Artikler Interview

Dilly Dally har det sjovt igen

Foto: Michelle Homonylo

Canadiske Dilly Dally afslutter deres europaturne på Loppen torsdag d. 14 februar. Derfor tog vi en snak med forsanger Katie Monks om bandets nye album, svære følelser, det hårde tourliv og om at bryde de uskrevne grunge-regler.

Canadiske Dilly Dally er på vej til Prag, da jeg fanger bandets forsanger Katie Monks på en løs telefonforbindelse. Samtalen må afbrydes flere gange, da tourbussen kører gennem tunneller. Hun døjer med en mindre forkølelse, men Dilly Dally er ved godt mod og er glade for at være på tour i Europa igen på trods af de mange timer på landevejen.

»Det er alt for længe siden, vi sidst var i Europa, men det føles velkendt på en god måde. Det er skønt at være tilbage på tour, og vi glæder os til igen at spille i Danmark,« siger Katie Monks.

»Sidst vi spillede i Danmark var i Aarhus, og efter showet endte vi med at feste med en flok 16-årige. Vi fik nogle virkelig ulækre shots. Det var så klamt og smagte af lakrids eller noget i den stil. Helt forfærdeligt, men alligevel også en oplevelse.«

Musik der vender blikket indad

De canadiske grungerockere er på landevejen med deres andet album Heaven i bagagen. Et album, der kan beskrives som råt i kanterne men blødt indeni. Det er støj, skrig og smerte krydret med en enorm bunke guitar-katarsis.

»Jeg tror at det nye album handlede meget om at lukke omverdenen ude, starte på en frisk og lave musik uden at tænke over hvad nogen andre end os selv ville synes om det,« fortæller Monks om bandets tilgang til det nye album.

»På det første album forsøgte vi at lave musik, som vores venner i Toronto kunne rocke ud til. Det var en form for fejring af vores omgivelser, hvor vi på det nye album mere har forsøgt at skubbe omgivelserne væk, vende blikket indad og skabe noget der indfangede hvordan vi havde det netop i det øjeblik.«

Hvordan har det så været at spille de nye sange live?
»Vi skrev ikke de nye sange med et publikum i tankerne, men de har alligevel taget virkelig godt imod dem. Det føles skønt, men jeg er også nødt til at minde mig selv om at være mere åben på scenen, fordi sangene er så indadvendte. Jeg skal huske på, at vi ikke står i øvelokalet længere. Derfor er det også helt surrealistisk, når publikum synger med. Det er vores første tour som hovednavn med det nye album, og folk kan alle ord til alle sange. Det er både smukt og overvældende.«

En nedtur midt i succesen

Dilly Dally blev dannet helt tilbage i 2009 af Katie Monks og guitaristen Liz Ball, der gik i high school sammen. De havde altså allerede flere års erfaring fra Torontos alternative rockscene, da bandet brød gennem lydmuren med debutalbummet Sore i 2015.

»Jeg tror at det gjorde hele oplevelsen mere følelsesladet, at vi havde ventet så længe på gennembruddet. Vi tænkte: Nu sker det endelig!«

Alligevel kom den pludselige succes ikke uden problemer og hårde erkendelser.

»Derfor var det også langt mere hjerteskærende, når noget ikke gik efter planen. Hvis en visumansøgning ikke blev godkendt i tide, hvis vi mistede nogle penge på landevejen, eller hvis vi spillede foran ingen mennesker i en eller anden mærkelig fremmed by,« fortæller Katie Monks.

»Det var en form for erkendelse af, at der ikke er et øjeblik, hvor du kan sige at drømmen er gået i opfyldelse. Det gik op for os, at det stadig var en kamp op ad bakke. For selv hvis det øjeblik kommer i form af en koncert, så slutter koncerten, og du tager hjem… Eller du tager ikke hjem! Du tager tilbage til hotellet, hvor du indser at du ikke er hjemme.«

Jeg kan forstå at den periode og tour tog så hårdt på jer, at bandet var ved at falde fra hinanden?
»Det hele gik op i en spids, og det var en meget intens og drænende tid. Vi havde alle sammen brug for lige at tage et skridt tilbage og fordøje det hele. For når man er på tour har man ikke tid til det. Selv de positive ting når man ikke at suge til sig. Lad os da lige stoppe op og sætte pris på den fan, der kom op til os og sagde at vores musik havde ændret hans liv. Men så har man 20 af den slags samtaler på en aften, og så får man leveret nogle forfærdelige nyheder om ting der sker ude i verden eller med familien derhjemme. Det hele bliver bare for meget.«

Hvordan kom i videre fra den svære periode?
»Man er nødt til bare at tage det én dag ad gangen. Jeg har virkelig skulle lære ikke at presse folk så meget. For jeg tror sommetider, at jeg ubevidst lægger for meget pres på folk omkring mig. Denne gang var det vigtigt at alle følte at det var deres egen beslutning. Ingen af os havde lyst til at lave et nyt album eller tage på en ny tour, hvis ikke hjertet var med i det.«

Der er stille i telefonen i et øjeblik. Katie Monks tænker sig om og tilføjer så:

»Jeg er bare virkelig glad for, at de andre besluttede sig for at hjælpe mig med at skrive det nye album. Et skridt ad gangen.«

Foto: Vanessa Heins

Et album, der omfavner sørgmodigheden

Sangene på Heaven virker til at komme fra et både mørkt, kaotisk og følelsesladet sted. På den led står de nye album ifølge Monks i modsætning til Dilly Dallys debut.

»Sore var en meget vred plade, og for mig er vrede en afvisning af sørgmodighed. Sådan: Fuck you, I’m not gonna let you make me sad! En måde at bekæmpe alt det, der foregår omkring en. Men til sidst følte jeg, at livet og verden omkring mig var blevet så tung, at jeg ikke kunne kæmpe imod længere. Jeg var træt af at være vred. Af at råbe på scenen hver aften. Sorg er en del af livet. Jeg tror, at hvis man omfavner den, kan man give slip og komme videre.«

Det virker også som om Heaven har et stort fokus på ’empowerment’?
»Albummet forsøger at møde lytteren, der hvor lytteren er. For mig at se er det skrevet til dem, der kæmper med depression. Tanken er at det skal anerkende deres smerte og sørgmodighed, men også at give dem nogle værktøjer og råd, der måske kan hjælpe dem med at få kontakt med sig selv igen.«

Monks beskriver de seneste års opture og nedture som et forsøg på at slutte fred med fortiden, så bandet kunne give slip på gammelt nag og bevæge sig videre til den næste del af deres liv. Både som kunstnere og mennesker.

Det virker som om, at I er meget fokuserede på at bevæge jer fremad og lade fortiden ligge. Førstesinglen fra det nye album, “I Feel Free”, lyder nærmest som en musikalsk genfødsel, og videoen til sangen leger med et tema om at rejse sig fra de døde?
»Det føles helt klart som et nyt kapitel, og “I Feel Free” var på en måde mig, der bønfaldt de andre i bandet om at lade fortiden ligge og kigge fremad igen. Jeg havde det her billede i mit hovede af smukke hvide fugle, der fløj rundt i skyerne under solen.«

Katie Monks griner lidt af det glansbillede hun netop har fremmanet, og tilføjer så:

»Så det var en form for opfordring. Lad os være som de fugle. Lad os flyve væk. Tage på tour igen, flyve rundt på scenen og føle den her samhørighed med hinanden igen. For det er sjovt! Kan I ikke huske, hvor sjovt det var? Hvor frie vi følte os!«

Dilly Dally har det sjovt igen. De har fundet tilbage til glæden ved at spille musik sammen som venner.

Dilly Dally bryder de uskrevne grunge-regler

I musikvideoen til “I Feel Free” spiller Katie Monks’ hvide Flying V guitar en hovedrolle. Monks købte guitaren, da bandets fremtid stadig var et spørgsmålstegn, og det er den guitar, som alle sange på Heaven er skrevet på. På den måde er guitaren også et symbol på det nye kapitel i Dilly Dallys historie.

Guitarens heavy metal-æstetik er dog langt fra gået ubemærket hen. I en kommentar under musikvideoen på YouTube kan man se flere, der undrer sig.

»Is no one going to point out the fact, that she is playing grunge on a Randy Rhoads guitar?« er der en der spørger.

Randy Rhoads var guitarist for Ozzy Osbourne i starten af 80’erne, og hans heavy-look og virtuose guitarsoloer ligger langt fra den grunge-kasse, som mange gerne vil proppe Dilly Dally ned i. En tankegang som Katie Monks er træt af.

Var den hvide Flying V en bevidst provokation fra din side?
»Yeah. Vi brød reglerne. Vi spillede på en Jackson Flying V guitar og vi spillede nogle power chords,« griner Katie Monks.

»Jeg købte bogstaveligt talt den guitar, fordi jeg var så vred på hele den guitar-kultur, som i øvrigt er meget drevet af mænd. Jeg købte den som en stor fuckfinger til alle, der nogensinde har fortalt mig, hvilke guitarer der er cool, og hvilke der ikke er. Kurt Cobain spillede på en Fender, og han er grunge, derfor skal grunge spilles på en Fender. Jeg vil tro, at det er der, det kommer fra, men jeg bryder mig ikke om at sætte folk op på en piedestal. Vi er alle sammen mennesker.«

Men det er sjovt, hvordan så lille en ting kan få så meget opmærksomhed?
»Det er hysterisk morsomt, at folk er så religiøse over et fucking brand. Det er jo alt, hvad det er. For det er altså instrumenter vi snakker om! De er et redskab som kunstnere bruger til at skabe kunst. Hvorfor forsøger folk, at sætte begrænsninger for, hvad man må bruge dem til?«

»Du må kun bruge en bestemt type guitar, når du spiller denne her type.« Det er den tankegang som Katie Monks forsøger at nedbryde med hendes hvide Flying V, men det er ikke nemt. Det har hun lagt mærke til. For hvis hun knækker en streng under en koncert og bliver nødt til at tage en Fender frem i stedet, så jubler publikum højlydt. Det går hende dog ikke længere på. Dilly Dally gør lige præcis som de har lyst til.

»Hvad blev der af at være kreativ? Hvad blev der af at være anderledes og ikke bare gentage den samme ting igen og igen? Jeg gider ikke ende med bare at blive set som et 90’er-nostalgiband. Dilly Dally forsøger at gøre noget der er anderledes og mere end bare det. Vi følger ikke nogle regler eller traditioner. Vi laver bare den musik, der falder os naturligt som band,« fortæller hun.

»Det er instinktivt, og det var den samme instinktive følelse jeg mærkede, da jeg samlede min Flying V op for første gang. Den gav mig en følelse, der passede med det album, jeg gerne ville skrive.«

Om skribenten

Carl Windahl Bøllingtoft

Biografi:
Min far flaskede mig op på Gnags, C.V. Jørgensen og Gasolin. Selv blev jeg som 13-årig forelsket i Nirvana. Nu lytter jeg til det meste, men jeg er stadig gladest, når der er guitar med. På den ene eller anden måde.

Jeg er romantiker, drømmer, og den lille teenager inden i min 26 år gamle krop er en sucker for melankoli, uigengældt kærlighed og store følelser. Det går igen i mine lyttevaner.

Jeg hader desuden, når folk påstår, at rocken er død. Selvfølgelig er den ikke det, din snævertsynede tosse.

Fem favoritalbums:
Slowdive: Souvlaki
The Cure: Pornography
Frightened Rabbit: The Midnight Organ Fight
The Triffids: Born Sandy Devotional
Modest Mouse: The Lonesome Crowded West

Skriv et svar