Koncerter

Nils Frahm, 13.02.19, Voxhall, Aarhus

Skrevet af Signe Palsøe

Fra vintage-mellotron til toiletbørster: Nils Frahm gik onsdag aften all-in på at demonstrere bredden af sin lyd.

Hvis Danmarks ingeniørstab keder sig her i vinterferien, er det deres egen skyld. I mandags byggede og livetestede fire pragtfulde gutter en omfattende Storm P.-maskine i Go’morgen Danmark, og allerede her to dage senere er der mere underholdning af samme skuffe. »This button has flown away… somehow. That’s O.K., I’ve got hundreds of others.« Nils Frahm vimser let på tå fra scenens ene massive synthesizer til den næste, og man fornemmer næsten sixpencen lette i små hop på hans vej over scenen. »And this one… goes to 11.«

Frahm stiller sig til sidst tilfreds med maskinparkens tilstand og lader os vide, at han efterhånden har haft nærværende instrumentsamling med til 120 koncerter verden over. Vi på gulvet strækker hals og prøver at få et nogenlunde overblik over remedierne på scenen, men indsatsen er nok forgæves for de flestes vedkommende. Både fordi Voxhall er stuvende fuldt og udsynet deraf begrænset – og så fordi der er en naturlig grænse for, hvor mange genstande det menneskelige synsfelt kan indeholde.

Nej, Frahm er ikke typen, der rejser udelukkende med håndbagage, men han har trods alt en undskyldning for den tunge oppakning i sit seneste album, sidste års All Melody. Pladen er et overflødighedshorn af lydlige afsøgninger, der selvfølgelig cirkler om Frahms evige udgangspunkt i klaveret, men samtidig inkluderer mange nye instrumenter og mere eller mindre heftige elektroniske spor og manipuleringer. Og scenens virvar af lydmaskiner – herunder, øh, cirka syv med tangenter – vidner i den grad om Frahms dagsorden.

Første skæring på All Melody, “The Whole World Wants to Be Touched”, åbner også i aften, da tyskeren anslår nummerets enkle melodilinje på et lille dukkeklaver og dernæst lægger et violaspor henover. Frahm optager og sampler stykkerne, men de naive toner får ikke lov at stå alene længe – snart rykker han videre til nabokeyboardet, der med et dystert rumklangsfilter oversvømmer vores ellers så hyggelige stemning i tung, olm synthdrone. Og til den tunge drone hører naturligvis tung dub: Frahm pisker videre til sin synth midt på scenen, og med de nye rytmer sætter “Sunson” i gang.

Ja, de mange dingenoter på scenen kalder på, at Frahm udbygger sine kompositioner med nogenlunde den hastighed, han kan rykke fra et instrument til det næste. Mange numre ender da også et helt andet sted end forudset. Et nedbarberet, men æggende, nærmest bossanovaklingende pianostykke får os i salen til at rokke i takt, og nummerets tiltrækningskraft øges yderligere af de store, nøgne flader af stilhed mellem tangenttrykkene, hvor kun klaverets arbejdende mekanik og små rømmelser blandt publikum når vores ører. Lydbilledet udvider sig dog snart, og under et samplet kvindekor vokser rytmen til sidst til et hektisk drum’n’bass-track.

Det er overraskende, jovist, men det er måske ikke det træk, der yder nummeret den største retfærdighed. Måske sker det også en enkelt gang, at Frahm skruer lige rigeligt op for sit digitale panfløjteensemble, og lyden tipper mod forpustet gøgerede i stedet for at give musikken en smuk, organisk dybde.

Det er dog sympatiske svipsere i tyskerens ivrige indsats for at give os publikummer den mest alsidige version af hans lydunivers. Især mod slutningen af det to en halv time lange sæt rammer Frahm bullseye. Et midnatsblåt jazzstykke udelukkende for piano er præcis den fornødne tid om at nå i mål, og “#2” bygger snart op fra et undseligt fundament af dub til at fylde Voxhall med et saligt virvar af bløde rytmer og lokkende kvindekor. Lige i skabet.

Og så er der selvfølgelig det efterhånden berømmede “Toilet Brushes”-indslag, hvis komme Frahm varsler ved at indtage en dramatisk positur med ryggen mod publikum, ansigtet mod klaverets blotlagte strenge og en toiletbørste strittende fra hver hånd. At spille et nummer direkte på instrumentets strenge er måske nok et billigt trick, men ikke desto mindre har den ene prepared piano-auteur efter den anden gennem tiden retfærdiggjort, at netop denne praksis holdes ved lige. For ja, det lyder ærligt talt topfedt og overraskende meget som et paranoidt, hektisk Disney-soundtrack, når Frahm går til strengene med de to strigler. Løb, Simba, der kommer hyæner.

Det er svært at forestille sig en mere passende afslutning på en aften, hvor lydindtrykkene stod i kø. Mange overraskede, nogle blændede, og enkelte faldt til jorden – men altså, hvad ville charmen ved en Storm P.-maskine være, hvis alle trisser og taljer altid summede med et symfoniorkesters præcision?

★★★★½☆

Skriv et svar