Koncerter

Homeshake, 20.02.19, Journey.fest, København

Homeshake lokkede masser af publikummer til Pumpehuset for at høre blød, sexet indiepop på en onsdag aften.

Der er ingen tvivl om – som i ingen tvivl om – at størstedelen af de tilstedeværende i Pumpehuset denne aften er kommet for at se Journey.indies tredje og sidste onsdagsnavn. Canadiske Homeshake, hvis medlemmer først og fremmest tæller Peter Sagar på synths og sang, men ved gud også hans fuldstændig fantastisk velspillende backing band, bliver hyldet som konge(r), da røgmaskinen signalerer mandens ankomst. Og efter applausen sænkes skuldrene, pulsen falder og temperaturen stiger, og publikum smelter på helt igennem magisk vis sammen til en stor, hoftevridende masse.

Lyset er blødt og bassen er sprød; trommerne sidder lige i skabet og er aldrig et sekund ude af takt eller kontrol. På kælen og åh så sexet vis bliver vi alle omslugt og trukket ind i Homeshakes helt igennem uimodståelige univers af sexede synths, stramt anlagt bas, tromme og guitar-arrangement og helt perfekt programmerede og eksekverede beats, der sømløst svæver ind og ud i mellem Sagars hviskende stemme. Med en finger i øret og en rolig inderlighed, som mange musikere må misunde, leverer han det ene sjælefulde nummer efter det andet. Og mens bandet holder takten, også når det bliver eksperimentmeterende og skævt, er Sagars stemme det element i opstillingen, der gør det hele levende og meget, meget svært at stå for.

Publikum jubler, da de første toner af ”Every Single Thing” slås an, og vrider sig i fryd, da ”Give It to Me” med sine bløde synth klokker forfører, og hele salen hviner med på den sprøde guitar, der karakteriserer nummeret. Ikke en krop står stille; det her er sex musik, intet mindre. Lounge, soul, Lo-Fi synths og sgu også jazz samlet i et velovervejet og velspillet udtryk, som man har umådelig lyst til at invitere på en drink med forhåbning om mere. En gut sidder ganske tilforladeligt på kanten af scenen med lukkede øjne, mens en anden råber mod scenen efter et specifikt nummer. »Please don’t yell at me« hvisker Sagar ned i mikrofonen. Der er ikke plads til den slags aggressioner her.

Folk var vild med Sagar, og jeg ligeså. Og derfor irriterer det mig også grænseløst, at jeg ikke bare kunne få lov at glide derfra med varmt blod og et smil på læben. Der er desværre et aber dabei, der uheldigvis står i vejen for topkarakter. For folk var vilde med Sagar, men Sagar var også virkelig vild med sig selv. Selvfedmen kunne skæres i med en kniv, og backingbandet havde meget travlt med ikke at vise nogle former for følelser i deres ansigter, så Sagar kunne få lov at være den charmerende, kælne og kreative. Det kunne jeg egentlig godt have undværet – ja faktisk irriterede hans små kække lege med mikrofonen mellem sangene mig grænseløst. Mindre af det og mere sex, tak.

★★★★★☆

Fotos af Daniel Nielsen.

Skriv et svar