Koncerter

Gus Dapperton, 28.03.19, Atlas, Aarhus

Foto af Steffen Jørgensen

Med tekniske problemer allerede fra start var Gus Dapperton udfordret på scenen, men publikum forblev ekstatiske trods manglende ro til musikken.

Den tomme scene står badet i gult lys, hvor det simple set-up af gear står uberørt. Trommer, bas, guitar og synth/keys. Publikum, der hovedsagligt består af gymnasieelever klædt i farverigt, 80’er-inspireret tøj, stimler sammen foran scenen i et halvfyldt Atlas. Et kvarter efter koncertstart, træder den unge Gus Dapperton og musikere ind på scenen, hvor introen til ”Gum, Toe and Sole” lyder, og langsomt, men energisk bygges op af Dappertons vokal, en markant koklokke og en lækker basgang. »Hej Danmark,« råber Dapperton med en amerikansk dialekt og publikum skriger forventningsfuldt.

Desværre opstår der allerede fra start lydmæssige problemer, der forårsager, at Dapperton må skifte guitar under første nummer. Men en ulykke kommer sjældent alene, og efterfølgende er det Dappertons guitarpedal som driller. Da al teknikken endelig synes at virke igen, præsenteres aftenens andet nummer, ”Moodna, Once With Grace”, som er Gus Dappertons debutsingle fra 2016. Lyset skifter fra gult til en blålilla nuance, og Dapperton valser fra side til side, på det mere følsomme, stille nummer.

Vekslende fra det energiske til det mere inderlige og rolige hjørne bevægede koncerten sig rundt i hans indiepop-univers, der både trækker på elementer fra 1960’ernes pop/rock og 1980’ernes new wave-bølge, og domineres af store synth-arrangementer, sprøde guitar-riffs med masser af rumklang samt Dappertons metalliske, lettere nasale stemme. Med hovedsæt i hans to EP’er Yellow And Such (2017) og You Think You’re A Comic! (2018) samt en række singler var højdepunkterne herunder numre som ”Prune, You Talk Funny” og ”I’m Just Snacking”, hvor publikums begejstring og danseglæde, ingen ende syntes at tage. En danseglæde, som smittede af på Dapperton og hans musikere.
Samtidig fungerede sangen ”My Favorite Fish” også fint, hvor Dapperton i begyndelsen af nummeret kun blev akkompagneret af en akustisk guitar, og senere fik publikum til at synge med.

Desværre var det netop også på ”My Favorite Fish”, det kom til udtryk, at størstedelen af synth-elementerne bestod af backing track. Ligeledes illustrerede nummeret i al sin enkelthed, hvordan Gus Dappertons vokal til tider kommer til kort. Den unge sanger syntes at blive tiltagende udtrættet gennem showet, og den nasale vokal blev efterhånden mere og mere hæs at høre på. Stemmen blev tydeligt presset til det yderste, og indimellem formåede han ikke at synge rent, eller også druknede den i store syntherseizer-arrangementer, hvilket var virkelig ærgerligt. Foruden den, til tider, alt for dominerende synthesizer, var det ligeledes snakken fra publikum, der forstyrrede og overdøvede lydbilledet, hvad især blev tydeligt på et af roligere numre som ”Beyond Amends”.

Derudover virkede det som om, at både Dapperton og musikere havde svært ved at finde roen til at gå ind i musikken. I stedet havde de for travlt med at kreere et festligt show. Den musikalske oplevelse tyngedes derfor af en lettere lallende tilgang, som ødelagde den musikalske oplevelse, og gav de ellers velkomponerede sange et ligegyldigt udtryk. Trods en skuffende musikalsk præstation, formåede Gus Dapperton alligevel at skabe en god kontakt mellem ham og publikum, som forblev ekstatiske over den unge musikers koncert. Formentlig skyldtes begejstringen især på grund af Dappertons humoristiske og sprudlende person, der fik startet en dansefest blandt publikum, ved flere gange at råbe »This is a dance song, feel free to dance«.

Inden sidste nummer, ”World Class Cinema”, begyndte folk at buhe i ærgrelse over, at koncerten lakkede mod enden. Dette tacklede Dapperton med en lunefuld kommentar om »Who’s idea was that? We gonna make you wild everybody«. Igen blev der danset både på scenen og forreste række til svedperlerne sprang af henholdsvis publikum og Dapperton.

Som ekstranummer lukkede Gus Dapperton ballet med et cover af Beatles ”Twist and Shout”, hvor den danseglade sanger fik afløb for den resterende mængde energi. En energisk, glædespredende og sjov afslutning på en koncert, der trods lydmæssige udfordringer, formåede at fastholde publikum hele vejen.

★★★☆☆☆

Fotos af Steffen Jørgensen / Atlas

Skriv et svar