Plader

Girlpool: What Chaos Is Imaginary

Skrevet af Ulrik Høgh

Amerikanske Girlpool spænder fra ligefrem indierock til drømmende synthpop på deres tredje album, hvor de to unge sangskriveres forskelligheder træder i karakter på godt og ondt.

Den Los Angeles-baserede duo Girlpool debuterede i 2015 med den skramlede og trommeløse Before the World Was Big. På opfølgeren Powerplant blev lydbilledet mere fyldigt, men samtidig lidt mindre originalt. Varemærket forblev dog Cleo Tuckers og Harmony Tividads sårbare stemmer, og især den måde de kunne smelte sammen på. Med What Chaos Is Imaginary er der igen føjet instrumenter til udtrykket: Synthesizers, trommemaskiner og strygere. På coveret ses Tucker og Tividad i tæt omfavnelse, men faktisk står de to sangskrivere i højere grad end tidligere på egne ben. Girlpools tredje album er nemlig en samling af sange, som de hver især har skrevet, og derefter omarrangeret og produceret sammen. Den største kontrast til tidligere materiale skal imidlertid findes et andet sted: Tuckers stemme har fået en markant dybere klang som følge af testosteronbehandling.

På de fleste numre høres kun én af de to vokaler, idet albummet veksler mellem sange skrevet og sunget af Tucker og Tividad. Åbningsnummeret ”Lucy’s” er Tuckers, der effektivt benytter sig af klassiske indiedyder som fuzzet guitar og en markant lilletromme. Hvor Tuckers stemme tidligere gav sangene en drømmende og luftig følelse, bidrager den nu med en understrøm af melankoli. »An unfamiliar place, where you’d rather stay« synger Tucker om stædigt at kæmpe for et dysfunktionelt forhold. På den nedbarberede ”Hire” er forandringen endnu mere markant, og bliver med Tuckers drævende vokalpræstation næsten demonstrativt grynet i sin lyd. Resultatet er imidlertid, at nummeret virker lettere malplaceret på albummet. Den ligefremme sangskrivning kommer langt bedre til sin ret, når Girlpool går i den helt poppede retning på ”Pretty”, hvor Tividads stemme perfekt akkompagnerer en rumklangsfyldt guitarfigur.

Midt på albummet trækker Girlpool tempoet langt ned med ”Chemical Freeze” og ”All Blacked Out”. På begge numre synger Cleo Tucker søvndyssende henover harmløse guitarklange, og man kunne få den mistanke, at de primært er inkluderet på albummet af hensyn til balancen mellem de to sangskrivere. I det hele taget fremstår Tividads materiale markant stærkere end Tuckers, der dog også rummer højdepunkter, som åbningsnummeret og især den lo-fi-inspirerede ”Swamp and Bay”, hvor Tuckers stemme endelig fungerer optimalt i samspil med distortede guitarriffs.

Albummets bankende hjerte er titelnummeret, som indledes med svulstig orgellyd og smuk vokal, der giver associationer til norske Susanne Sundfør. De to nye skud på instrumentstammen, trommemaskiner og strygere, skiftes herefter til at sætte stemning og tempo. Det kølige beat giver en krybende følelse af ubehag inden strygerne lægger sig som en varm dyne af lyd. Det passer meget fint til den personlige tekst, hvor Tividad beskriver dobbeltheden i at leve delvist i en virkelighed med psykiske problemer og delvist i en imaginær verden: »There’s a silver lining / And a ripping seam«. Her befinder What Chaos Is Imaginary sig det meste af tiden: I et udefinerbart grænseland mellem drøm og virkelighed. Som Tucker synger på albummets sidste linier: »It’s a tug of war / With his dreaming and the floor«.

What Chaos Is Imaginary kan til tider også føles som en tovtrækning mellem to sangskrivere, der i højere grad end tidligere, viser deres forskelligheder frem. I dette lys er det Tividads materiale, der skinner klarest – og bidrager med kompositoriske højdepunkter, som i nogen grad kompenserer for de manglende vokalharmonier. På duoens tredje album er der skruet en tand for meget op for den musikalske spændvidde, og det lykkes ikke helt at væve de to udgangspunkter sammen til et fælles udtryk. Det er dog stadig en anbefaling værd – ikke mindst for det yderst smukke titelnummer.

★★★★☆☆

Leave a Reply