Koncerter

Liss, 22.02.19, Journey.Fest, København

Foto: Daniel Nielsen

Liss introducerede nye numre og vakte stor gensynsglæde med de gode gamle. Bandet leverede en god koncert – dog en lidt kedelig én af slagsen.

Øllene havde efterhånden bundfældet sig, og humøret blandt Vegas gæster var højt, da Liss som de sidste til Journey.soul indtog scenen i Store Vega. Bandet satte i gang med en upoleret og enkel vokalintro fra forsanger Søren Holm, hvorefter resten af bandet stemte i. Herefter introducerede Liss publikum for en række nye numre, der endnu ikke er udgivet, og de glade koncertgængere tog godt imod dem. Salen var tætpakket, bandet afslappet og opbakningen fra publikum var lige som den skulle være.

Med lækre breaks, fængende guitarsolo og catchy melodier guidede Liss de tilstedeværende igennem de nye numre, der sådan set alle lød meget godt. Når det er sagt, var der dog ikke rigtig nogen af de nye sange, der syntes at have samme gennemslagskraft og medrivende effekt som de gamle numre, og den afventende stemning blandt publikum vidnede om, at de forventede andet og mere end det, der foregik. Fik de så det? Det kan man godt sige, at de gjorde.

Efter en god håndfuld nye sange takkede Liss publikum for deres lydhørhed, og så var det ellers tid til, at der kom andre boller på suppen: »Nu gider vi ikke spille flere nye sange,« sagde Holm, og straks efter startede bandet på den velkendte intro til nummeret ”Always”. Publikum hujede begejstret, mens Holms karakteristiske stemme fyldte salen, og lige som man ikke troede, at det kunne blive meget bedre, ja så blev det, det faktisk. For ud af det blå trådte Coco O., der kort forinden selv havde givet koncert på selvsamme scene, ind på scenen for at tilslutte sig bandet og sammen med Holm gøre ”Always” til en power-pop-duet – og det var noget, vi kunne lide! Mens jeg tog mig selv i at svinge hofterne fra side til side, skuede jeg ud over mængden at festglade mennesker, der alle havde store smil på og dansede til bandets soulede popmusik. Nok har Liss på det sidste holdt lav profil, men det har sandelig ikke fået folk til at glemme dem.

Så snart Liss begyndte at spille de gode gamle numre (”Try” og ”Sorry” mm.) var der dømt fest, som fortsatte til sidste sang. Koncerten var dog i det store hele ikke nogen overvældende oplevelse. Trods publikums tålmodighed var første halvdel af koncerten, der udelukkende bestod af nye numre, noget tung at komme igennem, og skønt sidste halvdel bestemt var en fest, syntes den samtidig en smule letkøbt.

★★★★☆☆

Fotos af Daniel Nielsen

Om skribenten

Marie Louise Takibo Kaspersen

Om mig:
Med strutmås og klappende hænder dansede jeg lystigt hjemme i stuen, fra jeg var minimenneske og til jeg var omtrent 10 år, til tonerne af vestafrikansk musik, som min far ofte spillede over anlægget. Dette mixet med et ustyrligt Michael Jackson-teenageflip og en god portion soul har været afsæt for min musiksmag og gjort mig til fan af især de 'bløde', meget rytmiske og til dels udfordrende genrer, såsom soul, funk og jazz. Noget pop priser jeg, andet fordømmer jeg, mens indie- og singersongwriterstilen jævnligt får lov at slå et smut forbi. Selv har jeg beskæftiget mig med musik i syv års tid, og så har jeg mig en bachelor i Kommunikation & Kultur- og Sprogmødestudier fra RUC.

Fem af mine favoritalbums:
Michael Jackson: Off the Wall
Esperanza Spalding: Esperanza
Bobby McFerrin: Bang! Zoom
Frank Ocean: Channel Orange
Kings of Convenience: Riot On An Empty Street

Skriv et svar