Koncerter

Alex Zhang Hungtai, 30.03.19, Hotel Cecil, København

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Joakim Dalmar

Alex Zhang Hungtai (tidligere Dirty Beaches) slog et smut forbi CPH:DOX bevæbnet med saxofon og visuals. Det viste sig at blive en kort men intim fornøjelse.

Det var en stor mundfuld saxofonspil, vi fik leveret på Hotel Cecil, da Alex Zhang Hungtai spillede en intens koncert. Den taiwanesisk-canadiske multikunstner har dropet Dirty Beaches-pseudonymet, og er aktuel med soloalbummet Divine Wind udgivet under eget navn. Det var med dette udspil under armen, Hungtai var blevet inviteret forbi til CPH:DOX for at spille en solokoncert, men den danske videokunstner Lau Lindqvist leverede visuelle konstruktioner i form af projekteringer på tre lærreder, der fik Hungtai til at fremstå mindre alene på scenen.

Alex Zhangs Hungtais saxofon og Lindqvists syn på en forvrænget virkelighed komplimenterede hinanden rigtig godt. Det gennemgående storbytema på lærrederne og den ensomme saxofon gav på sin vis automatisk en større mening og beretiggelse for netop denne koncert, der var en unik oplevelse. Hvor man kan argumentere for, at en koncert med en saxofonist ene mand på en stor scene hurtigt ville føles temmelig ensom, så var det dog ikke tilfældet ved gårsdagens koncert.

Stemningen var i forvejen lettere mystisk og spændingsfyldt, fordi det var svært at forudse hvilket materiale, der ville blive spillet. Hungtai havde trukket en hættetrøje langt op over hovedet, da han kom på scenen, så man kunne hverken se ansigtsudtryk eller nogen form for interaktion med publikum. Dette virkede dog ikke fremmedgørende for mig, men gjorde blot stemningen mere intim og bragte et større fokus på musikken i lokalet.

Helhedsoplevelsen var forfriskende. Nu skal man ikke snakke om, hvordan jazz er ved at komme tilbage, for det handlede langt mere om sammensmeltningen af det visuelle og det musikalske. Hele koncerten tog form af det, der føltes som free-form saxofon og free-form visuals – og det fungerede. Fra start blev vi introduceret til det, der lød som sirenelyde fra Zhangs meget forsigtige blæsen. Det gik rigtig fint hånd i hånd med de minimalistiske udtryk, der kom fra projekteringerne af en bil på en landevej.

Koncerten var en fornøjelse i de 38 minutter, den varede. Det var altså en kort, men medrivende oplevelse – men det føltes som en passende længde for en koncert af denne type. Den selvstående, men fremtrædende saxofon indtog fra start en stor rolle og var nok til at holde publikum beskæftiget, så længe det nu varede. Det var dog især samspillet mellem det visuelle og det musikalske fik helhedsoplevelsen til at virke langt mere interessant, end hvad det ellers kunne have udviklet sig til. Ikke fordi at musikken i sig selv var kedelig, selvom den eksperimentale og lidt dystre tilgang til Hungtais seneste soloprojekt Divine Weight føltes lidt fjern. Istedet kom vi på en varm og jazzet rejse, der i sidste ende fungerede lige så fint og sendte publikum såvel som undertegnede opløftede ud i den københavnske forårsaften allerede ved 19-tiden.

★★★★☆☆

Fotos af Mathias Kristensen

Skriv et svar