Plader

Cherry Glazerr: Stuffed & Ready

10 numre leverer californiske Cherry Glazerr på deres nyeste udgivelse, Stuffed & Ready. Ikke mere, ikke mindre. Men når skibet er ladet med charme, energi og finurlig leg med tekstuniverset, ja så skal der ikke mere end 10 skarpe skud til at fange min opmærksomhed. Og fange min opmærksomhed er lige hvad Cherry Glazerr gør. Uden at kunne kalde det et mesterværk, ja så er der ting og sager, der burde drage mange lyttere.


Warning: A non-numeric value encountered in /var/www/undertoner.dk/public_html/wp-content/plugins/star-rating-for-reviews/star-rating.php on line 521

Stuffed & Ready er reelt set Cherry Glazerrs fjerde fuldlængde album. Med to udgivelser på det amerikanske kassettelabel Burger Records rykkede de i 2017 op i et lidt højere branchemæssigt luftlag, da de udgav på Secretly Canadian. Selskabet lægger også label til denne lille ny. Gruppen er en trio bestående af Tabor Allen på trommer, Devin O´Brian på bas og Clementine Creevy på guitar og vokal. Sidstnævnte rolle i helheden hersker der ingen tvivl om, at jeg finder mest bemærkelsesværdig, uden at skulle degradere de herrer i rytmesektionen. For Creevy kæler uhæmmet med lytteren i hendes ret så spinkle lillepigestemme, der uden nogensinde at knække, leverer en popsentimentalitet, der rummer stor energi.

I bedste surfer og bubblegum stil er det korte drevne og energiske numre, der hersker på Stuffed & Ready. Startskuddet er nummeret ”Ohio”, hvor Creevy starter med at have glemt at tænde for sin forstærker. Det bliver der rodet bod på, og efterfølgende rammes man af et guitarriff, der vækker minder til en lettere poppunket stil fra sluthalvfemserne. Det fortsætter ikke i samme trættende svulstighed, som i førnævnte genres storhedstid, men blødes op af temposkift, der tager sig tid.

Tekstuniverset bliver for alvor bragt i spil som en alternativ spiller i hele herligheden, da nummeret ”Daddi” lyder ud af højtalerne. Mens nummeret bygges op af, hvad der mest af alt lyder som en trommemaskine og en guitar, der er kørt gennem en synthesizer, synges der »Who should I fuck, daddi?«. Hele nummeret kredser om en frigørelse mellem en far og en datter. Creevy synger kraftfuldt konstaterende »don’t hold my hand.«, alt i mens der skrues op for fuzzen på guitaren.

”Wasted Nun” byder ligeledes på parløbet mellem den kraftfulde kvindestemme og den enkle men fuzzede guitar. Trommerne hamrer trofast med i forløbet, uden at der bliver tilført for mange svinkeærinder i form af fills. Simpelt er det, de holder sig til, hvilket sætter en stor streg under den poppunkede arvefølge. Sammen kategori af genkendelighed har numre som ”Juicy Socks” og ”Stupid Fish”. Der levnes dog plads til at trække tempoet ned i disse to numre, hvilket giver lidt luft og dynamik i guitarens rolle. Med lyriske guldklumper som »hairy people trying not to die«, spædes helheden muntert op.

I et mere nuanceret og dog mere spinkelt regi, genlyder numre som ”Thats Not My Real Life”, ”Self Explained”,”Distressor” og ”Isolation” som Blondie mikset med Ty Segall. Guitaren får lov at lyde mere munter og twangy og giver den der helt særlige klingende Fenderlyd. Ind i dette forløb mellem melodi og vokal, flettes syntheffekter ind i afmålte doser. Det overvælder ikke lytteren, men komplimenterer guitarens og den lyse vokals førerposition. Bassen er ikke særlig langt fremme i mikset, og trommerne er lige ud af landevejen. Her kunne man godt ønske sig lidt mere pondus, men så skulle den tilstræbte lyse lyd også nedtones.

Kærkomment trækker tredjesidste nummer ”Pieces” tempoet ned. Her er guitaren skruet ned og trommernes hviskende effekter får lov at drive frem sammen med en meget lys vokal. Denne fremhæves yderligere ved hjælp af simpel og lys synth. Det slentrer herligt afsted, og krydres til sidst med lidt underspillet percussion, der dog igen ligger ret lavt i mixet.

10 skud i den energiske og kærlige stemning som Cherry Glazerr leverer, er lige tilpas. Numrene er heldigvis ikke længere end, at de kan bære den lettere naive og lyse stemning, der fremføres. Derudover er bandet heller ikke forfaldet til at overfylde pladen med alt for mange ligegyldige numre. Man skal som lytter lige over nogle bump på den poppunkede vej. Havde det været endnu mere udpræget, havde det ganske enkelt været for letbenet. Grunden til at det langt hen ad vejen fungerer, er udelukkende Clementine Creevy’s lyse lillepigestemme, der vel at mærke er under fuld kontrol, samt samspillet med den til tider twangy guitar og spinkle synth. Det trækker tingene ned på jorden, når de er ved at løfte sig op i alt for svulstige luftlag. Stuffed & Ready er en fin lille plade, der sagtens kan få mange til at nynne medlevende og ubekymret med.

★★★★☆☆

Leave a Reply