Artikler

Uden for nummer 2018: del 2

Selvom 2018 er veloverstået, hylder Undertoner-redaktionen nogle af de numre fra det forgange år, der følger os helt ind 2019.

Den ensomme single, Soundcloud-filen eller det der gode nummer fra det knap så gode album. Det er blevet tid til at kigge tilbage på nogle af de numre fra 2018, som har fået en særlig plads i vores hjerter, og som fortsat kan tåle et par afspilninger i det nye år.

Róisín Murphy: “All My Dreams”
Af Niklas Kiær

Den evigt undervurderede irske dronning af art pop valgte i år at følge op på 2016-udgivelsen Take Her Up To Monto med fire dobbeltsingler, der alle var produceret af house-produceren Maurice Fulton, med artwork af Braulio Amado. Selvom der var mange gode blandt dem, så var min klare favorit at finde på den indledende udgivelse. “All My Dreams” er en omgang dynamisk og funky pop med wah-wah basgang og reverbfyldte trommer, der konstant er i bevægelse. Det er dog Murphy selv, der løfter nummeret det afgørende stykke. Hvem andre end hende kan så overbevisende messe ordene »This is ri-di-cu-lous-ly sexy / This is ri-di-cu-lous«. “All My Dreams” er endnu et eksempel på det kæmpestore overskud og den legesyge Murphy besidder som sanger og sangskriver. Hun udtalte i løbet af året, at hun måske aldrig ville udgive et album igen – hvilket hun dog trak tilbage efterfølgende. Det ville i så fald være en absolut tragedie.


Julia Holter: “I Shall Love 2”

Af Carl Windahl Bøllingtoft

»Oh, I am in love / What can I do? / That is all, that is all / There is nothing else.»

Hvis der er noget 2018 havde brug for, så var det et skud kærlighed, og det leverede Julia Holter. “I Shall Love 2” er en nærmest religiøs hymne, der langsomt bygger sig større og større inden den ender i et himmelstræbende crescendo. En ubærlig smuk hyldest til kærligheden og en opfordring til at søge efter medmenneskelighed og ydmyghed i en verden, hvor det føles som om empatien er på tilbagetog. Et smukt og inderligt mantra: »I shall love, I shall love.«


Jessica Pratt: “This Time Around”

Af Sofie Guldager Rafn

Underskønne singer-songwriter Jessica Pratt udgav sidste år singlen “This Time Around” som en forsmag på det kommende album Quiet Signs, der er det første, vi har hørt fra Pratt siden den fremragende udgivelse On Your Own Love Again fra 2015. På “This Time Around” svæver Pratts delikate stemme over få, florlette akkorder på hendes akustiske guitar. Rumklangen, og hvad der lyder som en enkelt stryger, skaber et forsvindende sagte underlæg til den let ulmende stemning og lyrik om fortabt kærlighed »This time around has it gone so grey that my faith can’t hold out? / Haven’t you heard there’s a somber wind gets my head away now«.


Miles Kane: “Loaded”
Af: Lasse Yde Hegnet

Miles Kanes samarbejde med Lana del Rey får nummeret “Loaded” til at stikke ud på pladen Coup de Grace. Det har en helt anden vibe end det mere hårdhudede musik, som Kane står for. Den forskel kommer fra nummerets umiskendelige pop-fornemmelse, der bliver godt underbygget af klaveret undervejs, og det næsten højtidelige men lavmælte kor i omkvædet. Attituden er præget af afklarethed og en lille smule resignation. Guitaren udtrykker den smerte, der ligger i teksten, og særligt i c-stykket river den i kroppen, som man kan forestille sig, der er blevet revet i hjertet på tekstens forfatter.


Viagra Boys: “Special Helmet”

Af Daniel Niebuhr

Der er vist blevet skrevet nok her på sitet om, hvordan Viagra Boys ikke ligefrem leverer komplicerede og revolutionerende kompositioner, men i stedet lægger større vægt på simple, fængende rytmer som underlag for Sebastian Murphys vanvittige lyrik. Dette blev ikke illustreret bedre i 2018 end med “Special Helmet”, der fulgte med som B-sideakkompagnement til “Just Like You”.
Her beretter Murphy om sit møde med en meget speciel pige med en meget speciel hjelm og nødvendigheden af denne med fuldstændigt åndssvage pointer som: »In case we drive into a bush or a large animal, and I get stomped on my head by its hooves« og »At any moment in time a large rock or poisonous snake can crash through the windshield«. Fortsætter svenskernes vilde 2018-ridt med lige så høj kraft ind i det nye år, får alle os, der hopper med på turen, vist brug for vores egen specielle hjelm til at beskytte os undervejs.


Rosalía: “MALDICIÓN”

Af Kasper Emil Foldager Nielsen

Det er svært at vælge blandt højdepunkterne på Rosalías andet album El Mal Querer, og det er nok ikke mange på vores kanter, der ville have spået at et af årets fedeste popalbums skulle indeholde en utrolig og sexet blanding af flamenco nuevo og R&B. Fremhæves kunne i og for sig også “BAGDAD” eller “MALAMENTE”, men “MALDICIÓN” stikker dog alligevel ud med Rosalías betagende vokalpræstation over et ensomt flamenco-klaver, der halvvejs i nummeret henter indie-point hjem med sit Arthur Russell-sample. Der er tale om et højdepunkt på et kompromisløst popalbum, der bryder med traditionerne, men stadig er beslutsomt tro mod egne rødder.


Beach House: “Girl Of The Year”
Af Simon Lund Pedersen

“Girl of the Year” er uden tvivl mit yndlingsnummer fra 2018 – også hvis man spørger Spotify. Jeg har skamlyttet pladen 7 flere gange, og jeg synes det er Baltimore-duoens bedste udspil til dato. Pladen er fremragende, og det overordnede støjtema gør det svært at skille numrene fra hinanden. Alligevel kører “Girl of the Year”, som en enestående popballade, på heftig rotation. For mig rammer Beach House her en nostalgisk nerve ved hvert eneste lyt, og jeg har det som om, lyden har været et iboende element hele mit liv. Det er smukt, rørende, legende og barskt, når de piskende trommeslag fletter sig ind mellem synthesizerens rå 80’er-lyd. Jeg opdager hele tiden noget nyt og interessant ved nummeret, og man bliver overrasket over, hvor komplekst et fire minutter langt popnummer kan være.


Black Rebel Motorcycle Club: “Spook”

Af: Lasse Yde Hegnet

Ikke meget lykkedes for Black Rebel Motorcycle Club på deres Wrong Creatures-album, bortset fra “Spook”, der sammen med “DFF” indleder pladen. “Spook” har en fantastisk grum guitar med masser af reverb til at indlede sig, og introen er så tilpas kort og pirrende til, at man ønsker sig den længere end den er. Stemningen i nummeret er fortættet, og de ulmende vers med den lave guitar og trommer er fremragende modstykker til de mere buldrende omkvæd. BRMCs ørkenlyd får fuld sandstorm, og man efterlades med en fornemmelse af et blodtørstigt dyr, der er lidt farligere end en prærieulv, venter i mørket – særligt med nummerets forløsning til sidst, der kan forveksles med en ildevarslende hylen.


Chance the Rapper: “Work Out”

Af Troels Sørensen

Det er offentligt kendt at Kanye West og Chance the Rapper i 2018 har arbejdet på opfølgeren til Chances anmelderroste album Coloring Book fra 2016. Trods mange teasere og sneek peaks lader albummet vente på sig. I stedet har Chance the Rapper udgivet seks numre i løbet af året til sine hungrende lyttere. Af de seks numre er “Work Out” min personlige favorit, og jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at det er et af hans bedste og mest stemningsfyldte numre til dato. Nummeret viser med al tydelighed også, at Chance er blevet en fin sanger, og på “Work Out” veksler han legesygt og omskifteligt mellem rap og sang. Instrumentalt er sangens holdepunkt en vuggende bas, som skifter imellem at lyde kontrabasklingende og til at stige op og være en svævende synthbas. Alt imens bassen er holdepunktet, dukker der en masse små hoppende, popcorn-poppende og catchy synthtemaer op fra højre og venstre i lydbilledet, som prikker blidt og behageligt til lytteren. “Work Out” cementerer (endnu engang) Chance som en frontfigur for den mere positive og optimistiske hiphop-lyd, som gør den røde tråd, helt tilbage fra Acid Rap, endnu længere. Jeg håber virkelig, at 2019 byder på et nyt Chance the Rapper album.


D’Angelo: “Unshaken”

Af Niklas Kiær

Et af årets stærkeste musikalske øjeblikke skete ikke i forbindelse med at pickup’en ramte en vinyl, eller musen blev ført henover play-knappen på Spotify. I stedet var det i selskab med konsolspillet “Red Dead Redemption 2”, der generelt var et af årets kulturelle højdepunkter. Efter en særligt intens drejning i handlingen, rider man som spillets hovedperson Arthur Morgan gennem et bjergpas til lyden af D’Angelos røst, og kuldegysningerne bølgede ned af ryggen. Nummeret er et mere klassisk singer-songwriter, ja nærmest country/americana nummer end noget D’Angelo har udgivet før, men det er utroligt smukt i sin enkelhed. Særligt omkvædet er stærkt, hvor D’Angelo nærmest virker til at henvende sig til de højere magter med ordene »May I stand unshaken / Amid this crashing world«. Nummeret blev 1. januar tilgængeligt på streamingtjenester, og det er det første D’Angelo har udgivet sin sin comeback-plade i 2014. Uanset om man har oplevet nummeret som en del af oplevelsen fra spillet, så er det en stærk udgivelse, som jeg allerede har fået skamhørt her i årets første uge.


JPEGMAFIA: “Thug Tears”

Af Johan Mandrup

Som om han var en en-mands Deathgrips forestiller man sig, at JPEGMAFIA står fuldstændig badet i sved, mens han trykker på knapper og råber ind i mikrofonen. Den mængde energi som LA-rapperen udtrykker på sangen på sit tredje album, Veteran, er fuldstændig uovertruffen – hurtige beatskift og uforudsigelige, fremtids-cyberpunk samples giver en fornemmelsen af, hvordan det ville være at være til gadefest i Blade Runner universet. Det er virkelig ikke for sjov, at JPEGMAFIA har lavet så store bølger på internetfora og i undergrunden, som han har gjort i 2018. Hvis jeg var MC Ride ville jeg passe på, for der er en ny punkrap-sherif i byen.


Julia Jacklin: “Body”
Af: Sofie Guldager Rafn

Den australske singer-songwriter Julia Jacklin udgav den sønderrivende single “Body” i efteråret, og efterlod et aftryk i mig med sin slående lyrik »Well I guess it’s just my life / And it’s just my body«. Jacklin leverer nummeret med en bedragende skrøbelighed i sin vokale præstation, for selvom hun lyder noget nær opgivende, er der alligevel en styrk at finde i den måde hun behandler sin håbløshed, »Eyes on the driver, hands in my lap / Heading to the city to get my body back«. Musikalsk bevæger vi os i indie-rocken, men netop på dette nummer træder det gloomy arrangement i baggrunden og lader vokalen være i front og fokus. “Body” er en del af det kommende album Crushing, der udkommer i slutningen af februar, og kan forhåbentlig måle sig med den standart, der er sat med så rammende og vellydende en single.


The Longshot: “Love Is for Losers”
Af: Lasse Yde Hegnet

Egentlig burde det være hele albummet, Love Is for Losers, der blev omtalt her, eftersom det topper alt på min Spotify-årsliste. Men titelnummeret er det, jeg har hørt mest, af de simple årsager at det er sindssygt svingende i sin simple rock’n’roll-formel, der ruller over tre akkorder (for det meste) og oser af Billie Joe Armstrongs sikre greb i power-akkorderne og generelle musikalske overlegenhed. Finurlige tekststykker som »I’m riding shotgun in a car that’s broken down« får smilet frem, og vokalen er nummeret igennem dreven og sikker. Det er et nummer, der ikke tager omveje, eller gør noget sværere, end det bør være. Det er et simpelt, uimodståeligt rocknummer, der får hjertesorg til at føles sorgløs.

Om skribenten

Sofie Guldager Rafn

Redaktør for danske plader
sofie@undertoner.dk

Biografi:
Min far ynder at fortælle mig om dengang, jeg var lige ved at falde ud af trip-trap stolen, med havregrøden spruttende ud af munden, fordi jeg rokkede og grinte ustyrligt til tonerne af Nevermind. En lille anekdote, der i virkeligheden er mit musikalske udgangspunkt. Nu er CD'erne skiftet ud med streaming og vinyler, men glæden ved musikken er forblevet.

I dag har jeg har en forkærlighed for folk og indie-rock, men mit musikalske bibliotek rummer også alt fra hiphop til country.

Fem favoritalbums:
En liste, der nærmest er umulig at udarbejde, og som evigt er under forandring. Men albums jeg altid finder mig selv vende tilbage til er:
Bob Dylan: The Times They Are A-Changing
Joni Mitchell: Blue
The Radio Dept.: Clinging to a Scheme
Jens Lekman: When I Said I Wanted to Be Your Dog
Mew: Frengers

Om skribenten

Lasse Yde Hegnet

Redaktør for udenlandske plader.
lasse@undertoner.dk

Når du, kære læser, sætter øjnene i mine anmeldelser vil jeg gøre dig opmærksom på at jeg har en forkærlighed for den guitarbårede musik. Gerne hvis den også er distortet... Og mangler den, finder jeg som oftest musikken uinteressant. Derudover ynder jeg at vurdere på kunstnerens mod i forhold til musik/lyrik og en plades helhedsindtryk.

Det er vigtigt, at du som læser ved at disse tre er mine væsentligste kriterier.

Om skribenten

Simon Lund Pedersen

Jeg har altid haft en særlig connection med musik. Jeg kan ikke forestille mig en verden uden. For mig handler musik meget om identitet, hvilket også gør at jeg har svært ved at lægge mig fast på noget konkret. Jeg føler ens musikalske-jeg konstant er i udvikling. Et af de første minder jeg har fra mødet med musikken var engang hvor jeg i 8. klasse fandt en italiensk opera helt tilfældigt på youtube. Det havde jeg det for vildt over i flere uger. Jeg kan tydeligt huske fornemmelsen af at være helt alene med den begejstring. Det var vidunderligt. Musik kan for mig både være ekstremt personligt, men samtidigt kan det også binde folk sammen, hvilket repræsenterer noget vildt smukt synes jeg. Det er det der er det fede ved at være musikskribent. Det er rart at få bekræftet at man ikke er den eneste der har haft den samme oplevelse af at lytte til noget, men hvis man så alligevel er, så har man forhåbentligt fået noget ud af det selv, og så er det bare fedt at få sine musikalske oplevelser skrevet ned, og få dem gjort til noget håndgribeligt. Der sker bare noget magisk når man får afløb for de stemninger et givent musikalsk værk har givet en. Det er det skriveriet kan. Og så er det jo bare alt for fedt hvis folk kan spejle sig i det man skriver.

Fem favoritalbums:

Paul Simon - Graceland

Beach House - Teen Dream

Destroyer - Ken

Roy Orbison - Memphis

Donny Hathaway - Extension Of A Man

Om skribenten

Troels Sørensen

Konkurrenceansvarlig for Undertoner
troels@undertoner.dk

Biografi:Jeg var ikke ret gammel, før jeg blev introduceret for henholdsvis Bamse & Kylling og The Beatles. Derfra voksede musikinteressen kolossalt, og i dag er min musiksmag samt min pladesamling stor og bred.
Musik, er for mig, absolut noget af det allerbedste der findes. Jeg elsker at spille musik, læse om musik, høre musik og skrive om musik. Derfor er jeg meget glad for at være en del af Undertoner.

Albums:

Om skribenten

Niklas Kiær

Om skribenten

Daniel Niebuhr

Om skribenten

Carl Windahl Bøllingtoft

Biografi:
Min far flaskede mig op på Gnags, C.V. Jørgensen og Gasolin. Selv blev jeg som 13-årig forelsket i Nirvana. Nu lytter jeg til det meste, men jeg er stadig gladest, når der er guitar med. På den ene eller anden måde.

Jeg er romantiker, drømmer, og den lille teenager inden i min 26 år gamle krop er en sucker for melankoli, uigengældt kærlighed og store følelser. Det går igen i mine lyttevaner.

Jeg hader desuden, når folk påstår, at rocken er død. Selvfølgelig er den ikke det, din snævertsynede tosse.

Fem favoritalbums:
Slowdive: Souvlaki
The Cure: Pornography
Frightened Rabbit: The Midnight Organ Fight
The Triffids: Born Sandy Devotional
Modest Mouse: The Lonesome Crowded West

Om skribenten

Kasper Emil Foldager Nielsen

Biografi:

Min musikalske interesse spirede ud af en pludselig og hovedkuls forelskelse i pop-punk og emo-bands fra 00'erne i mine tidlige teenageår. I mine gymnasieår hørte jeg mest Radiohead, men blev introduceret til et online musikforum, hvor jeg hurtigt blev suget ned i en malstrøm af de obskure udgivelser, boardets nørder begejstrede sig over.
Denne ny fagre verden overvældede mig, og gjorde det muligt at søge ud i de genremæssige afkroge. På den måde er min musiksmag præget af internettets endeløse muligheder for musikalske oplevelser.
Selvom min kærlighed til indierocken nok er størst, forsøger jeg at lytte til lidt af hvert.

Ti favoritalbums:
Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas
Stars of the Lid: Tired Sounds of Stars of the Lid
Built To Spill: Perfect From Now On
Van Morrison: Astral Weeks
Guided By Voices: Bee Thousand
Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy
Talk Talk: Laughing Stock
Dinosaur Jr.: You're Living All Over Me
Destroyer: Kaputt
The Replacements: Let It Be

Om skribenten

Johan Mandrup

Biografi:

Mit navn er Johan Mandrup. Jeg kommer fra Hammelev, en lille by nær Haderslev i Sønderjylland, læser medicin i Århus, og kan mægtig godt lide hiphop, at løbe ture, og lave mad.

Fem favoritalbums:

BROCKHAMPTON: SATURATION III

Frank Ocean: Blonde

Yung Lean: Unknown Death 2002

Chief Keef: Finally Rich

King Krule: 6 Feet Beneath The Moon

Skriv et svar

boeger