Plader

Du Blonde: Lung Bread for Daddy

Skrevet af Jens Trapp

Engelske Du Blonde har lavet et album, der på godt og ondt opsummerer de sidste år for kunstneren bag, Beth Jeans Houghton. På trods af de gode intentioner og ideer sniger der sig noget lidt ensformigt ind på albummet med den smukke, let absurde titel Lung Bread for Daddy.

Beth Jeans Houghtons andet album under navnet Du Blonde er en dejlig himmelflænsende mundfuld. Der er både glam og punket energi til stede, og så er Lung Bread for Daddy en fantastisk titel med brede associationer til alt fra det incestuøst kannibalistiske i den dybe, lettere beskidte ende af skalaen til noget sammenskudsgilde i den flyvske, pepitaternede ende. I hvert fald er det en sætning, der sandsynligvis blev udtalt for første gang, da den blev brugt som titel her på albummet.

Før Lung Bread for Daddy og Welcome Back to Milk fra 2015, udgav Beth Jeans Houghton et par EP’er og albummet Yours Truly, Cellophane Nose under navnet Beth Jeans Houghton & The Hooves of Destiny i en noget mere afdæmpet stil. Siden erkendte hun, at hun både kunne og ville selv, og på det seneste album har hun taget det hele vejen og selv stået for alt pånær trommerne. Som hun siger på albummets pressemateriale: »I know exactly what I want my record to sound like and apart from drums, I have the ability to play all the instruments, so I did«.

Også produktionen, videoerne og maleriet brugt på coveret er hendes eget. Et selvportræt malet efter et foto af Houghton, taget mens hun var inde i en periode med store angstproblemer. »I look tired and pretty much destroyed … Lyrically the album is very naked, so I’m carrying on the nudity of my previous album covers, only this time it’s emotional instead of physical,« siger hun om billedvalget og henviser tilbage til coveret på Welcome Back to Milk, hvor hun poserede med hvid pels her og der.

De psykiske problemer stikker også næsen frem på Lung Bread for Daddy. I det hele taget kan albummet høres som en slags opsamling på Houghtons liv igennem de sidste 10 år, fra hun var 18 til hun blev 28. Det har været en periode med konstant pendlen mellem London og Los Angeles samt kunstnerisk arbejde indenfor et væld af genrer. Eksempelvis har hun udgivet tegneseriealbummet ”Butt Hurt” og har lavet animerede videoer for Red Hot Chili Peppers, Ezra Furman og LUMP med Laura Marling hhv. ”Sick Love”, ”Suck the Blood From My Wound” og ”May I Be the Light”. Hun har oplevet kærlighed der løfter, og kærlighed der dræner. Nervesammenbrud, medicinering, transcendental meditation og nu altså Lung Bread for Daddy, hvor hun bearbejder det hele.

Albummet åbner med Houghton og en rumklangsfyldt guitar omgivet tekstligt af en masse materielle goder. Trommer og bas falder ind mens hun synger: »I’d rather have the man than the coffee machine«. To minutter inde bryder hun ud i et desperat smertensbrøl og et beskidt guitarriff hugger en længsel efter menneskelig kontakt ud i lyd. Ensomheden er en torn i hjertet. Nummeret ”Coffee Machine” åbner albummet på fineste vis.

På anden skæring, ”Take Out Chicken”, er der en fed surfet stemning, der minder lidt om The Raveonettes og på ”Peach Meat” kommer der næsten noget industrial krybende frem i lyden. På ”Holiday Resort”, hvor kun Houghtons stemme og guitar er til stede, får hendes humor plads på linje med længslen efter selskab: »I spend my days in the solace of my room/ Pulling pubic hairs from the crotch/ Of my swimming costume … Hold my face up to the rain/ I’ll never love you like that again/ But baby you can call me/ If you’re ever horny/ I know you like to hear your name/ But I don’t mind pretending/ If I get to hear your voice again«. Sådan fortsætter det derudaf. Lige ved og næsten hele tiden, lidt af dit og lidt af dat, uden helt at levere varen.

Jeg må blankt erkende, som det måske også fremgår ovenfor, at jeg er ret vild med hele Du Blonde-universet. Alt det der er udenom samt kunstneren Beth Jeans Houghton. Musikalsk er der også, i hvert fald på overfladen, en vis variation til stede på albummet. Houghtons stemme veksler ubesværet mellem en maskulin kvalitet og en helt lys engleagtig blidhed. Tag et par numre som ”Peach Meat” og ”Angel”, hvor hele paletten kommer til udtryk. Ikke desto mindre og ærgerligt nok bliver det hele en smule ensformigt i længden. Jeg mangler det der hook at hænge min fortsatte interesse op på. Selvom hun mestrer det hele selv, eller måske netop derfor, bliver det indenfor de samme virkemidler, tingene kommer til at foregå.

Okay … Når vi når til ”Heaven Knows” og ”RBY” (til dels også “Acetone”) er der alligevel noget ekstra at komme efter. Det ekstra der løfter sangene ud over deres eget tilstedevær og giver dem et skær af noget eviggyldigt. Noget der rækker ud over Beth Jeans Houghtons navlepilleri og rører ved himlen. Om det er hendes vildt lækre Fenderlyd med den der glammede oktavfordobling, eller hvad pokker det nu er for en effekt hun rådyrker, eller kombinationen af dén lyd og hendes vokal der her rammer noget essentielt ved jeg sgu ikke, men smukt er det. De næste numre bevarer lidt af denne følelse, inden albummet igen lukker lidt svagt med ”On the Radio”.

Jeg vil glæde mig til at se, hvad Du Blonde disker op med næste gang og jeg kunne godt ønske mig et samarbejde, hvor andre kunstnere kunne være med til at få hendes univers brudt lidt op. Hun mangler noget at spille op imod, nu hvor hun har prøvet at stå for det hele selv. Men giv endelig albummet et par lyt, og dyrk i det hele taget kunstneren bag. Der er levet liv og personlig integritet i projektet.

★★★½☆☆

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til og med Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums bl.a.:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti + det løse
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment Faktisk det hele frem til og med Breakfast in America
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Bill Callahan: Apocalypse
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en sen barndoms- eller ungdoms faible 😉 Der spillede Not Fragile med Bachman-Turner Overdrive også en rolle. Det første rockalbum jeg hørte tror jeg. Det var en gave fra en pige lidt længere nede af gaden, på kassettebånd og med Sebastian på den anden side. Sandsynligvis Blød Lykke fra samme år som Not Fragile. Jojo)

Skriv et svar

boeger