Koncerter

Low, 09.02.19, Voxhall, Aarhus

Foto: Jason Champney / jaceimages.
Skrevet af Signe Palsøe

Lows seneste album er mere skurrende og dissonant end nogensinde. Og Lows seneste koncert? Not quite. Musikken på Voxhall var smuk, langsommelig og selvfølgelig lige i skabet.

»… There’s another knock. And the man opens the door. And there’s a snail. And he picks up the snail and throws it into the yard.« Alan Sparhawk holder en kunstpause og lader blikket glide over salen i nogle sekunder, inden han fortsætter; »Ten years later, another knock on the door. The man opens, and the snail’s there again. And the snail looks up at him and says: ”What the hell was that about?!”.«

Voxhall er selvsagt henlagt i ekstatisk applaus. Sparhawk præsenterede ti minutter tidligere sine to medmusikere som bassist »Steve Garrington playing an ambiguous G« og perkussionist »Mimi Parker tapping her mic,« og ja, der er ingen tvivl om, at størstedelen af Low har tekniske problemer i aften. Så mange, at der er behov for en Otto Leisner-aspirant til at holde publikum på stikkerne, mens instrumenterne bliver kørt ordentligt i stilling.

Jeg havde ikke just regnet med, at lun onkelhumor skulle åbne Lows koncert lørdag aften. Bandets plade fra sidste år, Double Negative, er en samling forvrængede, opklippede og dystopiske numre, der cirkler om håbløsheden over, at Amerika er i hænderne på Donald Trump – eller ”that prick”, som Sparhawk antageligt har kaldt præsidenten ved tidligere koncerter. Hverken smædeord eller politiske tordentaler er dog i luften lørdag aften. Faktisk trækker de tre på scenen sig helt tilbage i deres egen sfære, så snart teknikken er under kontrol, og publikumskontakten er minimal gennem resten af koncerten.

Alligevel er bandets behagelige velkomst overraskende karakteristisk for koncerten som helhed. Numrene fra Double Negative former sætlisten, men vi opdager hurtigt, at Low på plade med B.J. Burton i producerstolen ingenlunde er lig med Low på egen hånd på en scene. ”Always Up” åbner med et smukt samstemmigt vokalarrangement som på albummet, men pladens ildevarslende, snurrende elektronik viger i aften for en rolig, klar guitarbund. Bandets lydflader er ikke dekonstruerede eller omfattende manipulerede som på pladen, og den tendens fremstår på intet tidspunkt tydeligere end på efterfølgeren ”Quorum”. Nummeret simulerer på albummet et ubehageligt og omskifteligt susende undertryk i de eustakiske rør, og – indrømmet – et voksent ørebarn som mig kan næsten ikke holde ud at lægge lytteorganer til det. Her i aften er lyden classic Low – langsommelig, tydelig og intens.

Nogen vil måske mene, at det er et kedeligt træk af Low at nedtone de elementer på Double Negative, som stikker ud og gør albummet til et ekstraordinært nytænkende værk i bandets ellers meget stilsikre portefølje. På Voxhall fungerer strømliningen dog strålende af flere årsager.

Først og fremmest får vi på gulvet nogle smukke alternative versioner af albummets numre, hvor instrumentallinjerne står skarpt. Måske kan vi oven i købet dechifrere lyrikken, som på ”Quorum”, eller måske træder kuldegysende intense passager af stilhed i stedet for pladens dissonante støj som på ”Tempest”. Og ja, stilheden er vitterlig intens. Det mindste optræk til snak på publikumsrækkerne tysses prompte ned, og salens ellers så udsatte boble af skrøbelig tavs lyd forbliver intakt.

Samtidig fornemmer vi, at de nye numre kommer de gamle i møde med deres rensede lyd, og materialet mødes i en imponerende helstøbt ramme. Faktisk er sættets mest dystre passage overraskende nok et fremragende midterstykke af ældre numre. ”Do You Know How to Waltz?”, fra Trust, og ”Lazy”, helt tilbage fra 1994-debuten I Could Live in Hope, flankeres af dunkle, tætte guitarflader, og selv om slæbende passager af ildevarslende stilhed opbryder støjmuren, tiltager lydniveauet kun i styrke numrene igennem. Det er suverænt, og en forrygende kontrast til koncertens overjordisk klingende indslag med Mimi Parker ved mikrofonen. Vi skuer mod loftet til de krystalklare fraseringer på ”Fly”, når vi da ikke lige skæver mod scenen og benoves over, at det er fysisk muligt at håndtere et trommesæt og synge som en engel på samme tid.

Low er måske nok ude at afsøge nye musikalske territorier, men mest af alt er Low bare Low, som de altid har været – rugende, nuancerede og med en sans for at sætte stemningen, så armenes små hår ikke får et øjebliks fred. Sparhawks indledende sneglevittighed var måske alligevel ikke grebet i den blå luft? Her i aften fremstår Low i hvert fald som et band, der langsomt, men sikkert altid finder hjem til kernen i netop deres lyd.

★★★★★☆

Fotos af Jason Champney.

1 kommentar

Skriv et svar