Koncerter

Mick Jenkins, 06.03.19, Pumpehuset, København

Foto: Mathias Kristensen

Mick Jenkins serverede én stor, sammenkogt ret af hjemlighed, musikalitet og frihed for de fremmødte, da han lagde vejen forbi Pumpehuset i København en onsdag aften.

Rapmusikken anno 2019 er ikke altid en lyrikbeundrers drivvåde forårsdrøm. Uden at nævne nogen navne vil jeg blot pointere, at der i det brede perspektiv tegner sig en ensidig tendens til at begrave lyrikkens egenværdi. Denne fantasiforladte tendens falder Mick Jenkins fuldstændig uden for. Og tak for det.

Den Chicago-baserede Free Nation-rapper Mick Jenkins fik sit egentlig gennembrud i hjemlandet med mixtapet The Water[s], hvorpå nogle af hans til dato mest populære numre (f.eks. ”Jazz” og ”Vibe”) er at finde. En solid og gennemført opstartsudgivelse, men på Pieces of a Man, som Jenkins’ nyeste album fra 2018 hedder – lånt fra Gil Scott-Herons album af samme titel – opleves nuancerne af hans hverdagspoetiske sprogeksperimenter i højere grad. De diskrete, jazzede produktioner giver bedre plads til ordene. Jenkins er blevet en mere udadvendt og mindre karikeret, moden mand i øjenhøjde, som formår at skabe det helt rette rum omkring sig selv. Her er der plads til at være filterløs og til at være i kontakt med alle sider af sig selv og andre, for: »What’s so hard about the naked truth?«. Og netop dét rum viser Jenkins glædeligt sine gæster rundt i.

Den vandelskende Jenkins indtog det dystert belyste Pumpehuset med en blanding af liveband i form af trommer og bas og backing tracks bag sig, og som en ukontrollabel steppeild spredte han med sit stålfaste blik en indiskutabelt intens stemning fra væg til væg, som holdt ved i langt størstedelen af koncerten, dog med en enkelt vandingsperiode omkring halvvejs igennem showet, hvor den ellers taktfaste og passionerede fanskares entusiastiske nakkekast blev udfordret. Kursen blev dog hurtigt rettet igen, og fanen løftet.

Fra allerførste gang ordene »Drink! More!« blev slynget søgende ud i mørket, greb de hurtige fans fat i den bekendte Jenkins-sætning og besvarede med »Water!«. Det var starten på et evigt tilbagevendende og båndknyttende call and response-kor, der var i konstant udvikling under resten af showet. Og samtlige gæster blev indviet og deltog aktivt i koret, der fungerede suverænt som samspil mellem artist og tilskuere.

Da Jenkins spurgte »How many of you are glad God woke you up this morning?«, blev der en smule stille i salen fyldt med formentlig knap så overvældende en procentdel af religiøse tilhængere. Det tog han med et glimt i øjet og konstaterede: »That’s a low number«, hvorefter der til gengæld blev skruet et hak op på energiniveauet med ”Grace & Mercy”.

Repertoiret ved aftenens koncert dækkede alt fra The Water[s]-pladens “Jazz” med sætninger som »Most rappers these days is actors / And I can’t keep watching the same movie« til Pieces of a Man-pladens “Understood” med »We say a lot to say a little / ‘Cause sometimes we say the most when we ain’t really sayin’ shit at all«. Lyrikhorisonten var bred men fokuseret. Dog ville det have klædt stemningsbilledet, hvis de emotionelle og lavenergiske udsving havde været pyntet med eksempelvis Jenkins samarbejder med instrumental-gruppen Badbadnotgood, “Smoking Song” eller “Drowning”.

Mick Jenkins kan bryste sig af at have en af de mest samhørige og intuitive fanskarer, jeg længe har oplevet. En kollektiv stemning af usandsynligt medrivende kaliber. Han nævnte selv flere gange, at varmen blandt publikum udgjorde en kæmpestor del af helheden, og den frislupne attitude der herskede i Pumpehuset på denne aften, gjorde det noget nær umuligt ikke at smide hænderne mod loftet sammen med sine sidemænd. Ingen var alene til Mick Jenkins’ koncert. Det var én stor, sammenkogt ret af hjemlighed, musikalitet og frihed.

★★★★½☆

Fotos af Mathias Kristensen

Leave a Reply