Plader

Arto Eriksen: Nýtt Uphaff

Nýtt Uphaff er lyden af dine søvnige drømme på en smuk og frostklar vinterdag.

Den kun 20-årige multikunstner, komponist og producer Arto Eriksen udgav i januar sin debutplade, Nýtt Uphaff. Et album, der elegant sammensmelter klassisk musik med elementer fra både indierock og elektronisk pop, som en symbiotisk islandsk drøm.

Det drømmende musikalske udtryk, som danner grundlag for hele pladen, skyldes udgangspunktet for dets oprindelse. Eftersigende blev udgivelsen nemlig til, da Arto Eriksen i en længere periode skulle passe sin lillebror, der havde problemer med at falde i søvn. Derfor komponerede Eriksen en række klavermelodier, der med deres meditative karakter skabte tryghed og smukke lydbilleder.

Foruden at være komponisten bag, spiller den unge Eriksen ligeledes alle instrumenter selv, undtaget af den tyske cellist Jörg Brinkmann, som akkompagnerer fire af sangene.

Pladens første sang, ”Hope”, baseres udelukkende på nogle skrøbelige – og til tider – lidt skæve toner fra et akustisk klaver, der giver nummeret en charmerende og dragende lyd. Det er sjældent, at et smukt klaverarrangement får lov til at stå alene, uden at det bliver ensformigt og kedeligt, men her formår Eriksen i den grad at skabe et fængende lydunivers, som bjergtager lytteren. På pladens andet nummer, ”Spirits Appear”, ledsages klaveret af nogle fintfølende strygerstykker, som giver en ekstra facet og en mildhed til det drømmende univers.

Modsat synes både ”Words of Wisdom” og ”Wanderlust” at have et lettere dystert udtryk, som giver en fin dynamik på pladen. ”New Dawn” stikker til gengæld en smule ud, rent lyd- og detaljemæssigt, da sangen i højere grad benytter flere effekter og rummer elektroniske elementer, hvorimod flere af de andre numre forekommer akustiske. Det giver kant til det ellers samlede, flydende udtryk, hvad klæder udgivelsen rigtig godt.

Nýtt Uphaff er en meget vellykket og smuk debutplade, der med sine elegante klavermelodier spinder lytteren ind et drømmeflor af dragende lydbilleder. Det simple udtryk giver rum og tid til at nyde og dyrke de enkelte komponenter af musikken, uden at det bliver monotont eller stillestående. Tværtimod. Arto Eriksens debutalbum er intet mindre end en fryd for øret.

★★★★★☆

Om skribenten

Martha Louise Hargaard

Biografi:
Min interesse for musik har fulgt mig siden barnsben, men har gennem de senere år udviklet sig og fyldt enormt meget. Førhen var det ofte indie og shoe gaze, som jeg lyttede til, men især den elektroniske genre er jeg blevet svært glad for. Hovedsagligt på grund af When Saints Go Machine, som jeg er fuldstændig betaget af, men ligeledes de muligheder, den elektroniske scene rummer.

Fem favoritalbums/-ep's:
When Saints Go Machine: Infinity Pool (2013)
Smerz: Okey (2017)
James Blake: Assume Form (2019)
Tame Impala: Currents (2015)
Beach House: Bloom (2012)

Skriv et svar