Plader

Leyla McCalla: The Capitalist Blues

Leyla McCalla spiller op til dans og protest på sit nyeste album, der både er traditionelt, nostalgisk og helt vildt væsentligt.

Den haitisk-amerikanske cellist og sangerinde, Leyla McCalla, udgav i slutningen af januar sit tredje studiealbum. Til anledningen har hun lagt celloen på hylden, og i stedet spiller hun sin blanding af traditionelle haitiske sange og originale kompositioner på tenorbanjo og elguitar. Resultatet bliver et levende og dynamisk værk, der strækker sig i utallige retninger i både tid og sted.

Det forekommer mig helt vildt svært at koge den oplevelse, en gennemlytning af The Capitalist Blues er, ned til et par linjers simpel præsentation. Men albummet jo introduceres, så mit bedste bud må være at beskrive den konflikt der udspiller sig mellem krop og sind, når musikken spiller: på samme tid vækkes en vrede og modløshed over samfundets tilstand – og en uimodståelig trang til at danse og glemme hele verden. For det er dét, albummet er: ligeså meget et opråb og et krav om social retfærdighed, som det er en hypermusikalsk og dansabel samling af folk-numre.

Og når jeg skriver folk, så er det simpelthen af mangel på bedre paraplybetegnelse. For McCallas musik er ikke bare folk, og det er heller ikke bare blues, jazz eller zydeco: det er alt sammen, hver for sig og på en gang. Hendes rødder og inspirationskilder gennemsyrer hele albummet og gør det til en personlig fortælling med en helt unik lyd. Og på samme måde som med genrer, er hun heller ikke bleg for at lege med sproget, og teksterne flyder let og naturligt mellem engelsk og haitisk kreolsk.

»You keep telling me to climb this ladder / I’ve got to pay my dues / but as I rise, the stakes get higher / I’ve got the capitalist blues.«

Ja, albumtitlen er måske lidt af en spoiler. Men McCalla lægger også svesken på disken allerede i første vers af den første sang, der sjovt nok også bærer titlen ”The Capitalist Blues”. Lige fra begyndelsen bliver der skudt med skarpt mod kapital og konkurrencementalitet – og det akkompagneres på ægte New Orleans-jazzet vis af en skramlet banjo, en håndfuld skrattende blæsere og lidt marchtromme. Samlet giver det et utrolig charmerende og tankevækkende førstehåndsindtryk.

Ligesom det skal åbenbare sig på størstedelen af pladens sange, hviler det instrumentale tungt på traditioner fra genrer, der havde deres storhedstid i det forrige århundrede. Og derfor er der også noget ekstremt nostalgisk over udtrykket. Men ligeså nostalgisk det er, ligeså nyskabende og højaktuelt formår det heldigvis også oftest at blive – og det er dén egenskab, der gør musikken så interessant.

Tag som eksempel sangen ”Aleppo” med sin simple, støjende instrumentering og knasende lydflade, der agerer underlægning til ordene »Bombs are falling in the name of peace«.
Selvom McCallas sange tager udgangspunkt i hende selv og hendes egen hverdag og historie, er orienteringen mod verden allestedsnærværende på albummet og forbinder individet med fællesskabet, nutiden med fortiden.

Og vi kommer vidt omkring på The Capitalist Blues – både i tid og rum. Krig, undertrykkelse og ulighed bliver som nævnt taget til grundigt (og stærkt kritisk) eftersyn, men der bliver også plads til helt personlige fortællinger og refleksioner om tro, kærlighed og moderskab på sange som ”Me and My Baby”, ”Heavy as Lead” og den fængende brasilianske folkevise, ”Penha”, som her er fortolket og oversat fra portugisisk. Tilsammen bliver det en stærk manifestation af, at det personlige er politisk, og at historien er ligeså meget en del af os, som vi er del af den.

På finalenummeret, ”Settle Down”, får hun selskab af det haitiske musikkollektiv, Lakou Mizik, der leverer sprøde blæsere og polyrytmik, og sikrer, at vi slutter på toppen. Det er groovy og dansevenligt og på samme tid et sidste råb i ulydighed.

The Capitalist Blues er et album med rigtig mange nuancer, og som stikker i alverdens retninger og har rødder i et utal af musikalske traditioner. Det ene øjeblik befinder vi os i New Orleans i det tidlige tyvende århundrede, det næste står den på cajun og calypsorytmer, og før vi ved af det, er vi halvvejs i en 12-takters blues. Selvom det hele er komponeret og udført på fremragende og charmerende vis, fremstår det som helhed desværre en anelse rodet og usammenhængende, og man kan blive helt nervøs for at fare vild i virvaret undervejs.

Ved albummets ende er jeg efterladt rundtosset og fyldt til bristepunktet med indtryk. Det er fascinerende, vedkommende og en lille smule kaotisk at gå i lag med Leyla McCalla og hendes kapitalismeblues: og det er en anbefaling værdigt.

 

★★★★½☆

 

Om skribenten

Marie Vedding Poulsen

Seks favoritalbums:
Neutral Milk Hotel: In the Aeroplane Over the Sea
Tom Waits: Rain Dogs
Melanie de Biasio: Lilies
Balstyrko: Jagten Paa Noget
Tracy Chapman: Tracy Chapman
The National: High Violet

Skriv et svar