Koncerter

Yung, 22.02.19, Journey.fest, København

Foto: Mathias Kristensen

Yung er stadig unge, længselsfulde og energiske. Men de efterlod også Undertoners anmelder med en følelse af et band, der ikke rigtig har rykket sig.

Aftenen er efterhånden ved at gå på hæld; alkoholprocenten hos de tilbageværende publikummer er markant højere end for et par timer siden, og dog er der stadig liv i salen – også i mosh pit’en. »Vi hedder Yung og vi’ fra Danmark,« erklærer forsanger Mikkel Holm Silkjær, inden bandet kaster sig over et af de sidste numre denne aften, og der jubles på behørig vis, selvfølgelig. Dansken er glad for sine egne.

Og jeg beklager denne overfladiske kommentar, men med sin pæne skjorte, bælte og buks-kombination ligner Silkjær simpelthen en revisor. Derfor er overraskelsen også stor, når han åbner munden og brøler hjerteskærende med en stemme, der indeholder al den længselsfulde desperation, som man har kunne ane på bandets plader og singler. På en scene er han farligere og bandet mere råt og larmende, end de er på plade, og det klæder dem. Et nummer som ”Pills” eller ”Uncombed Hair” får helt nyt liv, og Frederik Nybo Vejle får smækket godt igennem på trommerne.

Men med Yung er der ikke umiddelbart noget nyt under solen. De er unge, drømmende og fungerer godt på en scene, hvor guitaren er i centrum, og det længselsfulde udtryk er en del af charmen. Man behøver selvfølgelig ikke opfinde den dybe tallerken hver gang, men der er mange bands om buddet, og her skiller Yung sig ikke synderligt ud fra mængden. Deres sidste plade hedder A Youthful Dream og det er meget rammende for hvad slags band, vi har at gøre med her. I længden bliver det lidt kedeligt, også live, og da vi når til kramme/kyssesangen, som jeg ikke fanger navnet på, hen imod slutningen af koncerten, har hele herligheden altså lidt mistet pusten. Det klassiske stunt med at gå af scenen for så at komme tilbage fem minutter senere for at spille et ekstranummer kunne jeg også godt have været foruden. Der er simpelthen ikke nogen grund til det på en festival. En fin afslutning på en fed aften i Pumpehuset, og bonuspoint til Silkjær og hans besatte brøl, men så heller ikke så frygtelig meget mere.

★★★½☆☆

Fotos af Mathias Kristensen

Skriv et svar