Plader

Cass McCombs: Tip of the Sphere

Den amerikanske singer-songwriter Cass McCombs er tilbage med melankolske observationer og stille samfundskritik. Det er blevet til en udmærket alternativ folk plade, der dog ikke ligefrem revolutionerer nogle genrer.

Den amerikanske singer-songwriter Cass McCombs har udgivet plader i det psykedeliske og alternative country-folks navn siden 1999. Det synes dog først at have været med den foregående plade, Mangy Love fra 2016, at mainstream scenen for alvor fik øje på McCombs og fik ham skubbet frem i lyset. Nu er han så tilbage med sit niende album, Tip of the Sphere, og fra første nummer bliver lytteren trukket dybt ind i McCombs ganske hypnotiserende, musikalske univers. Åbneren ”I Followed the River South to What” hiver dig med et finurligt, repeterende guitarriff således helt ind i den psykedeliske favn, mens den komplicerede tekst fortæller om et møde med en hjemløs misbruger, der gerne svarer på spørgsmål og fortæller sin livshistorie, blot det er for penge.

McCombs slå sig op på at være historiefortæller, og hans tekster virker umiddelbart både levende og underholdende. På pladens andet nummer, den lidt mere rockede ”The Great Pixley Train Robbery”, placeres vi midt i en syret historie om et togrøveri fortalt af en af de skyldige, der tilstår alt, »[i]n the hope of salvation«. På nummeret ”Sidewalk Bop After Suicide” kan man næsten mærke fortovet under sine fødder. Man kan i hvert fald levende se det for sig, »Polka dotted with gum«, mens man svæver sammen med fortælleren hen ad gaderne, hvor man har levet hele sit liv. Også her, som på ”I Followed the River South to What”, høres den repeterende guitar, og bruges som et virkemiddel til at understøtte fortællingen, så lytteren kan fokusere på denne. Og på ”American Canyon Sutra”, et dybt eksperimenterende nummer der nok bedst kan beskrives som trip-hop/spoken word, beskrives en lille californisk flække, der for længst er blevet overtaget af det middelmådige og af ”coorporate America”. »In American Canyon/ Where trucks and homes are bigger/ And the cops are mostly white/ And they have a recycling center/ And a Walmart« Med ganske simple ord formår McCombs her virkelig at beskrive en deprimerende forstad, og melankolien er virkelig til at tage at føle på her. ”American Canyon Sutra” er måske pladens bedste nummer, men taget i betragtning af at resten af numrene på pladen ligger forholdsvis langt den, i hvert fald musikalsk, kan man ikke kalde denne ros for ubetinget positiv.

Tip of the Sphere er overordnet set en mægtig behagelig plade, der ikke gør nogen musikalsk fortræd. ”The Great Pixley Train Robbery” er det eneste nummer med bare en lille smule rock-cojones; resten svæver et sted imellem alternativ country og lidt kedelig folk. Hvis så bare der virkelig var smæk på teksterne; hvis bare jeg med hånden på hjertet kunne erklære, at McCombs er en formidabel sangskriver, der med legende lethed junglerer med store ord, dybe følelser, fremragende metaforer og elegante ordspil. Desværre er hans tekster langt hen ad vejen bare en underlig blanding er noget glimrende og noget uopfindsomt, og det ender nok mest bare med at blive lidt ligegyldigt. Begynder man nemlig at kradse bare en lille smule i overfladen af pladens ved første øjekast interessante, socialkritiske, og ”dybe” tekster, så finder man desværre rimeligt hurtigt ud af, at kejseren ikke har noget tøj på. McCombs er godt til ordspil – se bare hvordan han leger med den samme håndfuld ord, når han synger »All over the world/ We’re all over the world/ We’re over it« på nummeret ”Sleeping Volcanoes” eller hvordan han håndterer ordet ”lot”, der både kan betyde ”meget” eller ”plads”, på ”American Canyon Sutra”, så »What a lot it is to spend this trash alone« i næste sætning bare bliver »What a lot it is« – hvilken losseplads det er, det her sted. Men f.eks. billedet af mennesket som en sovende vulkan på ”Sleeping Volcanoes”, der i ren frustration over tingenes tilstand er klar til at eksploderer hvert sekund det skulle være, synes ikke videre opfindsomt. Tværtimod vil jeg nok kalde det en smule klichepræget. ”Real Life” gør brug af en yderst kompliceret og fremmedgørende fortælleteknik, der nok et eller andet sted skal understøtte McCombs råb »Want real life«, men det fungerer ikke specielt godt og ender bare med at blive lidt halvforvirrende. Pladens sidste nummer, den ti minutter lange psykedeliske mastodont ”Rounder”, komplet med orgel og steel guitar, har en så kryptisk tekst, at jeg rimelig hurtigt må stå af. Der er højst sandsynligt en dybere mening med »Were a radia gunslung/ Were a murdream boys room«, men der er pladen simpelthen ikke interessant nok til at fastholde min opmærksomhed. Jeg er også glad for literære referencer, komplicerede billeder og højpandede ideer, men her bliver jeg bare træt på forhånd.

Der er da absolut noget interessant ved McCombs’ lettere psykedeliske udtryk, og noget ganske spændende ved hans eksperimenterende og varierende fortælleteknik. Desværre kan man hurtigt komme til at gøre sig selv en bjørnetjeneste, når det komplekse og eksperimenterende går hen og bliver både for kedeligt og for meget på en og samme gang.

★★★½☆☆

Om skribenten

Laura C. F. Petersen

Biografi:

30+ fynbo med rødder i den italienske muld. Har brugt de sidste 7 år på at bo og arbejde i London, men vender nu tilbage til København med blod på tanden og lyn i øjnene. Cand.mag. i engelsk og svært glad for at korsstingsbrodere.

Fem favoritalbums:

Manic Street Preachers: The Holy Bible
Interpol: Turn On The Bright Lights
Placebo: Without You I'm Nothing
Massive Attack: Mezzanine
The Cure: Disintegration

Skriv et svar

boeger