Plader

White Lies: Five

Skrevet af Lasse Yde Hegnet

Britiske White Lies udgiver i dag deres femte album. Et vellykket stykke helhed, som momentvis samler bandets bedste kvaliteter og peger i nye retninger.

Det er ikke mange dage siden at White Lies‘ første album To Lose My Life… kunne fejre 10 års jubilæum. Derfor er timingen for udgivelsen af deres femte album Five, nærmest perfekt i forhold til at gøre status over London-gruppens musikalske udvikling siden debuten i 2009.

Det der dengang katapulterede White Lies til toppen af hitlisterne og ud til begejstrede lyttere over hele verden, var deres mørke, fortættede og knivskarpe lydunivers. Det var forsanger Harry McVeighs markante stemme, der altid vil lyde tilbagelænet og melankolsk, næsten uanset hvad han synger. Det var bassist Charles Caves poetiske sangtekster. Det var trommeslager Jack Lawrence-Browns præcisionsbombende trommer.  Og så var det et talent udi numrenes opbygning og en sans for detaljen, som få bands har mage til.

Five er den væsentligste forskel fra dengang, at lyduniverset er blevet mere mudret. Hvilket ikke kommer som en overraskelse, eftersom udviklingen derhen har været tydelig lige fra bandets andet album, Ritual. Det er en bevægelse der gør pladerne lettere at lytte til, eftersom lyden ikke har så mange skarpe kanter, men derimod er sammenflydende.

Five åbner med et bjerg der skal bestiges i nummeret “Time to Give” der er hele 7.35 minutter langt! At åbneren tager sig sin tid er typisk White Lies, men her går det for vidt.  Lydmæssigt er det en fætter til det forgående album, Friends, der lød som om White Lies var en hval der havde slugt 80’er bandet A-Ha og deres lyd… En udvikling undertegnede ikke brød sig særligt om. Men okay… A-Ha kom for at blive og magten ligger hos synthesizeren på dette meget lange nummer, der lever af at lade sine grund-rundgange køre i stadigt højere tonemæssige cirkler. I op til to minutter sker der ikke andet end at tone-arten bliver højere, og det er selvfølgelig en kraftig understregning af nummerets titel og budskab, men det mangler simpelthen en nerve for at kunne køre så lang tid og bygge så lang en spiral op. Det er lige før det er spild af lytterens tid. Særligt fordi det er totalt båret af synthesizeren og det bliver for 80’er melankolsk uden bund.

Herefter skal pladen samle sig selv op. Det bruger den egentlig tre numre på. Startende med “Never Alone”, der lyder som om det starter i maven på RoboCop og er et af pladens korteste numre, og et af de numre der vokser mest pr. gennemlyt. De 3.34 minutters spilletid giver en god kontrast til “Time to Give” og har i Caves funky basgang og vokalen genkendelige jamren, et hitpotentiale der kunne være tydeligere hvis den ikke have åbningsnummeret som kronologisk klods om benet. Det følges op af singlen “Finish Line” der først og fremmest skiller sig ud ved at have en akustisk guitar langt fremme i lydbilledet og i det hele taget er der noget salme-agtigt over nummeret. En ny tendens for briterne, der fortsætter på “Kick Me”, der har akustisk klaver som sit kendetegn. Tekstens stille, men bestemte kald på hjælp »Kick me, come on«, bliver i den graf besvaret musikalsk på resten af pladen, der herfra ændrer karakter.

“Tokyo” er første nummer der giver lyst til at skrue op når man hører pladen igennem i sin helhed. Det sitrer. Det er ved at sprænges af energi. Både i bassen og den elektroniske lyd. Det er selvsikkert og selvrefleksivt, og blander bandets bedste elementer: guitaren og bas er basen, mens syntesizeren får lov til at kaste glitter og farve over ensemblet. Tekstmæssigt, har Cave også fat i nogle gode billeder, eksempelvis den generelle betragtning » ‘Cos we know/That every city has a China Town«, der fungerer på flere niveauer, men som står stærkest i forhold til at være et billede på mennesker. Alle har noget man falder for. Alle har noget man slår sig på. Alle har det man søger. Derudover rammer teksten også noget mere poetisk i de småspydige linjer: »Your every unhappy cruise/Oh you never looked good in blue/And I’m the sunset, I’m the view«. Det spiller, og som en yderligere detalje, så er det første gang McVeigh skærer mere i stemmen i et nummer. Måske nogensinde i bandets karriere! Netop det understreger nerven i nummeret. Tekstmæssigt, er det et fint vink tilbage til “Morning in L.A.” fra det foregående Friends-album, med at bruge bynavne og geografi som lyrisk omdrejningspunkt.

De næste numre “Jo” og “Denial” lugter (ligesom resten af pladen) af at handle om brud i kærligheden. “Jo” har fart på og giver meget plads til guitaren, der er tung og understreger vreden i nummeret. Det er også pladens korteste. “Denial”  er første nummer der ikke starter med synthesizeren og giver en arkæologisk fornemmelse af at det gamle White Lies virkelig ligger under det nye. Som at gå ind på Akropolis i Athen og pludselig forstå hvad det egentlig var grækerne kunne tilbage i oldtiden. Det er det samme her, bare dækket af adskillige jordlag tatoveret med synthesizere. “Denial” kan i den forstand høre til på både album to, Ritual, og tre, Big TV. Det fremstår derfor som pladens tungeste og muligvis også mørkeste. Det har en decideret rocksolo på guitaren, der er er endnu et nyt element som bandet bruger og giver nummeret en form som et helt standard rocknummer.

Så kommer næstsidste nummer, “Believe It”… Og nu må spørgsmålet komme… Står vi med det bedste White Lies-nummer nogensinde i de 3.34 minutter? Det kan i al fald noget som intet tidligere nummer har kunnet. Alle White Lies-numre har på en eller anden måde en tilbagelænethed i sin vokal. Som om McVeigh aldrig helt har kastet sig i helt i favnen på lytteren. Det har aldrig været nødvendigt fordi hans stemme er så særk i sig selv, og at han har overladt det til instrumenterne at komme ud over kanten. Her virker det ikke som om han holder sig tilbage. Instrumenterne og nummerets generelle tempo og intensitet bakker ham fantastisk op, men ja… det er som McVeigh smider sikkerhedsselen mere end han plejer. Dét er en af de ting gør nummeret utrolig nærværende. At bandet så også leverer en perfekt afbalanceret nummer-opbygning er kun en fordel. Sammen med de små forskellige detaljer der følger flere af sætningerne i versene, som den skærende, sirene-agtige lyd der følger enkelte af verslinjerne. Det er det første White Lie nummer seks år, der har været totalt umuligt at slukke for. Vi skal tilbage til Big TV-pladen fra 2013 og nummeret “There Goes Our Love Again” for samme fornemmelse. Nummerets tekst er skrevet på baggrund af oplevelser fra brugere af praktiserende psykologer, og er på den måde også et surrealistisk, virkelighedsnært digt, tilsat al den kraft som White Lies besidder. Jeg tør ikke helt lægge hovedet på blokken og kalde det, det bedste nummer bandet har lavet, men… huha… det er tæt på!

Pladen lukkes ned af nummeret “Fire and Wings”. Det er et nummer med en meget tung guitar og markante skift mellem den, og “hook’et” i sangen, som fremføres på forskellige måder. Nummeret er måske et spark bagud mod det White Lies vi har lært at kende gennem de seneste 10 år, i og med at det ikke lyder som noget andet bandet har lavet før.

Men… hvad er al det her så egentlig værd? White Lies er efterhånden et meget etableret band, med et stærkt bagkatalog og tydeligt beviste evner indenfor sangskrivning, sangopbygning og musikalitet. Five er en fin sammensætning af de ting bandet kan, og et beskedent næste skridt (men dog et skridt) videre i udviklingen af deres lyd. En lyd der giver stadig mere magt til synthesizeren. Hvilket ikke er til undertegnedes store begejstring. En ting der dog har ligget i fornemmelsen hele tiden, er at pladen er højdepunktet for den lydudvikling bandet startede med Friends, ligesom Big TV på en måde også var kulminationen på udviklingen der startede på Ritual. For undertegnede, står bandets albummæssige højdepunkter helt klart i de færdigudviklede lydunivers, der findes på To Lose My Life… og Big TV (album 1 og 3 i bandets kronologi). De er begge produceret af Ed Buller, der også har siddet på knapperne på Five. Hans bidrag til helheden skal på ingen måde undervurderes. Tværtimod virker det til at det er hans fingeraftryk, der gør White Lies afbalancerede på den helt rigtige måde. Derfor bliver synthesizeren ikke for meget som på Friends, og derfor vil Five også gå i top tre af bandets albums.

Nummermæssigt, er pletskuddene “Believe It” og “Tokyo”, der er lige i White Lies-ånden med en fin balance mellem synth og guitar, og en stærk nerve, understreget af numrenes opbygning.

“Jo” og “Fire & Wings” er rocknumrene der buldrer løs med en uvant tung guitar. Det er rock i mere klassisk forstand og det er første gang White Lies så åbenlyst eksperimenter med det. “Finish Line” og “Kick Me” er salmerne, der for første gang ser bandet bruge deciderede akustiske elementer. Både guitar og klaver.

Pladens visuelle udtryk, giver en ret tegneserie-agtig fornemmelse i pastelfarverne og den flittige, men interessante, brug af blindskrift. Det visuelle udtryk forplanter sig til lyden der i sine mest synthede øjeblikke, kan forekomme som et computerspil.

Five viser et band i bevægelse mod en ny lyd og samler på den måde det bedste fra den seneste udvikling og giver plads til de nuværende eksperimenter. Alligevel er det ikke til topkarakter, men det er bestemt over middel.

★★★★½☆

 

White Lies spiller i øvrigt koncerter på Train, Aarhus d. 1. marts 2019 og Vega, København d. 2. marts 2019. Og til de der ikke ved det, er Vega en af bandets yndlingsscener at spille på, så der er næsten garanti for spilleglæde den dag!

Om skribenten

Lasse Yde Hegnet

Redaktør for udenlandske plader på Undertoner.
lasse@undertoner.dk

Når du, kære læser, sætter øjnene i mine anmeldelser vil jeg gøre dig opmærksom på at jeg har en forkærlighed for den guitarbårede musik. Gerne hvis den også er distortet... Og mangler den, finder jeg som oftest musikken uinteressant. Derudover ynder jeg at vurdere på kunstnerens mod i forhold til musik/lyrik og en plades helhedsindtryk.

Det er vigtigt, at du som læser ved at disse tre er mine væsentligste kriterier når jeg anmelder plader.

Hvis det har nogen interesse derudover er jeg antropolog og bærer tropehjelm så ofte som muligt...

Skriv et svar

boeger