Plader

Rainbrother: Island

Rainbrothers folk univers har skiftet karakter på deres nyeste udgivelse, men det er bestemt ikke et tilbageskridt. På Island er det bølgende, lidt mere eksperimentelle lydlandskab, der var at finde på Rainbrothers debut, nedskaleret. Der er skåret ind til benet og fundet frem til en helt upoleret ærlighed, der så tydeligt afspejler albummets historie.

De fem drenge, der udgør folk gruppen Rainbrother, havde blot et enkelt album i bagagen, da de hev teltpløkkerne op og drog mod ro og mag i Thy. Her indspillede de albummet Island på et gårdloft med produceren Kennie Takashi, der blandt andre også har arbejdet sammen med Danger Mouse, Michael Kiwanuka og The Black Keys. Det er der kommet et luftigt og samhørigt album ud af.

Ved første slag på den akustiske guitar på intronummeret ”Black Chemicals” begynder fornemmelsen af en køretur med solopstigningens forårsfarver glinsende gennem forruden så småt at tage om sig. Det er en udfordring i sig selv ikke at få lyst til at stikke af fra hverdagens trummerum og ikke at forelske sig en lille smule til omkvædets skrøbelige vokalpassage: »Do you really want me now?«. Guitarriffet er lige præcis så enkelt og elegant, at selv den ukyndige guitarentusiast bliver nødt til at finde luftguitaren frem og blive en del af bandet i de første tre minutter og 33 sekunder. Så er roadtripfølelsen ellers også fastlagt. Og en lille spoiler: Det bliver en dejlig tur.

Den enkle, underspillede stemning er helt central både i lydbilledet og i den lyriske tematik, der spænder fra forelskelse og tab til ensomhed og selvaccept. Setuppet er simpelt og letfordøjeligt, men frontmand og sangskriver Bjarke Bendtsen og de andre ‘rainbrothers’ har formået at skrue melodierne så fint sammen, at vi som lyttere aldrig når at kede os, eller føle os slæbt rundt i det samme hamsterhjul i en uendelighed. Det har de dynamiske svingninger i energiniveauerne en stor andel i. Der er en tid til kærlighed, men der er sandelig også en tid til at sætte sig med ryggen mod muren i det eftertænksomme, melankolske hjørne.

På albummets fjerde nummer, ”Rio Rita”, bliver der skruet lidt ned for tempoet, og lidt op for den ængstelige, blå stemning. Vokalsammensmeltningen af første- og andenstemmen med sætninger som »A window of pain / Opened up / Don’t seem to close it up / Down the open / I just wanna hold you / Come in« åbner op for et lillebitte kosteskab af klamfugtig angst, angsten for at blive alene og blive afvist. En angst, som det nærmest er umuligt ikke at falde for, når den akkompagneres af reverbede guitartoner, som fungerer virkelig fint som en understregning af ensomheden, der aldrig bliver forløst.

Lyrisk set stikker særligt ét nummer ud fra massen, idet det er skrevet på dansk; ”På træerne”. For mig at se, er det en slags Rainbrothers svar på Kashmirs ”Splittet til atomer”. Det er en indholdsmæssigt ambivalent affære, der indrammer besværet med – og værdien af – kærligheden, og om der overhovedet er et skel mellem de to ting? Det bliver helt kort sammenfattet med sætningerne: »Det vi havde / Hænger ikke på træerne / Det vi havde / Hænger på træerne / Kærligheden smager så sødt / Når den falder ned på jorden / Hvor vi er«. Lige pludselig blev det til en gennemgribende forløsning at høre lyden af et væltende træ.

Mod slutningen af pladen tager en helt ny begyndelse form med de tre numre ”På træerne”, ”Throwing Rocks” og ”The Master”. De her numre er en treenighed, der skubber til albummets egne grænser og udvider det rum, drengene lægger ud med at stable på benene. Ud af den opløftende, folkede stemning, opstår der pludselig en vindeltrappe ned til et dybere niveau, hvor der bliver leget med den formørkede sindsstemning. Det er et helt andet lag, der virkelig klæder pladens helhedsudtryk. Her bliver eksperimenteret lidt ekstra med det musikalske aspekt, og det er en ret modig afslutning på en ellers minimalistisk plade.

Det tog mig en god håndfuld gennemspilninger, før jeg med oprigtighed i stemmen kunne sige, at jeg forstod Rainbrothers nye udspil helt og holdent, men da det så først havde klistret sig rigtigt fast i både huden og håret, og alle de enkelte dele af angst, ensomhed, selvindsigt og en snert af selvdestruktion pludselig blev bundet sammen i én buket, var det svært at få det vasket af igen. Island er den krammer, du ikke vidste, du havde brug for.

★★★★☆☆

Om skribenten

Jack Brosø Frederiksen

Biografi:
Musikken voksede indeni min lille, spæde krop fra jeg var knejt, og interessen er kun vokset sig større i takt med at kroppen også gjorde det. Det giver mig anlæg for en rimelig stor musikinteresse.

I de afsluttende folkeskoleår begyndte jeg at følge meget med i undergrundsmusikken. Det var omkring denne periode, at min helt store musikpassion begyndte. Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig. SoundCloud og Karrierekanonen blev mit opholdssted, og oplevelsen af at formidle et helt nyt stykke musik videre til vennerne var berusende, og siden da har jeg altid fastholdt lysten til at omgive mig med musik.

Jeg er ekstremt fascineret af sprogbrug, og lyrik har siden første digtanalyse i fjerde klasse fyldt meget hos mig - lige fra Tom Kristensen og Strunge til Malk de Koijn og Benal.

I dag læser jeg dansk og drømmer om musikkens og ordenes symbiotiske kollision. Netop i dét sammenstød bliver musikken levende for mig; når lyrikken afspejles i det musikalske og omvendt.

Fem favoritalbums:
Benal: Nu
Jeff Buckley: Grace
Bon Iver: For Emma, Forever Ago
The Smiths: The Smiths
Ukendt Kunstner: Neonlys

Skriv et svar