Koncerter

Kokoko!, 11.02.2019, Alice, København

Foto: Mathias Kristensen.
Skrevet af Joakim Dalmar

Kokoko! fik skudt københavnernes vinterferie i gang med DIT-techno festivitas og Kinshasa-stemning. Selvom koncerten til tider blev en rodet fornøjelse, så var den hedonistiske fejringsdans en medrivende affære.

Congolesiske Kokoko! markerede sig stærkt på spillestedet Alice i går, hvor der var dømt fest i kolde København. Med trommestikker ud til alle sider, skæve melodier og ping pong-råben indtog det energiske orkester hele spillestedet med manér. Festen startede ud med råb gennem en megafon, som jeg ikke forstod så meget af – mest på grund af forvirring omkring en høj sirene-lyd fra megafonen, som startede helt ude i opgangen af Alice og listede sig ind blandt publikum.

Kender man i forvejen ikke dette kollektiv bestående af fem, livsbekræftende perkussions-entusiaster, skal man først introduceres til deres meget skæve tag på instrumenter, der består af dåser, plastbeholdere og hvad man nu ellers kan tænke sig frem til at anslå rytmer på. Ja, og så selvfølgelig den helt og aldeles medrivende råben i kor, der svingede frem og tilbage i takt med, at hele scenen skulle bestiges og indtages med dans.

Koncerten var en decideret fest, og det var København helt klart med på. Mandagsstemning kunne ikke holde Kokoko! fra at få publikum til at svinge hofterne og synge med på deres råbe-prægede hooks, som f.eks. stod stærkt ved “Azo Toke”, som publikum klart havde nemmest ved at løsrive sig til. Også “Tokoliana” var en stærk repræsentant, der med sin meget monotone, men fængende basgang fik gruppen til at køre dette nummer ud til at være en af de længere varende dansegulvs festligheder

Opbygningerne var dog ofte forudsigelige og afrundingerne lettere rodede. Specielt når festlighederne gik lidt for vildt for sig, kunne der nogle gange godt bruges en queue af en sort – det virkede et par gange til at morskaben forvildede sig ud i, at man glemte afrunde energien ved at anslå en omgang dåse for meget efter sangen. Kontrasten mellem de giftige og forvrængede melodier, bestående af en syret synthesizer eller et sitar-sample, og de hundrede trommestikker, der fløj rundt i lokalet, blev af og til en anelse desorienterende for rummet, hvilket fik stemningen til at køre ud i et ustyrligt, rytmisk kaos. Afrundingerne på flere af aftenens numre virkede i det hele taget en tand forhastede.

Uanset disse mindre skavanker var oplevelsen god. Det tør skrives, at der fra første sekund af koncerten blev dømt hundrede procent, rendyrket sjov. Energiniveauet var højt, og det gik i den grad ikke til spilde, hvilket udgjorde balancen mellem det fine og det, som man i virkeligheden var kommet for – at danse og råbe op som respons til den festlige, catchy råben, som Kokoko! leverede. I realiteten var hele koncerten en medrivende opleveselse, der løftede publikum helt til Kinshasas gader, hvor man rigtig kunne mærke den vitale mening bag festlighederne.

★★★★☆☆

Fotos af Mathias Kristensen.

Skriv et svar