Koncerter

Farao, 08.02.18, Ideal Bar, København

Farao indtog Ideal Bar mutters alene på scenen, men slap godt fra det. Foto: Mathias Kristensen.
Skrevet af Magnus Eldrup

Kvalitet i bagkataloget og en selvsikker attitude var nok for norske Farao, som dog kunne have nydt godt af lidt selskab på scenen.

Fredag aften var jeg i audiens hos en farao. Med en halvfyldt Ideal Bar som følge havde jeg trodset det modbydelige danske vintervejr i håbet om at tilbringe lidt tid med Farao og hendes uovertrufne debutalbum Pure-O. 

Norske Kari Jahnsen hedder kvinden bag pladen, og hendes unikke tilgang til alternativ popmusik ses allerede klart før hun gør sin entre fra bag scenetæppet. På Ideal Bars lille scene finder vi nemlig en samling af instrumenter, der i konventionelt regi mildest talt må betegnes som eklektisk. Især citaren og klokkespillet fangede mit øje. 

Mens Jahnsen med begrænset fanfare trådte op på scenen, så blev det også åbenlyst, at disse instrumenter ville være hendes eneste selskab deroppe på denne aften.

Som en ældre dame til en hiphop koncert måtte jeg nærmest gispe og tage mig til brystet da trommerne første gang væltede frem fra backing tracket. De var højere og ondere end jeg havde troet, det var muligt til en lille indiekoncert på Ideal Bar en langsom fredag aften. Min forskrækkelse skulle dog vise sig at være uberettiget. I takt med, at vi blev båret igennem aftenens første par sange, justerede mine ører sig, og trommerne veg fra at være altdominerende og overvældende til blot at være en fremtrædende og energisk drivkraft bag hver sang.

Allerede ved koncertens andet nummer “Get Along” måtte jeg for første gang nive mig selv i armen og tvinge mig selv til forblive i min anmelderrolle. Det er lettere sagt en gjort, for da Jahnsen i omkvædet sang »We don’t have to pretend to get along«, så var min første indskydelse at kaste min journalistblok lang pokker i vold og skråle med. 

Når nu anmelderbrillerne var på, så var det dog svært at overse det største problem med aftenens koncert. Sagen er den, at Farao laver fænomenal popmusik til dels i kraft af hendes forundelige evne til at trække finurlige lag af synthesizere, harper og sitarer sammen til en større helhed, men i høj grad også på grund af hendes fantastiske, aggressive og til tider lidt overvældende måde at lave beats på. Mens alt dette sagtens stadig kan høres fra backing tracket, så var det svært ikke at savne den nerve, der kunne have været, hvis instrumenterne havde været spillet live. Især da vi nåede til “Truthsayer” kunne jeg ikke lade være med at begræde manglen på en trommeslager, der virkelig kunne have sat skub på nummeret.

Under hele koncerten udviste Farao selvsikkert ejerskab over den lille scene. Hun vandrede veltilpas rundt mikrofon i hånd. Hun spillede skiftevis på citar og midikeyboard og når sangen kaldte på det kørte hendes fingre nonchalant henover klokkespillet. Denne selvsikre afslappethed bidrog også til, at det som publikum var let at sænke skuldrene og fokusere på musikken.

Da Farao sendte aftenens sidste nummer fra land fik hele koncertoplevelsen med det samme et løft. Sangen “Marry Me” viste sig overraskende dansabel, og der blev kvitteret med velvillig, omend afdæmpet, rokken på fodballerne fra publikum. Aftenens sidste møde med Faraos flittigt brugte stemmemodulator skulle også vise sig at være glædeligt. Som Jahnsen fine feminine vokal gjaldede mørkt og forvrænget over Ideal Bar, var det svært ikke at stå med halvåben mund, betaget af spektaklet.

★★★★☆☆

Fotos af Mathias Kristensen.

Skriv et svar