Plader

Spellling: Mazy Fly

Skrevet af Søren Hansen

SPELLLINGs nye album ‘Mazy Fly’ er et nostalgisk, men fremadrettet bud på popmusik anno 2019 som bestemt er værd at dyppe tæerne i.

Det er altid interessant, når musik giver én klare minder om noget, man allerede kender, men samtidig er aldeles unikt. Det er en knivsæg at balancere på i grænselandet mellem kliché og avant-garde, men det er i netop denne gyldne middelzone, at det meste af den musik, der er bevaringsværdig for eftertiden findes. I mine øjne er det også tit en større præstation at kunne overføre noget avant-garde til et popmusiksformat, vel at mærke uden at miste integriteten, end det er at lave uforståelige langstrakte soniske eksperimenter, der nok er interessante i teorien, men sjældent er det i praksis.

Der er lidt uenighed i musikverdenen om hvorvidt musik, der tydeligt griber tilbage i tiden, også er med til at skubbe fremad, eller om det blot er et billigt nostalgitrip. Det er noget, jeg har tænkt meget på i forbindelse med mit møde med hypnagogisk pop, som dette album godt kan betegnes som. En genre hvis idé opsummeres meget godt i Mild High Clubs sang “Homage,” hvor idéen om originalitet punkteres og kastes over bord i en erkendelse af, at musik altid er derivativt på den ene eller den anden måde. Noget af det specielle ved hypnagogisk pop er netop, at det lader til, at originalitet er mindre interessant end at give gamle lyde nye udtryk i skøn popmusik. Men det ender med at være nyt.

Jeg har ihvertfald aldrig hørt noget, der minder om californiske Spelllings andet album Mazy Fly. Jeg kan høre en vokal, der trækker tråde til Björk og Solange med et Sarah Vaughansk islæt, men også noget helt fjerde. Musikken er et herligt miskmask af mange forskelligartede udtryk. Primært elektronisk med et bredt udvalg af syntetiske lyde, hvor nogle er klassiske, mens andre lyder som om, de har ligget urørt hen siden eurodance gik af mode. Det fungerer dog på mystisk vis ved, at albummet så kompromisløst stoler på, at de meget enkle og kantede synthlyde kan bære sangene og det kan de. Ikke ulig den måde Tyler, the Creator specielt i sine tidlige år skabte en helt særlig lyd ved at bruge rimeligt uelegante lyde til at skabe sofistiskerede arrangementer. Hans nyeste album Flower Boy lurer også lidt i kulissen og i glimt ledes tankerne hen på Tylers vellykkede samarbejder med forskellige kvindelige kunstnere.

Albummet står meget stærkt som en enhed, men der er flere numre, man kan fremhæve. Jeg er vild med “Secret Thread,” der er en næsten Bowiesk klaverballade med et arrangement a la Judy Collins, men med trommer og guitarer, der aldrig ville finde vej til deres respektive plader. “Haunted Water” er et virvar af adskillige synthesizer- og korlag, der virker totalt fragmenterede samtidig med, at de væver sig ind mellem hinanden, som var det det mest naturlige i hele verden. Der er noget James Blakesk over den lineære opbygning og vokallinjerne, der flyver ind fra alle sider samtidig med, at Spelllings vibrato og tone henimod slutningen af denne sang har en klar reminiscens af Amy Winehouse. Det er dette eklektiske mix af inspirationskilder, der gør hendes musik interessant, for det er umiskendeligt hende.

De to centrale numre på pladen er dog “Under The Sun” og “Afterlife”. Førstnævnte lader til at citere Led Zeppelins “Stairway To Heaven” af alle numre i akkordrundgangen, hvilket tydeliggøres i anden halvdel. Den gør det dog i bedste Kraftwerkstil med mekaniske trommer og knivskarpe, enkle synthmelodier med string machines som underlæg. Vokalen gentager et melodisk mantra som brænder sig ind i bevidstheden, og som bliver ved en længe efter musikken er stoppet. Den anden, “Afterlife” er mere guitarbaseret med forskellige guitarstemmer med diverse effekter på som komplimenterer hinanden og melodien forbilledligt. Insisterende elektroniske lyde, der springer rundt, bliver pludselig gæstet af en saxofon, der soloer over midterstykket. Som så mange andre gange på dette album, ender det med, at noget, der normalt ville være kitsch, opleves som et perfekt passende element, og netop fordi det gøres ude snert af ironi. Melodierne i Spelllings ordløse fraseringer er også helt sublime i anden halvdel af sangen. Den glidende måde sangen går fra stykke til stykke er imponerende, og den bliver til en oplevelse, man skylder sig selv at gå ombord i.

Hvis jeg skal nævne noget negativt, er det den anden side af den fragmenterede natur, som jeg ellers har rost. Nogle gange kan det føles som nogle halvfærdige idéer, som godt kunne have brugt lidt mere tid, hvilket gør, at dele af albummet flyder sammen og svinder lige i kvalitet. Det gør dog ikke alverden.

En afsluttende tanke er, at coveret er et meget velvalgt billede, da det på fin vis repræsenterer albummet. Det minder om noget fra fortiden, men det er svært at sætte fingeren på, hvad det helt præcist er, da det er ganske særegent. Ligeledes er det med musikken, som jeg synes viser vejen frem mod en popmusik, der forhåbentlig vil åbenbare sig i de kommende år.

★★★★★☆

Om skribenten

Søren Hansen

Biografi:

Fem favoritalbums:
Joni Mitchell: Blue
The Microphones: The Glow Pt. 2
Avey Tare and Panda Bear: Spirit They're Gone, Spirit They've Vanished
Björk: Homogenic
Boards of Canada: Geogaddi

Skriv et svar