Plader

The Entrepreneurs: Noise & Romance

Skrevet af Jens Trapp

Danske The Entrepreneurs’ debutalbum er en eksplosion af både larm og romantik og har meget passende fået titlen Noise & Romance. Det er legesygt, eksperimenterende og en fryd for øret.

The Entrepreneurs’ debutalbum Noise & Romance åbner effektivt med et guitarriff, der kunne være taget lige ud af en knitrende stejl og elektrisk drøm om lyden af David Bowie i sen-70’ernes Berlin. Trommer og bas falder ind, forsanger Mathias Bertelsen istemmer drømmende verset og så; det helt høje, gudsbenådede og tilsyneladende ubesværede leje i omkvædet (om det er et randregister omkring kontratenor og falset, er jeg ikke stemmekyndig nok til at sige, men smukt, det er det), efterfulgt af en olm underdrejet og syret synthesizer buldrende og motoragtigt i bunden. I det hele taget er “Session 1” et overrumplende idérigt og opfindsomt nummer.

Belgisk musik, som den er skruet sammen hos bands som Deus og TC Matic, falder mig ind, og jeg ved ikke hvorfor, for ved et genlyt af netop de bands, er der ikke nogle umiddelbare referencer andet end, måske nok så vigtigt, selve grundstemningen, der også er antydet i albumtitlen Noise & Romance. For den rammer virkelig plet, den titel. Ved de første gennemlytninger er det støjen, der knejsende står og stritter som statisk elektricitet i pelsen på en ræv, der splintrer gennem et isklædt landskab med skarp sol, der præger oplevelsen, mens romantikken mere kommer snigende som en elsker om natten. Særligt efter at have sat albummets sidste fire numre, “Ages”, “Despair”, “Morning Son” og “D-Tune”, på repeat. De er numre af international klasse, men måske ikke de numre, der vil blive fremhævet andre steder end i denne anmeldelse — så meget desto mere grund til eksplicit at nævne dem. For med disse fire sange i baghovedet vokser også resten af albummet ud af støjen, som et vidt forgrenet mycelium, der langsomt kravler ind og sætter sig i nervesystemet, hvor det fører lytteren ind i en svampeblød tilstand af velvære. Noise & Romance. Kontrasterne trukket fornemt op.

Ikke at jeg ikke forstår valget af singleudpil fra albummet. De fungerer rigtig godt og er mere bredt appellerende, måske, end mine egne favoritter, der mere står med deres underspillede stemning, hvor den skaber en kadence til alle de finurligt larmende excesser på resten af albummet. Singlerne “Say So”, “Heroine” og “Joaquin” rummer alle tre både noise OG romance, og er på den måde fremragende eksponenter for hele albummets idé. På “Heroine” leges og manipuleres der ovenikøbet med stemmerne, så det hele bliver dejligt dystert og dommedagsagtigt. En stemning der også er at finde på den fine “Be Mine”. Selv siger Mathias Bertelsen om nummeret “Heroine”, der blev til i en intens 24 timers-session: »I processen med det her track følte vi virkelig, vi ramte kernen af, hvordan vi ønskede albummets lyd skulle være. Det var første gang, vi havde skrevet så lang en intro, og måden, det hele samlede sig på, gav os et helt nyt perspektiv på indspilningerne af resten af albummets sange«. At det så er sangen “Morning Son”, om Bertelsens, på det tidspunkt, endnu ufødte søn, der i mine ører er albummets stærkeste nummer, er en anden sag. Måske er det netop i kraft af sin skramlende akustiske guitar og smukke melodi, der i kontrast til resten af albummet, stikker ud og løfter det hele op.

Der leges og eksperimenteres i det hele taget meget — det er en fryd, og selvom jeg indimellem står stakåndet tilbage, som om der sine steder også er lidt for meget på spil, for mange ideer der vælter sig frem i et stormløb mod muren i den fæstning fornuften og ’hverdagen’ udgør, ja, så er det jo lige netop dét, der er essensen i al god kunst. Det skal ikke bare være et uniformt, leflende projekt, men tilføre noget der ligger udover det forventelige og løfte det til andet og mere end bare musik. Og der synes jeg The Entrepreneurs, i samarbejde med producer Jens Ramon (Figurines, The New Spring etc.) og Nis Bysted (Iceage, Blaue Blume, Cancer etc.), der i den sidste fase af projektet, sammen med Ramon, har stået for miks og mastering, lykkes med deres bestræbelser. At vi kommer til at høre rigtig meget til Jonas Wetterslev, Anders Hvass og Mathias Bertelsen kan der ikke herske tvivl om efter dette udspil. Personligt kunne jeg så drømme om et udspil, der er tæmmet en anelse, så flere af enkeltdelene får mulighed for at lejre sig og komme til deres fulde ret. Til slut er det værd at nævne det fede cover kreeret af Stefan Björklund.

★★★★★☆

 

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres

Mine kriterier for gode anmeldelser er at musikken besidder en vis integritet og ikke lefler for den gode smag. Der må MEGET gerne være noget kant på tingene ;-)

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums bl.a.:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Bill Callahan: Apocalypse
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en sen barndoms- eller ungdoms faible 😉 Der spillede Not Fragile med Bachman-Turner Overdrive også en rolle. Det første rockalbum jeg hørte. Det var en gave fra en ældre pige i gaden, på kassettebånd og med Sebastian på den anden side. Sandsynligvis Blød Lykke fra samme år som Not Fragile. Jojo)

Skriv et svar

boeger