Koncerter

Spiritualized, 16.03.19, Store Vega, København

Spiritualized genoplivede smerten, der ligger i bagkatalogets hjerteskærende sange. Desværre insisterede bandet også på at spille det jævne nye album, And Nothing Hurt.

Historien om Spiritualizeds koncert på Store Vega er historien om en mand, der skælver, er helt nede i sølet, er fortvivlet og paralyseret af mismod – men som til sidst finder sin frelse og mening med tilværelsen i troen på Vor Herre og hans søn Jesus.

De mørke tanker har en altdominerende hovedrolle i Spiritualizeds lyrik, og det var en koncert, hvor bandets bagmand, Jason Pierce, først gjorde sig yderst umage med at fortælle om, hvor træt, alene og ensom, han føler sig. Han sad statisk på sin barstol og bag sine store, sorte solbriller hele koncerten. Han rykkede sig nærmest ikke en centimeter, og hovedet blev i den samme positur under hele koncerten.

»When I’m tired and all alone/ Lord shine a light on me/ And when I’m lonesome as can be/ Lord shine a light on me«, sang Jason Pierce helt nøgent i starten af koncerten på “Shine a Light”. Han blev kun ledsaget af et spinkelt orgel.

Da ordene fra versene i “Shine a Light” var sunget, satte et otte mand store band, der blandt andet bestod af tre gospelsangerinder, ind og lavede en blændende, støjende musikalsk fortolkning af hans indre kaos. Et kaos så stort, at det nærmest føltes som om, at vi allerede havde nået et afsluttende kaos blot to numre inde i koncerten. Ord for ord gjorde hans smerte et dybt indtryk, og med det samme stod det klart, at til den her koncert skulle vi blive rørt. Rørt, så tårerne ville strømme, mens Jason Pierce ville fortælle.

Herefter fulgte “Stay With Me” fra det 22 år gamle hovedværk Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space. Linjer som »Stay with me/ Smile all the time, don’t go«, blev sunget med en indlevelse, så man skulle tro, at han var blevet forladt i går. Han rystede ligefrem i hele kroppen, mens han to sange senere sang »Lord I have a broken heart«, og smerten fik publikum til at slippe tårer ud af øjnene. Solbrillerne til tråds var det som om, vi kiggede direkte ind i hans hårdt plagede sjæl. For i musikken pakker Jason Pierce sjældent sin smerte væk.

Men så tog koncerten en drejning. Hurtigt fik musikken en lettere tone, da Pierce gik i gang med at synge “A Perfect Miracle” fra sidste års jævne album, And Nothing Hurt. Sangen handler ganske vist om den kærlighed, der hverken blev til noget i dag, denne uge, dette forår eller nogensinde, men hele sangens musikalske grundindstilling er væsentligt mere optimistisk, end al den smerte vi lige var blevet overvældet af. Men fint nok, jeg trak på skuldrene og var alligevel tilfreds nok med, at Pierce serverede en trods alt velkomponeret sang, selvom jeg kunne mærke, at det ikke gjorde et lige så stort indtryk, som ved koncertens start.

Så fulgte “I’m Your Man”, ligeledes fra And Nothing Hurt, om manden, der godt nok er »waster, loaded, permanently folded«, men som holder sit hjerte ude fra kroppen og venter på, at det bliver samlet op. Det var heller ikke en fremførelse, der insisterede på at sætte sig dybt ind i min krop.

Den komplet ubekymrede, farrockede køreturssang “Here It Comes (The Road) Let’s Go” fulgte, så “Let’s Dance”, og vent lige… De her fire sange fulgte præcist tracklisten fra det nye album. Og ja, Jason Pierce havde besluttet sig for at fremføre hele dette album fra start til slut.

Lige efter han i starten af koncerten havde vist de absolut mest sublime sider af sit kunstneriske virke, og spillet det med den største respekt og stolthed, skulle Spiritualizeds bagkatalog nu hyldes igennem disse nye sange, der tilføjer meget lidt til bagkataloget, og lyder som et forsøg på at genskabe tidligere bedrifter.

Bevares, vi fik en glimrende outtro på “Let’s Dance”, der med stroboskoplys destruerede rytmer og en tredobbelt guitar-feedback blæste ud i hovedet på publikum og indvilgede os i det kaotiske sind. Men med de ni nye sange føltes det som om, at vi fik serveret metervarerock.

Bandet forlod scenen efter pladens sidste nummer, “Sail on Through”, der kunne give en lille forhåbning om, at der var fundet lidt ro i Jason Pierce sind. »I tell no lie, I tell the truth/ Y’know I just don’t need to be with you«, lød det, og så kunne man konstatere, at han i det mindste ikke længere var tynget af hjertesorgen.

Da bandet kom tilbage til første ekstranummer, “So Long You Pretty Thing”, var det som om frelsen havde sat sig ind. Sangen erkender, at det ikke er rock’n’roll-livet, som er svaret på ensomheden. Man må spørge Vor Herre og Jesus om hjælp. »Help me, Lord, it ain’t easy ’cause I’m living a lie/ And God, I’m hoping for a reason to be here«.

Den hjælp gav Gud så.

Følelse af frelse blev stavet ud med versaler, da Jason Pierce efterfølgende gik i gang med et cover af gospelklassikeren “Oh Happy Day”. Hele bandet gik med, og sangen lød fuldstændig som sættets øvrige Spiritualized-sange. Pierce sang: »When Jesus washed/ He washed my sins away«. Han var blevet renset og frelst, selvom han i starten af koncerten var helt ødelagt af hjertesorg og ensomhed. Renselsen var smittende. Alle sang med på de velkendte gospelord, og folk stod med hænderne i vejret, i hvad der føltes som en religiøs fortryllelse. Med armene over vejret kunne Jason Pierce lade sig hylde af applaus fra gulvet og balkonen, og hans smil indikerede, at det faktisk gjorde et indtryk.

Men bagefter følte jeg mig også lidt snydt. Allerførst havde vi fået en forvarsel om, hvad vi kunne vente os, men i stedet skulle vi opleve et album, der nok ikke overlever længe i min bevidsthed. Halvdelen af koncerten manglede den grad af nerve, der blev fundet frem på sange som “Stay With Me”, “Broken Heart” og “Oh Happy Day”.

★★★★☆☆

Fotos af Daniel Nielsen

Om skribenten

Perry MacLeod Jensen

Biografi:Skriver om støjrock, spirituel jazz, minimalisme og synthpop. Leder efter historierne bag musikken, og kræver at musikere har noget på hjerte, når de stiller sig op på en scene. Har været kulturjournalist og international reporter på Politiken, lavet radiodokumentar for P1 og nyset Jarl Friis Mikkelsen ind i øret.
Fem favoritalbums:
Atlas Sound: Logos
John Cale: Fear
PJ Harvey: Let England Shake
Spleen United: School of Euphoria
Yo La Tengo: And Then Nothing Turned Itself Inside-Out

Skriv et svar