Plader

Teeth Of The Sea: Wraith

Skrevet af Ulrik Høgh

Walisiske Teeth Of The Seas femte studiealbum er et sprudlende lydtapet af genrenedbrydende, cinematisk instrumentalmusik.

Den walisiske trio Teeth Of The Sea blev dannet i 2006. Med base i London har de, med en vis gennemslagskraft, udviklet et særegent instrumentalt udtryk, der kombinerer elementer af bl.a. psych, post-rock og jazz. Foruden fire studiealbums før Wraith, udkom i 2014 A Field In England: Re-imagined, der er et uofficielt score til en film om den engelske borgerkrig. Instrumental musik giver ofte associationer til film, men i Teeth Of The Seas tilfælde er det cinematiske en integreret del af gruppen. Medlemmerne er selverklærede filmnørder og nævner det italienske progrock-band Goblin som en central inspirationskilde. Goblin er særligt kendt for deres soundtrack til Suspiria fra 1977, der i øvrigt kom i en remake i 2018 med soundtrack af Thom Yorke.

Efter få sekunders spilletid spøger Yorke også i de direkte, musikalske referencer. Albumåbnereren ”I’d Rather, Jack” lægger ud med et trommemaskinebeat, der er beslægtet med Radioheads ”Idioteque”, som tilbage i 2000 var banebrydende i integrationen af rock og elektronisk musik. Nummeret er atypisk for Teeth Of The Sea på den vis, at de har samarbejdet med DJ og producer Erol Alkan, frem for selv at producere. Det er også langt mere stramt og skarpt end det meste af bandets tidligere materiale. Midtvejs blander Sam Bartons trompet sig med det industrial-inspirerede maskingeværsbeat, og da Jimmy Martins fuzzede guitar lægges på, står man med en klub-banger direkte fra fremtiden.

Den fremragende start på Wraith udbygges med den syv minutter lange, episke ”Hiraeth”, som er et walisisk ord for hjemlængsel. Skiftet i tempo og atmosfære er markant, da beatet slæber sig afsted akkompagneret af en melankolsk trompet. Det er et langsommeligt opbygget landskab af lyd, som sine steder nikker respektfuldt i retning af filmmusikkens grand old man, Ennio Morricone. ”Burn of the Shieling” lægger sig naturligt i forlængelse heraf. Bartons trompet lyder hjerteskærende smukt af middelalderlig folkemusik, mens lytteren svæver rundt over det skotske højland. ”Fortean Steed” afrunder første del af Wraith med usædvanligt lyse toner fra Katherine Giffords (Stereolab) messende stemme, der blidt luller dig i søvn.

At der ikke skrues ned for ambitionsniveauet på pladens anden halvdel, står allerede klart med ”VISITOR”, som hypnotiserer lytteren ved at gentage den samme korte synth-sekvens over mere end otte minutters spilletid. Gradvist træder flere instrumenter ind og bygger et fuldfedt spacerock-nummer ovenpå det simple synth-fundament. Man lægger især mærke til, at trommemaskinen har veget pladsen for en meget vellykket gæsteoptræden fra trommeslageren Valentina Magaletti. Magaletti bidrager også på ”Her Wraith”, som understreger Teeth Of The Seas evne til at skrive sange, der er nærmest overmættet med stemning. I dette tilfælde et krybende ubehag, der kunne agere underlæg til en horrorfilm.

Wraith afsluttes endnu mere hæsblæsende, end den begynder. ”Gladiators Ready” tager en kerne af et fræsende guitarriff og forvandler det til noget, der minder om acidhouse. Fra det aggressive beat tilføjes, halvvejs gennem nummeret, hvirvles man med vanvittig fart gennem et beskidt science fiction-univers. Teeth Of The Sea kræver lytterens opmærksomhed på den sidste skæring, og det er ikke utænkeligt, at den momentvis er glippet i løbet af albummets tre kvarters spilletid. De imponerende lydtapeter på Wraith arbejder fortrinsvis i baggrunden, og det eneste, der trækker ned i min bedømmelse, er fraværet af passager, som fejer benene væk under mig. Teeth Of The Sea lader sig ikke begrænse af genrer, men fremstår først og sidst som et psychband – netop i deres tilgang at sammensætte forskellige elementer lag efter lag. Der er umiddelbart langt fra kaoset i ”Gladiators Ready” til idyllen i ”Fortean Stead”, men Wraith binder det på fornem vis sammen til en stor musikalsk oplevelse.

★★★★★☆

Om skribenten

Ulrik Høgh

Biografi:
Min storebror sørgede for, at jeg i en relativt ung alder blev introduceret til rockmusikkens glæder. Efter skoletid stod den på PC-gaming og grunge på anlægget i kælderen under rækkehuset i Sorgenfri. En skelsættende begivenhed var at få Radioheads OK Computer i konfirmationsgave, da den plade blev indgangen til den alternative rocks verden. De seneste par år har jeg især lyttet til psychrock og indiepop.

Fem favoritalbums:
Radiohead: OK Computer
Interpol: Turn on the Bright Lights
Modest Mouse: Good News for People Who Love Bad News
PJ Harvey: Let England Shake
Arcade Fire: Reflektor

Skriv et svar