Plader

Natlyst: Modig

Med Modig har det aarhusianske band Natlyst begået en forfærdeligt forførende og vedkommende debutplade. De smukke tekster omvikles af simple melodier, der dog til tider kan forekomme så spartanske, at det kan være svært at høre, at bandet består af hele 11 mennesker.

»Jeg har lyst til at have lyst«

Sanger og frontfigur Amanda Drew lader sætningen hænge i luften et kort sekund; i samme øjeblik er der ophold i den ellers indtil nu tunge og træge melodi. Alting står stille nu, men kun ganske kort. Da sangen igen starter, er det i et helt andet tempo. Trommerne, før så langsommelige og ensformige, er nu legesyge og eksperimenterende; saxofonerne træder pludselig i karakter og hiver melodien op i tempo med en repeterende skala. Også Drews stemme ændrer sig, nu højere, mere svævende, mere drømmende end før. »Jeg har lyst til at løfte mig ud af min uvirkelige krop«.

Jeg har lyst” er førstesinglen fra århusianske Natlysts netop udkomne debutalbum, Modig. Og det er et nummer, der er virkelig svært at komme udenom. Seksualitet er (næsten) altid et interessant emne, specielt når det bliver behandlet så fintfølende og poetisk, som det gør på det her nummer. Men det, der gør ”Jeg har lyst” til mere end blot et interessant nummer, er den skamløse måde hvorpå den, utroligt nok, stadig kontroversielle kvindelige seksualitet bliver præsenteret. Jeg har ikke bare lyst. Jeg har lyst til at have den lyst, jeg nu har. Jeg skammer mig ikke over den; tværtimod tager jeg imod den med åbne arme. »Jeg har lyst til at lokke dig med ned i dybet« – en egentlig ganske simpel sætning der, godt flankeret af mørk og tung guitar og et vidunderligt lille knæk på Drews stemme, virkelig kommer til at fremstå erotisk og lidenskabelig. Det er meget befriende og, igen utroligt nok, originalt. Der er virkelig nok sange om sex derude, men at italesætte lidenskaben, så den kommer til at fremstå som et tilvalg og ikke blot et menneskeligt onde, det er der alt for lidt af. Det er stærke sager.

Men Modig er heldigvis meget mere end ”Jeg har lyst”, og det er da heller ikke det eneste nummer, hvor lidenskab og kvindelig seksualitet spiller den centrale rolle. Et nummer som ”Ulydig”, hvis langsomme og ulmende melodi næsten virker farlig, gør op med ideen om den fromme og lydige pige: »Siger han, jeg skal holde mig fra ham, bliver jeg ulydig«. Vi befinder os her et sted mellem det legesyge, sexede og sjove i den spøgefulde ulydighed. Men at blive bedt om at holde sig fra nogen er hverken sexet eller sjovt, og med ét får ulydigheden en bismag af noget uhyggeligt og grænseoverskridende. Også en sang som ”Mere” er grænsesøgende på samme måde. »Du siger, at du har givet alt, men jeg vil stadig have mere« er på ingen måde et ubetinget positivt udsagn. Det er både lidenskabeligt – man vil have mere af det, den anden er og besidder – men samtidig ligger der også en vis form for foragt for den anden; jeg er ikke interesseret i, at du ikke har mere at give mig, jeg er kunne interesseret i mit eget behov for mere af dig. Det er hudløst ærligt og deprimerende genkendeligt.

Modig er virkelig en modig plade. Drews tekster er både smukke og komplekse og på intet tidspunkt bange for at røre ved ømme punkter. Disse tæller ikke blot den førnævnte seksualitet, men også, f.eks. på de tre installationer af nummeret ”Se! Hvor modig jeg er”, svære temaer som angst og depression. Fremført med henholdsvis klaver, violin og cello, og til sidst kun på en enkelt elektronisk tromme, synger Drew smukt og inderligt om angsten – om ikke blot at turde at trække vejret, men også at blive ved med det, vejrtrækning efter vejrtrækning – og om, ganske enkelt, at være bange for at dø. Det er dragende og vedkommende og ikke mindst vigtigt.

Det kan være svært, hvis ikke umuligt, at høre, at Natlyst består af hele 11 mennesker iført hvert deres instrument. Melodierne holdes forholdsvis enkle, så vokalen og lyrikken kan stå i centrum. Selv når der skrues op for det mere storladne, som f.eks. på sidste halvdel af  ”Blomstre som en rosengård”, vil man ikke umiddelbart kunne regne ud, at bandet har to violinister og to saxofonister. På den ene side er det lidt synd, på den anden skal Natlyst også have cadeau for deres lyd, der med inspiration fra bands som Portishead og Radiohead netop frembringes med de klassiske instrumenter og ikke ”bare” med et par synthesizers. Måske skal man blot trække på skuldrene, og håbe at hele bandet træder i karakter, når de spiller live.

Modig er en virkelig stærk debutplade, som bandet godt kan være stolte af. På én gang klassisk og skæv formår den at tale til nogle meget genkendelige tanker og følelser, ikke mindst takket være Drews glimrende tekster. Det er et album, man kan blive ved med at finde nye ting i, lyt efter lyt.

★★★★★☆

Om skribenten

Laura C. F. Petersen

Biografi:

30+ fynbo med rødder i den italienske muld. Har brugt de sidste 7 år på at bo og arbejde i London, men vender nu tilbage til København med blod på tanden og lyn i øjnene. Cand.mag. i engelsk og svært glad for at korsstingsbrodere.

Fem favoritalbums:

Manic Street Preachers: The Holy Bible

Interpol: Turn On The Bright Lights

Placebo: Without You I'm Nothing

Massive Attack: Mezzanine

The Cure: Disintegration

Skriv et svar

boeger