Plader

Queen Zee: s.t.

Skrevet af Jens Trapp

I en klassisk dragt af punk, glam og queer leverer Queen Zee en overbevisende tour de Force gennem en verden af stoffer, sex og køn på bare lidt over en halv time. Det Liverpool baserede band mestrer deres virkemidler til fulde; albummet stritter af ideer og opfindsomhed.

»I’m alone/ I’m alone/ I’m a loner/ Gimme a gun and I’ll smoke you like a stoner.«

Lige fra starten er der sindssyg god energi på Queen Zees selvbetitlede debutalbum. Lækker guitarlyd og en dejlig punket let vrængende Merseyside vokal. Tilbage i 2015 debuterede de som trioen Queen Zee and the Sasstones i hjembyen Liverpool. Det var til en koncert på det sted, der af flere, i hvert fald i Nordengland, betegnes som verdens punkrock hovedstad nummer et, nemlig spillestedet Drop the Dumbulls. Det skulle efter sigende have været et mindeværdigt sæt på bare 15 minutter, bestående af et par originale numre, men primært et cover af Prodigys ”Fire Starter”, og til sidst den ultimative smadr-alt-på-scenen afslutning.

Hvad der skulle have været en enkeltstående happening, udviklede sig imidlertid og viste sig levedygtigt i en ny fem personers konstellation, med de to oprindelige medlemmer Queen Zee og Em Dee i front. Forsanger Queen Zee har beskrevet projektet som »a person, a band, and all the fans who make a lot of noise coming out of Merseyside right now,« og omtaler konsekvent sig selv i intetkøn, flertal. Hvis man, udover selvfølgelig at lytte til albummet, skal have en fornemmelse af det univers, den virkelighed, vi befinder os i med Queen Zee, så tjek f.eks. denne video til ”Sass or Die” fra 2018 ud.

På nærværende album viser åbningsnummeret ”Loner” sig, på trods, eller i kraft af sin flabet heftige energi, at være lidt af en crowdpleaser, med sine iørefaldende hooks og mellemstykker, sit næsten hymne-agtige kor og sine reminiscenser af Johnny Thunders & The Heartbreakers i sluthalvfemserne, på især et nummer som ”Born To Loose”.  Det er svært elegant og ikke mindst fermt eksekveret.

Så er der straks mere aggression og punkattitude til stede på de næste to numre ”Lucy Fur” og ”Sissy Fists”. Dér får de kørt vrede, lidt afmagt og en udstrakt fuckfinger i stilling i et frontalangreb på den tilbagelænede hamsterhjuls livsstil der omgiver dem. Titlen “Lucy Fur”, leger ’sødt’ med ordene og peger på indholdet, hvor de synger: »I’m a gory dream of a teenage queen/ As I bleach my scalp just to feel clean/ Yeah, you know what I’m sayin’/ Fuck God! Hail Satan«. For hvad fanden kan man bruge Gud til, når man er født som dreng, men føler sig som en bloddryppende drøm af en teenage queen?! Og den rasende ”Sissy Fists”, hvor de, helt rørende næsten, ryster deres sissy knytnæver i vejret, mens de om og om gentager ordene »Raise your sissy fists!« alt imens de sidder og ømmer sig efter endnu en nat med tæsk og foragt fra en homofobisk omverden. Der er en indædthed til stede og et klaustrofisk hvirvlende kor og lydbillede, der til sidst går helt i stå og dør ud, før de atter løfter næverne og gentager deres mantra.

Igen er det slående hvor opfindsomt og elegant musikken er. Nok er det frenetisk og tumultarisk, men hele tiden er der det her element af noget helt vildt opfindsomt og, om ikke ekvilibristisk, det er jo ikke jazz det her, så dog, som jeg også tidligere har været inde på, noget fermt og forbandet smukt. Som skønheden helt inde i centrum af en tyfon. For ud over de to sekunders tøven i starten af albummet, er der intet beroligende eller søvndyssende at komme efter. Ikke et øjebliks hvile eller ro. Well, der er næstsidste nummer ”Anxiety”, som er Queen Zees gedigne tømmermænd ovenpå udskejelserne albummet igennem. »I don’t feel well today…I feel sick/ Sick sick sick«

Før dét har vi været igennem en besyngelse af kokainrusen i ”Hunger Pains” med den afhængiges triste konstatering: »I’m gonna quit tonight/ But first pass me the card« i et virkelig syret lydbillede, med et eminent smukt vers! Vi har været igennem en fint ringlende historie om sex på ”Idle Crown”, mens et nummer som ”Porno” stamper en anelse pubertært punket enerverende derudaf. Så er ”Victim Age” mere effektivt aggressivt, selvom også det stritter lidt anonymt. Det er et nummer hvor den fællessang, med stampende råbekor, bandet benytter sig af på de fleste numre, bliver lidt anstrengt. ”Boy” har til gengæld alt det de to sidstnævnte numre mangler, med en humoristisk vinkel ovenikøbet. Der er super basspil og omkvædet har det samme melodiske twist af noget uhyre opfindsomt, som også er at finde i verset i ”Hunger Pains”.

Der namedroppes lidt på et par af numrene. På “Loner” er det Rob Halford (»Breaking the law like Rob Halford/ Yeah I like dudes in leather«), Depeche Mode, Duran Duran og »Still living off that time you sold weed to Steely Dan«, mens Kurt Cobain og Courtney Love optræder i slutnummeret ”I Hate Your New Boyfriend”: »She says, “Hey! Don’t you think he looks like Kurt Cobain?”/ I say, “More like Courtney Love, after she went insane”/…/ I hate your new boyfriend/ Yeah he makes me sick/ Hate his stupid jock attitude, dick/ Hate how he brags about your sex when he’s off with the boys on his BMX«

Nøjagtig ligesom punkrocken for 30-40 år siden og hele vejen frem til i dag i de nicher, hvor den lever og ånder, er der også her en finger til det etablerede. Det er hele vejen igennem anti-etablissement og et opgør med den normalitet, de hverken kan eller vil passe ind i. Bands som Black Flag og Minor Threat leverede på sin vis den samme vare for 30 år siden. New York Dolls gjorde det på deres måde. Og Jay Reatard i dag. Samtidig er lyden af Judas Priests British Steel også til stede sammen med noget glammet rock og var der ikke lige lidt Nina hagen Band ind over dér? Selv nævner forsanger Queen Zee at de er inspireret af bands som Marilyn Manson og Placebo og at Queen Zees far spillede bas i et hardcore punkrock band ved navn Moth Fucker, hvilket også har haft indflydelse på dem.

At sætte et bestemt mærkat eller en genre på er med andre ord ikke nemt. Hvor holder f.eks. punken op og hvor starter artrocken, med sin skelen til det visuelle. Et punkt hvor Queen Zee især gør sig bemærket med deres androgyne multisexuelle look. Den energi og vrede som forsangeren, og også bassisten med det brølende let aggressive kor, formidler, har dog umiskendeligt punkattitude og we-don’t-give-a-shit mentalitet. Når det så bliver sat i perspektiv af Em Dees engleagtige kor (uden af den grund at gøre hende til engel), løfter det sig op over den snævre genrebetegnelse. Punkrock nærmer sig artrock med et solidt skud glamrock i kanterne. Det understreges også af bandets fokus på en queer og transseksuel livsstil og fremtoning.

Albummet kan sine steder blive lige pubertært nok, i noget der næsten virker som en higen efter at provokere for provokationens skyld. Men er i høj grad også et billede på en søgen efter identitet og mening. Er man ung og fuld af tvivl og overvejelser om køn og identitet, er albummet et spektakulært bud på noget der nærmer sig en tidstypisk fortælling, godt nok i den lidt vanvittigt spruttende ende af spektret, men ikke desto mindre overvejelser over netop dét; at være ung i en sindssyg verden, man ikke umiddelbart kan gøre hverken noget ved, eller forstå, hvorfor det er så meget mere interessant at forholde sig til sig selv i denne verden. Iagttage og leve de forandringer ud, som man langt hen ad vejen, selv er mester for. Det hele er så iklædt den her klassiske dragt af punk, glam og queer af et band, der rent faktisk mestrer deres virkemidler ret overbevisende. Enkelte steder står det måske lidt i stampe, men energien og den kunstneriske integritet er i høj grad til stede.

★★★★½☆

Skriv et svar