af, hvordan det ville være at være til gadefest i Blade Runner universet. Det er virkelig ikke for sjov, at JPEGMAFIA har lavet så store bølger på internetfora og i undergrunden, som han har gjort i 2018. Hvis jeg var MC Ride ville jeg passe på, for der er en ny punkrap-sherif i byen.


Julia Jacklin: “Body”
Af: Sofie Guldager Rafn

Den australske singer-songwriter Julia Jacklin udgav den sønderrivende single “Body” i efteråret, og efterlod et aftryk i mig med sin slående lyrik »Well I guess it’s just my life / And it’s just my body«. Jacklin leverer nummeret med en bedragende skrøbelighed i sin vokale præstation, for selvom hun lyder noget nær opgivende, er der alligevel en styrk at finde i den måde hun behandler sin håbløshed, »Eyes on the driver, hands in my lap / Heading to the city to get my body back«. Musikalsk bevæger vi os i indie-rocken, men netop på dette nummer træder det gloomy arrangement i baggrunden og lader vokalen være i front og fokus. “Body” er en del af det kommende album Crushing, der udkommer i slutningen af februar, og kan forhåbentlig måle sig med den standart, der er sat med så rammende og vellydende en single.


The Longshot: “Love Is for Losers”
Af: Lasse Yde Hegnet

Egentlig burde det være hele albummet, Love Is for Losers, der blev omtalt her, eftersom det topper alt på min Spotify-årsliste. Men titelnummeret er det, jeg har hørt mest, af de simple årsager at det er sindssygt svingende i sin simple rock’n’roll-formel, der ruller over tre akkorder (for det meste) og oser af Billie Joe Armstrongs sikre greb i power-akkorderne og generelle musikalske overlegenhed. Finurlige tekststykker som »I’m riding shotgun in a car that’s broken down« får smilet frem, og vokalen er nummeret igennem dreven og sikker. Det er et nummer, der ikke tager omveje, eller gør noget sværere, end det bør være. Det er et simpelt, uimodståeligt rocknummer, der får hjertesorg til at føles sorgløs.

Skriv et svar