Plader

M. Rexen: The United Kingdoms Part II – Animals of the Frozen Clouds

Skrevet af Jens Trapp

Stærk to’er i M. Rexens trilogi, The United Kingdoms, balancerer eksemplarisk mellem det himmelråbende smukke og et mere sært, svært tilgængeligt univers. Det er kunst af høj karat, der tør udfordre normen og være sig selv.

For fanden da, hvor er det befriende med en kunstner som M. Rexen, der tør tage den hele vejen ud i det mærkelige og sære ingenmandsland, som den genuine, unikke kunst udgør. Ud hvor der ikke er veje og stier, man skal følge, og hvor mulighederne synes ubegrænsede, hvis bare man tør tage det første skridt og tage sig selv og kunsten alvorligt, uden at man mister glimtet i øjet. Man laver sine egne snørklede stier og veksler, mens man bevæger sig frem gennem det ufremkommelige, ubetrådte vildnis og noget hidtil uhørt opstår i bedste fald. Det betyder dog ikke, at man ikke kan støde ind i noget velkendt — eller reminiscenser af minder om andre ting, skabt af andre rejsende på dette svært farbare sted. Det kunne måske også blive for sært, hvis der overhovedet ingenting var at holde fast i. Uanset hvad, ville der blive tale om noget originalt. Således også for M. Rexen på anden del af trilogien The United Kingdoms, hvis fulde titel er: The United Kingdoms Part II – Animals of the Frozen Clouds, og alene dét peger på en færd dybt ind i et ingenmandsland.

Det startede i 2018 på United Kingdoms Part I – An Endless Sea of Honey, som på en måde forvirrede anmelderne, eller i hvert fald delte dem i de meget positive og de mere lunkne. Personligt var og er jeg meget glad for det albumJeg oplevede (og anmeldte) også M. Rexens optræden for et fuldt Hotel Cecil tilbage i december ’18. Det var en fremragende koncert! Jeg har derfor set frem til Animals of the Frozen Clouds, som til fulde lever op til forventningerne og måske endda mere til, fordi M. Rexen lige tager den det lille skridt længere ud i et eksperimenterende lydbillede, som signalerer overskud og liv. Samtidig virker det som om, der banker et stærkt æstetisk hjerte i manden. I hvert fald er der hele tiden noget uhyre smukt til stede midt i alt det sære. Tydeligst på ”Red Hot Fire”, ”Autumn Home” og ”The Future”, men også på de resterende seks numre. Skulle du være en af dem, der modtog An Endless Sea of Honey med skepsis, så start med disse tre numre. Det er sgu verdensklasse.

De to første, af de tre nævnte numre, åbner albummet med en næsten helt nordisk singer/songwriter-agtig lyd. Det minder om Thomas Dybdahl, som han lød tilbage i starten af årtusindet, og Teitur når han er bedst. M. Rexens stemme har på ”Red Hot Fire” endda en vis lighed med Dybdahls stemme, hvilket er positivt ment i min optik. Han er en formidabel sanger, der spænder meget vidt i sit udtryk og repertoire. Der er et suverænt nærvær både på pladerne, men især også live, som løfter det hele op i en højere sfære. ”Red Hot Fire” handler om kærlighed, der holder op. Når mørket bliver din ven, og ensomhed er frihed. De to jazztrommeslagere Oliver Laumann og Anders Vestergaard medvirker (også som komponister sammen med Moogie Johnson, Mija Milovic og M. Rexen selv) og er med til at give nummeret dets berusende, let duvende, på én gang langsomme og samtidig hektisk fremaddrivende puls. ”Autumn Home” er en sang om M. Rexens åndelige retreat. Måske hans ingenmandsland, hvor kimen til nye ideer og kunst opstår? Et meget smukt nummer med fint spillet guitar af medkomponist Rasmus Skov, med tablaer der falder ind, og trompet og tuba, som vi kender det fra tidligere. Der er også en superlækker bas på nummeret, og sammen med Lumia Hurtigkarl synger Henri Gibbs kor. Henri, som et af numrene på første del af trilogien handlede om, og som takkes særskilt på pladerne sammen med producer Mathias Bang.

Og hvorfor så nævne dette? Har det overhovedet relevans. Ja, det synes jeg, det har, fordi der er den her følelse af én stor familie over hele projektet. En kollektivisme og et sammenhold der er med til også at definere pladens lyd. Den varme og organiske lyd, der er til stede. På den måde bliver det også til en fortælling om venskab og sammenhold, samtidig med at pladen delvist tematiserer knust kærlighed. Det illustreres på allersmukkeste vis i nummeret ”Mija (This is the end)”, fordi Mija Milovic, som synger sangen, rent faktisk er den kærlighed, Michael Rexen er brudt med. Det er på én og samme tid ligegyldigt for oplevelsen af sangen, samtidig med at det betyder alverden for den, og sætter tankerne i gang om, hvad kærlighed egentlig er? At der finder et brud sted, men at de stadig kan lave et nummer om bruddet sammen og få det indspillet.

Nå, men det er så også nu, det drejer over i det mere syrede. ”I’m Not Whole” er langt sværere at få hold på end ”Red Hot Fire” og ”Autumn Home”. Det er sværere tilgængeligt på den fede og krævende måde, der tager lytteren alvorlig som et tænkende og følende individ, der ikke bare skal underholdes og have skeen stoppet helt ind i munden. Nummeret starter som en underlig spøgelsesagtig flimrende hededis, med en bankende pauke ( eller er det en trommemaskine?) og nogle sære lyde. M. Rexen taler ind over lydene og der skæres heftige saxofoner ned i rillerne. Det efterfølgende nummer, ”Moondog”, er om muligt endnu mere syret, og er M. Rexens hyldest til kunstneren af samme navn. Moondog var en blind amerikansk jazzmusiker — en af M. Rexens helte. Man aner slægtskabet. Så kommer nummeret ”Mija (This Is the End)”, som jeg allerede har været inde på, bidt i haserne af ”My Red Leopard (Pipe Gold)”, endnu en syret og krævende sag.

Der er noget rastløst og dystopisk over den lille treenighed af syrede numre: ”I’m Not Whole”, ”Moondog” og ”My Red Leopard (Pipe Gold)”. Det er tre numre, man skiftevis falder i svime over eller lader sig irritere af. De glider ikke uden videre gennem systemet — dejligt strittende, vanvittige og blødende som de er. Er de skabt i rummet, jammet frem? Er det gennemarbejdede kunstværker? Hvad fanden betyder også det, når numrene sitrende står og giver lytteren noget at tænke over. Midt i alt det syrede er der også her en skønhed et sted i rillerne, der slår benene væk under en.

Med ét er der musicalstemning på nummeret ”The Future”, et af de numre jeg omtalte i begyndelsen af anmeldelsen. Der er et ubetaleligt moment da stortrommen sætter ind, og M. Rexens vokal får fuld kraft. Det er dælme godt! ”Amak Trad” lægger sig midt imellem de to grupper af sange, mens slutnummeret ”The Weight is Lifted” forbliver helt sit eget, med Adi Zukanovic på klaver og M. Rexen på vokal og FM radio.

The United Kingdoms Part II – Animals of the Frozen Clouds er en virkelig fed, smuk og mærkelig plade. Hele tiden med denne dobbelthed af noget æstetisk, uhyggeligt smukt og noget strittende sært. M. Rexen kommer til at stå som en af fremtidens helt store kunstnere, med sine fabelagtige visioner og sin meget stærke musikalitet og evne til at tage det helt ud i det ukendte, snurre det rundt et par gange og bringe det sikkert tilbage på land igen.

★★★★★☆

 

Skriv et svar