Plader

Søn: Det Skandinaviske Design

Københavnske Søn udgiver i dag deres debutalbum: et kreativt og ærligt portræt af ungdommen i den vestlige verden.

Ung, urban popgruppe skriver drømmende, synthbadet musik og personlige tekster om ungdomslivet i det 21. århundrede: en beskrivelse, der i tidens danske musiklandskab er så utroligt universel – ja, faktisk næsten triviel. Du kan i virkeligheden helt selv vælge, hvem af de mange nye, danske grupper, du mener, der er tale om. Navne som Barselona, Liss og CHINAH tæller blot en brøkdel af de nye repræsentanter for vores generation. Og vi, der lytter, sluger det hele råt og med stor fornøjelse. Poetisk pop har ben at gå på i disse år. Men lige nu er det altså københavnerkvintetten, Søn, der er tale om. Og de er alt andet end trivielle. I fugleflokken af ung, dansk pop er Søn, med deres dybt personlige fortælling og fantasi, en musikalsk påfugl.

Det Skandinaviske Design er det første album i fuld længde fra bandet, der spiller selverklæret »smadderpop«, men egentlig bevæger sig over et bredt og somme tider svært definerbart genrespektrum. Deres lyd er afsøgende og har sit tydelige fundament i sangskriver, sanger og guitarist Kristoffer Jessens karakteristiske historiefortælling og stemme. Men selvom tekst og vokal langt hen ad vejen er omdrejningspunktet i musikken, bliver instrumentalsiden hverken dvælende eller kedelig – og der bliver da også både plads til vibrafonklingende keyboardtemaer og spacede guitarsoloer undervejs.

Pladen lægger ud med en kort, drømmende intro, straks efterfulgt af nummeret ”Fem Fingre”. Det første, der vækker opmærksomhed er Jessens nærværende stemme, som skrøbeligt, men alligevel uden omsvøb, minder os om, at »her i Skandinavien / lukrerer vi big time / på vores hvide hud«. Så er tonen ligesom slået an. I samspil med det stemningsfulde akkompagnement udgør sangen en både smuk og velkomponeret introduktion til alt det, bandet har at byde på.

Eksistentialismen, nærværet og den ligefremme facon er nøgleordene, der viser sig at gå igen i flere af de poetiske tankestrømme, der skaber albummets beretning. Kristoffer Jessen leverer sin egen sandhed råt for usødet, og ofte på komisk vis. Et glimrende eksempel herpå er den storladne ballade, ”Ægte kærlighed”, et andet af albummets absolutte højdepunkter. »Jeg kan godt lide dig / jeg tror måske, jeg elsker dig lidt / men ik’ sådan forever« lyder en del af teksten, der slukøret fortæller historien om den lunkne kærlighed, som ikke lever op til forventninger avlet af romantiske komedier og Spotify’s Top 10. Ironien understreges da også endnu tydeligere af, at sangen bliver efterfulgt af titlen ”Når pornofilmen er færdig”. Der bliver ikke lagt fingre imellem.

Selvom Søn på mange måder er nyskabende og skiller sig ud fra mængden, er det ikke svært at høre spor af inspirationskilder i musikken. Mange af deres sange emmer af new wave og midt-firser jangle pop, og mine tanker spores flere gange hen på det tidligste Gangway eller, nok allermest, The Smiths. Morrissey har sat sit tydelige præg på Søns vokal- og tekstunivers, og også de jangly guitarriffs, der driver mange af deres sange frem, lyder ikke langt væk af firserne. Det passer udmærket ind, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, at Søn er allerbedst, når de bare lyder som sig selv.
Det gør de på albummets titelnummer, ”Det skandinaviske design. Sangen markerer en resignation – en smertefuld erkendelse af, at vi alligevel ikke skulle være stjerner, rebeller, overmennesker; at ingen af os er hævet over Ikea og minimalistisk design. Udtrykket er blevet tilført en jazzet og eftertænksom stemning, der vokser og kolliderer i en fandenivoldsk guitarsolo. Det klæder virkelig lydbilledet, og det illustrerer musikkens evne til at være skæv og alligevel helt vildt fængende på samme tid.

På skivens sidste nummer er vi kommet på hospice, hvor vi drømmer os tilbage til ungdommen i romantisk retrospektiv. Jeg har tænkt længe over, hvordan jeg skal forholde mig til den måde, pladen ender på: ”Hospice” slutter nemlig abrupt, uden varsel, hvad der lader til at være midt i sangen. Jeg går ud fra, det ikke er af dovenskab – men hvad der så skal forklare den bratte finale, tør jeg næsten ikke gøre mig klog på. Måske er det et sidste ironisk ikke-punktum, en lille reference til det forrige nummers »uforløste blowjob, der ligger og simrer / sammen med dine forventninger,« eller bare et provokerende forsøg på at genskabe den pludselige, ubekvemme stilhed, der opstår omkring dig, når du hører musik i høretelefoner, og din telefon med ét går ud. Jeg ved ikke hvad, det hele skal betyde – men jeg gad godt vide, om de slutter på samme måde til deres koncerter.

Med Det Skandinaviske Design har Søn skabt en spændende og anderledes debutplade, der nysgerrigt leger med idéen om, hvad ny, dansk pop kan. Den er et tidsbillede af alt dét, ungdommen også (og måske allermest) er i 2019.

★★★★½☆

Om skribenten

Marie Vedding Poulsen

Biografi:
Næsten-voksen 20-årig med hang til melankolsk musik og alt hvad der er autentisk. Og så er jeg ellers mere eller mindre almindelig.

Seks favoritalbums:
Neutral Milk Hotel: In the Aeroplane Over the Sea
Tom Waits: Rain Dogs
Melanie de Biasio: Lilies
Balstyrko: Jagten Paa Noget
Tracy Chapman: Tracy Chapman
The National: High Violet

Skriv et svar