Plader

Alcabean: Confessions

Skrevet af Cæcilie Kallehave

Danske Alcabean har skiftet stadionrocken ud med melodiske beats og en eftertænksomhed, som klæder bandet et langt stykke hen ad vejen, men savner lidt kant.


Warning: A non-numeric value encountered in /var/www/undertoner.dk/public_html/wp-content/plugins/star-rating-for-reviews/star-rating.php on line 521

Den danske duo Alcabean er klar med det længe ventede debutalbum Confessions, som er opfølgeren på en række EP’er og singler. Tilbage i 2016 fik den danske duo fra Espergærde opmærksomhed i de engelske musikmagasiner med debutsinglerne ”Need Comfort” og ”Fire”, men med udgivelsen af EP’en Heads Down i 2018, fik vi også øje på deres talent hjemme i Danmark.

Bandet består af brødrene Victor og Julius Ryle Schack. De to startede karrieren op på et drengeværelse i Espergærde, og den dag i dag har de både spillet Roskilde Festival og tourneret i Tyskland. Det blev dog for meget for de brødre, hvor særligt Victor begyndte at døje med sceneskræk og præstationsangst. De trak stikket og måtte også gå fra være en kvartet til en duo. Herefter begyndte skriveprocessen, som ledte til debutudgivelsen Confessions – en tiltrængt pause, som har givet bandet mulighed for at gå i en lidt anden retning i forhold til udgangspunktet.

Teksten på nummeret “Hollywood” fra debuten vidner på mange måder om de følelser, der var forbundet med den tænkepause, som bandet endte med at holde.

»Mediocre, is it okay to be mediocre / I want a chance to«

Måske en erkendelse af, at særligt forsanger Victor Schack ikke behøver at være den store rock’n’roll-forsanger, som mange ellers havde udråbt ham til at være.

Trods en pause inviterer Alcabean os fortsat ind i et melodisk og lækkert lydunivers, men også et anderledes og mere minimalistisk, poppet univers sammenlignet med, hvad vi ellers har hørt fra bandet. Der er skruet ned for stadionrock og shoegaze og op for minimalistiske beats, samtidig med der er blevet plads til fængende tekster og ikke mindst Victor Schacks vokal.

Desværre drukner både vokal, tekster og beats ofte lidt i støjrocken, som bandet holder lidt krampagtigt fat i. På mange måde har bandet ellers bevæget sig væk fra støjen og givet plads til en mere poppet og nærmest elektroniske lyd. Særligt åbningsnummeret, ”Athens”, har i omkvædet en meget elektronisk lyd, som er overraskende, hvis man ellers har hørt Alcabean før. Det er en lyd, som fortsætter stort set hele veje igennem albummet.

Stort set alle numre på Confessions har en lang, lækker og meget melodisk start, som efterfølgende bliver afbrudt af Victor Schacks vokal. Der er generelt givet plads til vokalen, hvilket er en yderst behagelig lytteroplevelse. Sidste nummer ”Meet Me Afterward” er et af de numre, som alligevel stikker lidt ud, fordi det har den shoegazevibe, som vi ellers kender fra Alcabean. Den er mere melankolsk, dyster og drømmende end mange af de andre numre på debutalbummet. Særligt ”Tsukuyomi” er et af de mere poppede numre, hvor både syntesizer og elektrisk guitar får lov at dominere nummeret. Særligt i starten fylder det en hel del, men der bliver hurtigt suppleret med trommer, hvilket er lidt ærgerligt for den ellers meget fine og simple start, som klæder nummeret godt.

”Tsukuyomi” er et af de numre, som bandet udsendte inden udgivelsen af debutalbummet sammen med det mere dansable nummer ”Red”, som er et af de numre, hvor let støjende trommer bliver suppleret på fineste vis af simpelt guitarspil. Modsat ”Tsukuyomi” er der bare en væsentligt bedre balance i nummeret her med færre udsving.

Desuden formår Alcebean at få et hav af numre med på debutalbummet, hvor melodien virkelig sætter sig fast, selv når teksten drukner lidt – for det gør den desværre på mange numre. Særligt ”Rookie” sætter sig fast med en lidt tung start, men derefter mere rockede guitar, som vi kender fra Alcabean – og så er der alligevel noget udefinerbart nyt i nummeret, som gør det ret ørehængende.

Confessions er et velproduceret og gennemført album, men også en lidt flad omgang, hvor man mangler lidt af den vildskab, som Alcebean ellers før har været suveræne til. Albummet kommer til at virke meget poleret og gennemtænkt – og det er jo absolut kun et plus, at et band leverer et velproduceret debutalbum, men lidt velkendt vildskab ville absolut klæde bandet. Det er som om, at albummet aldrig rigtigt kommer ind under huden på en, fordi der ikke er de store udsving eller overraskelser. Det er rart at lytte til, men ikke revolutionerende.

Der skal ikke herske nogen tvivl om Alcabeans talent, men der mangler fortsat en fast struktur og retning i deres musikalske udtryk.

Det bliver samlet set et lidt mudret indtryk man sidder tilbage med efter at have lyttet til Confessions, hvilket er ærgerligt, når bandet ellers har taget en chance ved at tilføje noget nyt til deres lyd. Det skal de absolut have ros og anerkendelse for, og med tiden finder de forhåbentligt et leje, hvor der er plads til at kombinere shoegaze og det mere poppede univers, hvis det altså er den vej, bandet selv drømmer om at gå fremover.

★★★★★☆

Leave a Reply